Kulturkommentar: Det er ganske simpelt tarveligt at lade en embedsmand tage alle tæsk selv

På Nationalmuseet var opgaven klar: Få flere gæster i hus og klingende mønt i kassen. Eller sagt på businessk – lav en turn-around! Skal man lykkes med sådan en manøvre, så koster det, skriver Jane Sandberg i denne kulturkommentar.

»Kun syv procent af museets medarbejdere har ubetinget tillid til ledelsen. Mon ikke direktøren, storvildtsjægeren Rane Willerslev, lige nu mest føler sig som det vildt, han selv plejer at jage,« spørger Berlingskes klummeskribent. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Så er den gal igen på en af landets kulturinstitutioner. Nu er det Nationalmuseet, der er endt i en veritabel medieklapjagt. Det er Ekstra Bladet, som har rokket båden ved først at afdække, at museet har indkøbt en række konsulentydelser uden at lade opgaverne gå i udbud.

Og som om det ikke var nok, kunne samme avis bringe resultaterne fra en undersøgelse af arbejdsmiljøet på museet og fortælle, at det kun var syv procent af medarbejderne i museets største afdeling “forskning, samling og bevaring”, der har ubetinget tillid til ledelsen.

Mon ikke direktøren, storvildtsjægeren Rane Willerslev, lige nu mest føler sig som det vildt, han selv plejer at jage?

»Det er ikke mærkeligt, men snarere forventeligt, hvis danskerne undrer sig over, at der er så meget rod og uskøn ledelse på statens kulturmastodonter.«


Det er ikke længe siden, at lederen af en anden af statens institutioner i kulturverdenen, rektoren for Det Kongelige Danske Kunstakademi Kirsten Langkilde, stod for skud. Dengang fordi en buste blev smidt i kanalen af en tidligere ansat lærer. Her betød sagen et farvel til den ansvarlige rektor.

Det, de to institutioner blandt andet har til fælles, er, at de er organiseret sådan, at henholdsvis rektor for Kunstakademiet og direktør for Nationalmuseet refererer direkte til Kulturministeriet. I modsætning til de fleste andre kulturinstitutioner i Danmark, har de to vingeskudte institutioner nemlig ikke en bestyrelse. I sig selv en besynderlig konstruktion.

Især fordi Det Kongelige Teater og Filminstituttet, som også er Statens, faktisk for år tilbage blev organiseret med en bestyrelse indsat som led mellem Kulturministeriet og den daglige ledelse.

Et andet fællestræk er de to institutioners håndtering af krisen i forhold til en måbende offentlighed. Begge steder har ledelsen tøvet og først udtalt sig en rum tid efter, at sagerne rullede. Og begge steder har det afstedkommet, hvad man kunne kalde en dobbelt krise; nemlig først selve sagen, dernæst håndteringen af den.

Det er ikke mærkeligt, men snarere forventeligt, hvis danskerne undrer sig over, at der er så meget rod og uskøn ledelse på statens kulturmastodonter. For kunne man ikke forvente, at lige netop den slags institutioner har pinlig orden i penalhuset? Men er skylden kun en rektors og en museumsdirektørs?

Man kan mene, hvad man vil om Kedsomhedsknapper og rematerialisering af gamle buster, men før man kommer for godt i gang, så gavner det altså at huske, hvilke opgaver, der er blevet stillet til de to institutioner og deres ledelser.

Nationalmuseet var opgaven klar: Få flere gæster i hus og klingende mønt i kassen. Eller sagt på businessk – lav en turn-around! Skal man lykkes med sådan en manøvre, så koster det. I organisationen og i offentligheden. Og det placerer ledelsen midt i offentlighedens søgelys, hvor det sjældent er sjovt at stå.

Hvis Kulturministeriet vil give rygstøtte til de mennesker, som påtager sig den utaknemmelige opgave at rydde op i gamle institutioner med betontunge kulturer, bør ministeriet give ledelserne rygstøtte i form af en bestyrelse. I bestyrelsesrummet kan strategierne lægges, de værste ideer kan sorteres fra, og kriser kan håndteres med hjælp fra mennesker, som deler ansvaret. Det er ganske simpelt tarveligt at lade en embedsmand tage alle tæsk selv

Denne artikel er blevet opdateret d. 21. maj kl 15.50 med en præcisering af den undersøgelse af Nationalmuseets arbejdsmiljø, der bliver refereret til.