Kulturkommentar: Den gode tone has left the building og er afløst af den vildeste konfliktretorik

Det gavner sjældent (andet end høstning af likes fra ligesindede), når tonen skærpes så voldsomt på nettet, skriver Jane Sandberg.

»Og hvis der er noget, det forgangne år har vist, er det, at fornuftig og konstruktiv dialog går hånd i hånd med ansvar og omtanke fra den enkelte,« skriver Jane Sandberg, museumsdirektør og forfatter, i denne klumme. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

At have god tid hjemme foran skærmen er ikke altid en fordel, og da slet ikke hvis den tid bliver brugt på at råbe på sociale medier. Coronaåret har sat brand i tastaturet i mange små hjem. Når man læser forskellige kommentarspor, som vi har haft alt for god tid til at bidrage til, synes det ofte, som om den gode tone has left the building for at have været byttet ud med den vildeste konfliktretorik.

Et af de emner, som virkelig kan sætte ild i selv det vådeste brændsel, er kønsdebatten – ført an af #metoo, hvor det bliver mere og mere tydeligt, hvor dyb kløften er mellem ikke bare kønnene, men også generationerne.

Senest har hashtagget #textmewhenyougethome – opstået på den mest tragiske baggrund med et mord på en engelsk kvinde – pustet til den ild og gjort det klart, at rigtig mange kvinder føler sig utrygge, når de bevæger sig ud efter mørkets frembrud. (At flere mænd også er trådt frem og har fortalt, at de også sommetider føler angsten ånde i nakken, har ikke helt samme mediepotentiale).

I sidste uge kom tv-værten Puk Elgård i strid modvind, da hun skrev, at vi skulle huske, at der er masser af mænd, som ikke forbryder sig mod kvinder. Og vi skulle være taknemmelige for dem. Så fløj onlinegribbene atter lavt og hakkede tv-værten til blods, fordi vi skal da ikke takke mænd for bare at opføre sig ordentligt.

En anden grøft, som også bare bliver dybere og dybere, er den mellem de såkaldt almindelige danskere (hvem er de egentlig?) og kultureliten. Senest var det den socialdemokratiske kulturordfører, Kasper Sand Kjær, som bar ved til det bål ved at skyde ideen om et fradrag på kulturoplevelser ned, da han sagde, at sådan et fradrag bare ville være en »skjult skattelettelse til dem, der har mest«.

Jane Sandberg, museumsdirektør og forfatter

»Hvis vi vil have en ordentlig tone og en offentlig debat, hvor de fleste har lyst til at bidrage, så kræver det, at vi tager et personligt ansvar.«


Argumentet hviler på en forståelse af, at de, der bruger kultur, hører til eliten i vores samfund. Det kan da godt være, at ordføreren har ret så langt, at vi for eksempel på museerne ikke er gode nok til at skabe tilbud, der opleves som relevante af alle danskere, men kulturforbrug er altså andet og mere end museumsbesøg. Det er også dansk tv-drama, podcasts fra public serviceudbydere, film, musik et cetera.

Og det er vi altså rigtig, rigtig mange som bruger.

Det gavner sjældent (andet end høstning af likes fra ligesindede), når tonen skærpes så voldsomt. Og hvis der er noget, det forgangne år har vist, er det, at fornuftig og konstruktiv dialog går hånd i hånd med ansvar og omtanke fra den enkelte. Ja, dig! Lige her, foran din skærm.

Hvis vi vil have en ordentlig tone og en offentlig debat, hvor de fleste har lyst til at bidrage, så kræver det, at vi tager et personligt ansvar. At vi siger fra, når vi oplever noget, som ikke er i orden. Ikke med det formål, at vi skal blive enige, men fordi et sundt demokrati er kendetegnet ved, at vi lytter til udsagn – også selvom vi ikke er enige.

At vi taler sammen, også selvom formålet ikke er at omvende eller udskamme den anden. Det er ikke spor elitært, nok snarere bare helt almindelig og ordentlig adfærd mellem mennesker.