»Kulturfinansloven ligner mest tilfældigheder og små lokalprojekter«

Mosede Fort, Thy og Helsingør er nogle af de steder, der har fået en ekstra skilling i en kulturfinanslov, der ellers bærer præg af status quo. Ærgerligt, mener DF.

Foto: Simon Læssøe. Museet i Mosede Fort ved Greve har fået et ekstra millionbeløb på finansloven med venlig hilsen fra tidligere kulturminister Bertel Haarder (V).
Læs mere
Fold sammen

Knap syv milliarder kroner lyder den samlede nettoudgift til kulturen på Statens husholdningsbudget for næste år, Finansloven 2018. Men i regeringsudspillet er det yderst begrænset, hvad der flyttes af beløb i forhold til sidste år. Faktisk er det eneste sted, hvor ordet kultur nævnes i regeringens oversigt over prioriteringsområder, i afsnittet om iværksætterkultur.

De mest betydningsfulde omlægninger kommer fra omprioriteringsbidraget, også kaldet grønthøsteren, der hvert år skærer to procent af kulturens driftsbudgetter. Derudover plejer der i det endelige budget at blive forhandlet nogle lokale bevillinger igennem med Dansk Folkeparti, men her har regeringen allerede været ude med nogle mindre gaver til lokale initiativer.

 

Det gælder for eksempel Mosede Fort, der ifølge forslaget får fem millioner kroner til at udvide udstillingsaktiviteterne om Danmark under 1. verdenskrig.  Her lægger Venstres pressetjeneste ikke skjul på, at partifællesskabet med den lokale kommunalbestyrelse har spillet ind.

»Borgmester Pernille Bechmann (V) gjorde mig opmærksom på behovet for at udvide udstillingsmulighederne, og jeg er meget glad for, at det lykkedes at få det på Finansloven. Det er en gave til Greve og Solrød,« siger medlem af Folketingets Kulturudvalg - og tidligere kulturminister - Bertel Haarder i en pressemeddelelse. Kulturkanonen, som var Haarders hjertebarn, får også en million kroner i 2018 for at blive mere tilgængelig.

I  Helsingør er borgmesteren konservativ, og her har Øresundsakvariet fået to millioner kroner årligt. Statens Museum for Kunst indstilles til halvanden million kroner årligt til en ny filial i Doverodde i Thy, mens Kattegatcenteret i Grenå får to millioner kroner mere til driften, ligesom Dansk Arkitekturcenter får øget tilskuddet, ligesom der afsættes en halv million kroner årligt til at vedligeholde Mindelunden i Hellerup.

Prioriteterne er uklare

Redaktør for kulturmagasinet Søndag Aften, Tom Ahlberg, hæfter sig ved, at der i år er flere navngivne småbevillinger.

»Jeg kan ikke huske, at der tidligere har været en så tydelig liste af specifikke bevillinger. Mere end de lokale hensyn synes jeg, det er bekymrende, at det er så uklart, hvad der ligger til grund for bevillingerne. Jeg ved ikke, om den filial i Doverodde har været det vigtigste for Statens Museum for Kunst, der jo har været nødt til at begynde at opkræve betaling for entreen. Det virker ikke som en del af overordnet prioritering, og vejen til bevillingerne er svære at gennemskue på den her måde,« siger Tom Ahlberg.

Det samme mener Alex Ahrendtsen, kulturordfører for regeringens støtteparti,  DF.

»Det ligner mest tilfældigheder og små lokalprojekter og slet ikke et udtryk for, at regeringen har en egentlig kulturstrategi. Og det er jo ærgerligt, for på andre politikområder kan man jo godt finde ud af at bruge finansloven til større prioriteringer,« siger Alex Ahrendtsen, der specielt hæfter sig ved én mangel: Vikingeskibsmuseet i Roskilde.

»Det holder ikke til en stor storm mere, og sidste år blev det slået fast, at der i dette års finanslov skulle findes penge til museet. Men det har man forsømt,« siger Alex Ahrendtsen.