Kulturen bløder - fonde skal lappe sårene

Den statslige sparekniv har efterladt flere kulturinstitutioner med blødende økonomi. De private kulturfonde er sådan set klar til at yde førstehjælp – men kan kun til en vis grænse.

»Jeg tænker ikke så meget på, om vores penge går til drift eller ej. For alt er jo i virkeligheden en glidende overgang. Forskellen er ikke så afgørende,« siger Christen Obel, der er formand for Det Obelske Familiefond. Fold sammen
Læs mere

Penge har været et hyppigt emne under årets kulturmøde på Mors – fordi politikerne har påført mange af kulturens institutioner en besparelse på otte procent over fire år.

»Hvis de offentlige besparelser på kulturen fortsætter, så vil vi se mange af kulturens institutioner lukke,« sagde teaterchef Morten Hesseldahl fra Det Kongelige Teater under en debat fredag.

De private fonde kan i princippet sætte plastre på sårene fra sparekniven. Men skal de gøre det? Og vil de?

Fondene har traditionelt sikret midler til byggerier, men sjældent bidraget til husenes indhold. Eller som det populært hedder i kulturkredse: De private fonde går gerne med til festen, men løber fra opvasken. Adskillige kulturministre gennem tiderne har efterspurgt stærkere engagement fra fondenes side i indholdet. Som den konservative Brian Mikkelsen gjorde det i 2007:

»Mange af fondene vil kunne nå mange af de resultater, som de så prisværdigt stræber efter, ved også at give hjælp til driften af nye initiativer,« sagde ministeren dengang.

»Det skulle være et af mine bedste råd til fondene, at de også begynder at give penge til driften – i stedet for kun at støtte anlæg.«

Den nuværende kulturminister, Bertel Haarder (V), har ogå flere gange ønsket fondene mere ind i arbejdet med driftsudgifter. Fondene skal bare ikke føle, de udfylder huller, som staten efterlader sig.

»Vi er rigtigt glade for fondenes bidrag til dansk kultur. Men de må selv afgøre hvordan. De må altså selv sige ja eller nej,« siger Haarder

Kulturministeren hæfter sig også ved den seneste bevægelse i de danske fondes engagement. A.P. Møller Fonden gav for eksempel et trecifret millionbeløb til Det Kongelige Teater for nylig. Kronerne skulle løfte Operaen op i en højere liga og bruges til etablering af et repertoire på ti klassiske og ti mere eksperimenterende værker.

Store nedskæringer i vente

Frank Allan Rasmussen er formand for organisationen Danske Museer og ser med interesse på de nye takter.

»Vi har som museer vænnet os til, at fondene ikke giver til drift. Men museerne har meget store nedskæringer i vente. Filmen er knækket i de tilfælde, hvor man har fået penge til mursten og mangler til driften. Så vi må se, hvordan fondene vil forholde sig til de nye situation – der jo er politisk bestemt,« siger Frank Allan Rasmussen.

Så hvis fondene bliver mere villige ved opvasken, ville det altså falde på et tørt sted. Og noget tyder faktisk på det.

Christen Obel er som formand i Det Obelske Familiefond en af storspillerne i dansk kulturfinansering. Fonden som helhed uddeler op mod 200 mio. kr. hvert år til både kulturelle og sociale formål. Omkring en fjerdedel går til film, ny kunst og klassisk musik.

»Jeg tænker ikke så meget på, om vores penge går til drift eller ej. For alt er jo i virkeligheden en glidende overgang. Forskellen er ikke så afgørende,« siger Christen Obel.

Om de private fonde bliver et plaster på sårene efter den offentlige sparekniv, er heller ikke så vigtigt for ham. Det er nærmest uden betydning.

»Vi er slet ikke forpligtet på den slags. Fondene har hver deres veldefinerede roller. Nogle er eksempelvis meget lokalt funderede og støtter små børneteatre. Hvad institutionerne søger penge til, må de selv om. Ansøgningen er forankret hos dem selv. Vi giver penge til de aktører, der i vores øjne skal støttes og som passer ind i vores profil,« siger Christen Obel.

Men vil man se flere fondspenge til indhold i fremtiden?

»Det Obelske Familiefond har sommetider støttet over en treårig eller måske endda en femårig periode. Om man kan kalde det drift, ved jeg ikke. Men de lægger i hvert fald en bund. Vi synes selv, det er en god måde. Og nej, jeg tror ikke, det bliver mindre med tiden,« siger Christen Obel.