Kulturens uambitiøse finanslov

Foto: Linda Kastrup. Jesper Beinov, kulturredaktør.
Læs mere
Fold sammen

Så faldt kulturens finanslov på plads, og næsten intet bliver flyttet rundt. Sølle ni mio. kr. om året ud af statens 6,5 mia. kulturkroner i 2016. Vi er helt nede i promillerne. Men det kunne næppe være anderledes på grund af hastværket efter det sent afholdte folketingsvalg.

Traditionelt har kulturministre været af to slags: Pedeller i kulturens hus eller reformatorer. Bertel Haarder har stof i sig til at være reformator. Man kan, hvad man vil, siger et gammelt mundheld, som Klaus Rifbjerg engang omskrev således: Man kan, hvad man vil, hvis man kan. Det gælder også for ministre. Kun hvis man kan det parlamentariske håndværk til bunds, vil det lykkes. Ingen har bedre forudsætninger end Bertel Haarder for dette.

Men Haarder var ved dette års finanslov offer for omstændighederne, altså tidspunktet for folketingsvalget. Det gav voldsom travlhed, for regeringen kom først på plads på et tidspunkt på året, hvor Kulturministeriets embedsværk normalt har klappet deres bidrag af i forhold til de magtfulde budgetbisser i Finansministeriet.

Da Haarder satte sig i stolen, var første opgave at rulle allerede planlagte eller bebudede aktiviteter fra SR-regeringens tid ud af budgetterne og oveni levere et omstillingsbidrag. Det sidste betyder, at over en fireårsperiode beskæres budgetterne med 600 mio. kr. Forudsat at der altså ikke findes flere penge på senere finanslove.

Haarder tilhører den type grundige ministre, der gerne vil sætte en masse i gang. Men først efter et ordentligt forarbejde. Haarder hader nemlig at tabe. Den kloge minister ved, at der normalt venter længerevarende processer forud, hvis der skal spares målrettet, eller noget afvikles, fordi kunsten og kulturens folk nemt får taletid i medierne, hvis der bliver sparet.

Det er uvist om Kulturministeriet havde en masse planer klar, da Haarder indtog kontorerne. Mon ikke de har haft skuffeplaner, som er forblevet der, fordi ministeren klogt har valgt at tage slagsmålet nu. For så til gengæld at modne tingene i forhold til finanslovsforslaget for 2017.

Der bliver brugt mange milliarder på kunst og kultur. Ikke mindst kommunalt. Men den offentligt finansierede kultur lider under, at når projekter er startet, puljer oprettet og institutioner grundlagt, er de vanskelige at afvikle. Det nemmeste tager man først.

Det betyder også, at der er et væld af puljer og finansieringskilder. Det ville være synd at sige, at det er nemt og overskueligt at finde rundt i den verden.

Hvis Haarder vil sætte sig varige spor, er der derfor brug for, at han tager et opgør med de mange forskellige knopskydninger. Skal vi have så meget af alting, er det værd at spørge. Skal smørret virkelig smøres så tyndt ud? Institutionernes tyranni, hedder en bog fra 1970’erne skrevet af en ung Bertel Haarder. Vi skal kunne det ypperste inden for kunst og kultur. Men det får vi ikke, hvis alle får lige meget, skal være lige gode.

Prioritering skal der til, for ellers kan der fremover kun findes småtterier a la ledige ni mio. kr. at omfordele til diverse projekter. Bertel Haarders mulighed for at træffe et strategisk valg om, hvorvidt han skal være pedel eller reformator, står stadigvæk åben.