Kulturen der blev væk: Kulturpolitikken er danskernes ubestridte bundskraber

Berlingskes politiske podcast »90 mandater« kigger i seneste afsnit på, hvilke politikområder der interesserer danskerne mest - og vender dem på hovedet. Som absolut bundskraber ligger kulturpolitikken, hvis storhedstid inviterede kunstnere og forfattere ind i den politiske beslutningsproces, og som i dag er næsten forsvundet.

FV19: Forfatter og journalist Kirsten Jacobsen og statsminister Lars Løkke Rasmussen. Interview om bogudgivelse: "Befrielsens øjeblik - Samtaler med Lars Løkke Rasmussen" i Politikens Hus i København, torsdag den 16. maj 2019. Forfatter Kirsten Jacobsen har skrevet denne bog med en enkel og klar ambition: At nå ind til de overvejelser, Lars Løkke Rasmussen har som statsminister og privatperson i ugerne op til et folketingsvalg, der vil afgøre hans politiske fremtid. Fold sammen
Læs mere
Foto: Philip Davali

Det er gået ingens næse forbi, at valgkampen raser.

Partilederrunder, topmøder og paneldebatter har i ét væk givet opbragte partiledere mulighed for at sætte ord på det, der fylder mest for befolkningen. Miljø og klima, udlændinge og integration og sundhedspolitik har været blandt de varmeste emner i den nærværende valgkamp. Og det med god grund.

Målinger fra bl.a. Altinget viser, at de mest afgørende politikområder ifølge befolkningen er miljø- og klimapolitik (46 pct.), sundhedspolitik (39 pct.) og udlændingepolitik (29 pct.).

På en uimponerende sidsteplads ligger kulturpolitikken. Emnet, der favner vores foreningsliv, vores dannelsesliv og som ifølge Klaus Rifbjerg er den »benzin og ild i røven«, der gør, at vi ikke kan sidde stille, fylder mindst for de danske vælgere med en tilslutning på kun 3 pct.

I Berlingskes politiske podcast »90 mandater« taler vært Nynne Bjerre Christensen i niende afsnit med kulturjournalist på Berlingske Søren Jacobsen Damm, om kulturens forsvindingsnummer fra den politiske arena. Søren Jacobsen Damm mener, at det ikke er mærkeligt, at kulturen er forsvundet fra politkernes emner, da det er svært at gøre op i penge. Ikke desto mindre er det vigtigt:

»Der er mange, som snakker om, at der sker et brud omkring 2001 med Anders Fogh Rasmussens nytårstale om opgøret med smagsdommeriet. Det er i hvert fald holdningen for visse dele af kulturlivet. Der vælger man at se bort fra den gevinst, som kunstneren kan være for det almene samfund,« siger han og fortæller:

»Man kan se, hvor meget det betød globalpolitisk, at Notre Damme var ved at brænde ned til grunden. Hvis Kronborg brændte herhjemme, ville det fylde alt, og der ville være landesorg, så det er også politikerne, der langt hen ad vejen ikke helt forstår omfanget af, hvor effektivt et våben, man kan bruge kulturpolitik.«

Lars Løkke Rasmussen udgav i sidste uge bogen »Befrielsens øjeblik«, der blev bredt omtalt i medierne for, som han sagde, at »åbne en dør på klem« med henvisning til muligheden om at danne regering med Socialdemokratiet. I bogen svarer han imidlertid også om kulturens rolle for ham, Venstre og den borgerlige fløj.

»Nogle af de fyrtårne, vi har, og som naturligt ville kunne udfylde rollen med at tegne vores profil, er nok brugt på andre felter,« udtaler han i bogen, og udtrykker samtidigt at kunne mærke et forbehold fra kunstnere over at blive associeret med Venstre:

»Jeg har talt med flere kunstnere, som lever af at underholde. De har været reserverede over for at optræde i vores sammenhæng, for hvad gør det ved deres image?«

Sådan har det ikke altid været, siger Lasse Horne Kjældgaard, der er professor i dansk litteratur, og som 2017 skrev bogen »Meningen med velfærdsstaten«, som beskriver en fase i Danmarkshistorien, hvor kunstnerne havde en central rolle i politikernes bevidsthed og beslutningstagen.

»På det tidspunkt (i 1950erne, red.) begyndte man at tale om velfærdsstaten i dansk politik, og man begyndte at interesserer sig for, hvordan sådan en velfærdsstat kunne se ud. Der var en målsætningsdebat og et åbent spørgsmål, hvad det var for et type samfund, man stræbte imod,« siger han:

»Dem som ønskede et velfærdssamfund havde ikke rigtigt en opskrift på, hvordan sådan et samfund kunne se ud, så det havde brug for hjælp og brug for at tale med eksperter af mange forskellige slags, også kunstnere og forfattere og intellektuelle.«

Politikerne henvendte sig bredt, fortæller Lasse Horne Kjældgaard, men får svar fra fortrinsvis den yngre generation af forfattere som Villy Sørensen, Klaus Rifbjerg, Anders Bodelsen, Henrik Stangerup og Hans Jørgen Lembourn, og bekymringen om at blive affilieret med politikerne eksisterede også dengang.

»Jeg vil snarere sige, at de følte sig solidariske med samfundsprojektet og med udviklingen af velfærdsstaten. Det gjorde, at de ofte var kritiske over for de politikere, som udformede samfundsprojektet. De kunne på samme tid være solidariske og politiske. Men der var en lige så stor angst for at blive sat i bås og bliver associeret med politiske partier og positioner,« siger han.

90 mandater er Berlingskes politiske podcast, der kører alle hverdage under valgkampen. Den kan høres på Berlingskes hjemmeside, og hvor du ellers finder dine podcasts.