Kulturkommentar: Hvor fattig skal en kunstner være for at blande sig i flygtningedebatten?
Med skuespiller Pilou Asbæk på den ene fløj og Socialdemokratiet på den anden var der lagt op til en vigtig debat om dansk asylpolitik. Desværre endte alle som tabere, skriver Lasse Marker i denne klumme.
»Pilou Asbæk har ikke udvist samme politiske tæft, som i DR-serien »Borgen«, hvor han spiller spindoktoren Kasper Juul. Og socialdemokratiet har gjort det klart, at den kreative klasse ikke har en plads i den politiske samtale, så længe Mette Frederiksen er statsminister,« skriver Berlingskes klummeskribent. Arkivfoto: Caitlin Ochs/Reuters/Ritzau Scanpix Caitlin Ochs
Lasse Markerrådgiver og iværksætter
I bogen »Meningen med velfærdsstaten« (2018) forklarer Lasse Horne Kjældgaard, professor ved Syddansk Universitet, hvordan forfattere og kunstnere spillede en central rolle i samfundsdebatten under velfærdsstatens opbygning.
Den tidligere socialdemokratiske statsminister Viggo Kampmann efterlyste ligefrem modspil fra kunstnere, og det fik han – blandt andet fra intellektuelle som Klaus Rifbjerg og Villy Sørensen.
Med Lasse Horne Kjældgaards bog blev en gammel drøm vakt til live i kulturlivet. Kulturpersonligheder skulle igen indtage en hovedrolle i samfundsdebatten og træde ud af den birolle, som de i dag er forvist til. Mange aktører i kulturlivet bifaldt derfor skuespilleren Pilou Asbæk, der i sidste uge rettede kritik af Socialdemokratiets asylpolitik.
Man fristes til at spørge de rosenrøde politikere, hvor fattig man egentlig skal være for at blande sig i flygtningedebatten?
Desværre er der ikke kommet noget frugtbart ud af debatten, hvor alle er endt som tabere. Pilou Asbæk har ikke udvist samme politiske tæft som i DR-serien »Borgen«, hvor han spiller spindoktoren Kasper Juul. Og Socialdemokratiet har gjort det klart, at den kreative klasse ikke har en plads i den politiske samtale, så længe Mette Frederiksen er statsminister.
Pilou Asbæk indledte debatten ved at sammenligne Socialdemokratiets udspil om at placere asylcentre i Afrika med nazistiske koncentrationslejre. Siden fik han følgeskab af formand for Dansk Skuespillerforbund, Benjamin Boe Rasmussen, der sammenlignede socialdemokraternes reaktion med nazisternes dødspatruljer.
Ved at smide nazikortet kom Pilou Asbæk og Benjamin Boe Rasmussen til at diskvalificere sig selv og dræbe den debat, som de ønskede at puste liv i. Man kan ikke kalde folkevalgte politikere for nazister og derefter forvente en seriøs og saglig debat.
Man fristes til at spørge de rosenrøde politikere, hvor fattig man egentlig skal være for at blande sig i flygtningedebatten? Og desuden om de tjekker deres egne lønsedler, inden de på identitetspolitisk vis anklager andre for økonomisk privilegieblindhed?
På samme måde må man spørge, om regeringen kan være moralens vogter, med tanke på, at det statsejede Danske Spil er blandt de virksomheder i Danmark, der bruger flest penge på tv-reklamer?
Det eneste brugbare, forløbet har vist, er, hvordan man ikke skal agere i en meningsudveksling. Nazikort og identitetspolitiske ad hominem-argumentation er retorikkens to største syndere. Det skal Pilou Asbæk og Socialdemokratiet trods alt have tak for at have genopfrisket i den offentlige debat.
Del:
Andre læser også
Kultur
Der er gået identitetspolitisk råd i universiteternes spær
Kultur
Det skærer i hjertet, da Natasja kigger på gamle avisudklip om sin mor: »Død luder smidt som affald,« står der
Skærm
Line Baun Danielsen vender tilbage – med en meget yngre mand: »Jeg havde aldrig forestillet mig, at nogen ville spørge en 59-årig kvinde om den slags«