Kulturkommentar: Hvor fattig skal en kunstner være for at blande sig i flygtningedebatten?

Med skuespiller Pilou Asbæk på den ene fløj og Socialdemokratiet på den anden var der lagt op til en vigtig debat om dansk asylpolitik. Desværre endte alle som tabere, skriver Lasse Marker i denne klumme.

»Pilou Asbæk har ikke udvist samme politiske tæft, som i DR-serien »Borgen«, hvor han spiller spindoktoren Kasper Juul. Og socialdemokratiet har gjort det klart, at den kreative klasse ikke har en plads i den politiske samtale, så længe Mette Frederiksen er statsminister,« skriver Berlingskes klummeskribent. Arkivfoto: Caitlin Ochs/Reuters/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I bogen »Meningen med velfærdsstaten« (2018) forklarer Lasse Horne Kjældgaard, professor ved Syddansk Universitet, hvordan forfattere og kunstnere spillede en central rolle i samfundsdebatten under velfærdsstatens opbygning.

Den tidligere socialdemokratiske statsminister Viggo Kampmann efterlyste ligefrem modspil fra kunstnere, og det fik han – blandt andet fra intellektuelle som Klaus Rifbjerg og Villy Sørensen.

Med Lasse Horne Kjældgaards bog blev en gammel drøm vakt til live i kulturlivet. Kulturpersonligheder skulle igen indtage en hovedrolle i samfundsdebatten og træde ud af den birolle, som de i dag er forvist til. Mange aktører i kulturlivet bifaldt derfor skuespilleren Pilou Asbæk, der i sidste uge rettede kritik af Socialdemokratiets asylpolitik.

»Man fristes til at spørge de rosenrøde politikere, hvor fattig man egentlig skal være for at blande sig i flygtningedebatten?«


Desværre er der ikke kommet noget frugtbart ud af debatten, hvor alle er endt som tabere. Pilou Asbæk har ikke udvist samme politiske tæft som i DR-serien »Borgen«, hvor han spiller spindoktoren Kasper Juul. Og Socialdemokratiet har gjort det klart, at den kreative klasse ikke har en plads i den politiske samtale, så længe Mette Frederiksen er statsminister.

Pilou Asbæk indledte debatten ved at sammenligne Socialdemokratiets udspil om at placere asylcentre i Afrika med nazistiske koncentrationslejre. Siden fik han følgeskab af formand for Dansk Skuespillerforbund, Benjamin Boe Rasmussen, der sammenlignede socialdemokraternes reaktion med nazisternes dødspatruljer.

Ved at smide nazikortet kom Pilou Asbæk og Benjamin Boe Rasmussen til at diskvalificere sig selv og dræbe den debat, som de ønskede at puste liv i. Man kan ikke kalde folkevalgte politikere for nazister og derefter forvente en seriøs og saglig debat.

Socialdemokraterne afviste kritikken – ikke ved at argumentere for deres sag – men ved at angribe Pilou Asbæk for at have sit på det tørre, mens det er den almindelige dansker, der betaler prisen for flere flygtninge. Man måtte således forstå, at Pilou Asbæk var for privilegeret til overhovedet at blande sig i diskussionen. Samtidig skulle han ikke komme og lege moralens vogter, da han selv »rager penge til sig på andres ulykke ved at reklamere for betting på nettet«.

Man fristes til at spørge de rosenrøde politikere, hvor fattig man egentlig skal være for at blande sig i flygtningedebatten? Og desuden om de tjekker deres egne lønsedler, inden de på identitetspolitisk vis anklager andre for økonomisk privilegieblindhed?

På samme måde må man spørge, om regeringen kan være moralens vogter, med tanke på, at det statsejede Danske Spil er blandt de virksomheder i Danmark, der bruger flest penge på tv-reklamer?

Det eneste brugbare, forløbet har vist, er, hvordan man ikke skal agere i en meningsudveksling. Nazikort og identitetspolitiske ad hominem-argumentation er retorikkens to største syndere. Det skal Pilou Asbæk og Socialdemokratiet trods alt have tak for at have genopfrisket i den offentlige debat.