Kulturkommentar: Det er særdeles passende at bringe spørgsmålet om »kultur« på banen

Dannelse er ikke et spørgsmål om uddannelse eller pæne manerer. Dannelse er evnen til at kunne afkode verden og derigennem få en følelse af, at det er her, man hører til, skriver Morten Hesseldahl.

Morten Hesseldahl, Gyldendals direktør. Fold sammen
Læs mere
Foto: Maria Albrechtsen Mortensen

»Vreden skyldes, at jeg ingen magt har, men er fyldt med meninger!«

Det siger det amerikanske kulturikon, den grundsure Fran Lebowitz, i en ret festlig samtale på Netflix med instruktøren Martin Scorsese.

Lebowitz har gennem et langt bohemeliv på Manhattan udviklet en knastør vrissenhed, der piller glansen af tomme tidsfænomener og almindelig amatørisme, men som også virker til at have fanget hende selv i et sarkastisk og i grunden ulykkeligt forhold til tilværelsen.

Men hun har ubetinget ret, når hun taler om, at man risikerer at blive vred, når man mener noget, men ingen magt har til at føre det ud i livet. Det gælder så bare ikke for hende selv.

Hun har masser af magt, fordi hun som det dannede menneske, hun er, evner at indgå i relationer, og hun evner at aflæse verden i al dens komiske gesjæftighed. Det har gjort hende både feteret og indflydelsesrig.

Der er mange andre, der langt mere udtalt oplever magtesløsheden. Der er tale om helt almindelige mennesker, der i disse år udtrykker deres frustration gennem larmende demonstrationer, bøvede tilkendegivelser på de sociale medier eller ved at strømme til stemmeurnerne og stemme på »de forkerte«.

De kalder sig sådan noget som De Gule Veste, Antifa, Proud Boys, Black Lives Matters, QAnon eller Men In Black.

I et sjældent interview optrådte to af de sidstnævnte for nylig i »Aftenshowet«, hvor de fremstod reelt bekymrede over situationen, ligesom man kunne fornemme, at de hverken kom direkte fra nogen kommunikationsrådgiver eller besad et dannelsesniveau som en Lebowitz. Til det var de alt for famlende og frygtsomme.

Dannelse er ellers for alle, for som Grundtvig fastslog, så er lyset ikke for de lærde blot. Dannelse er ikke et spørgsmål om uddannelse eller pæne manerer. Dannelse er evnen til at kunne afkode verden og derigennem få en følelse af, at det er her, man hører til.

Uden dannelse bliver man fremmedgjort, og man gribes af vantro, frygt og had. Så kommer der vold i gaderne og gakkede konspirationsteorier i indbakkerne. Så ser vi ghettoer i brand og socialt bedrageri som norm. Fællesskabet holder op med at være noget, man er stolt af, men er alene noget, der skal bekæmpes eller udnyttes til personlig berigelse.

For at dæmme op for det kan man sikkert komme langt med skærpet lovgivning, avanceret pædagogik og mere politi, men intet vil være mere effektivt end at betrygge de marginaliserede i, at samfundet også rummer dem, selvom de nu og da må leve med at blive sagt imod. Også det er dannelse.

Når fællesskabet kommer under pres som under en pandemi, eller når tilliden mellem borgerne vakler, er det i modsætning til, hvad kulturministeren kom til at sige i foråret, særdeles passende at bringe spørgsmålet om »kultur« på banen. Det er nemlig, når kulturen er stærk og inkluderende, at meninger kan brydes, uden at nogen behøver at komme til skade.