Kulturborgmester kræver ligestilling af teatre – men »det vil gøre alting meget firkantet og indviklet«

Kultur- og fritidsborgmester Franciska Rosenkilde vil gøre støtte fra Københavns Kommune afhængig af vilje til større bredde i eksempelvis køn og baggrund hos aktørerne.

Franciska Rosenkilde er uddannet professionsbachelor i sundhed, kandidat i geografi fra Københavns Universitet og i dag kultur- og fritidsborgmester Københavns Kommune for Alternativet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Pressefoto Københavns Kommune

Kulturinstitutioner under Københavns Kommune skal have større fokus på ligestilling og mangfoldighed.

Forslaget kommer fra SF, Alternativet og Radikale Venstre og vil indgå i en vordende handlingsplan på feltet.

»Det er vores pligt at arbejde for et mere lige samfund – og for et mere lige rum om den kunstneriske udfoldelse,« siger kommunens kultur- og fritidsborgmester, Franciska Rosenkilde fra Alternativet.

Hvert af de kommunale tilbud skal udarbejde en handlingsplan for deres egen institution med henblik på udmøntning af kravet.

Forslagets krav om mangfoldighed gælder både spillesteder, teatre og museer.

Københavns Kommune betaler for eksempel 65 procent af udgifterne til de små storbyteatre i hovedstaden og vil så kræve mere ligestilling og mangfoldighed fra dem.

Franciska Rosenkilde

»Tidens mangel på ligestilling handler stort set aldrig om ond mening – men slet og ret om vaner.«


Mange af de 12 teatre er børneteatre eller eksperimenterende scener og kan derfor regulere på kønsfordelingen ret nemt – hvorimod en scene som Grønnegårds Teatret kun med besvær vil kunne leve op til kravet.

»Det ville gøre alting meget firkantet og indviklet,« siger teaterchef Steen Stig Lommer fra Grønnegårds Teatret.

»Og et teater som vores ville have større problemer end alle andre, fordi alle klassikerne typisk har flere mandlige end kvindelige roller. Man kan ikke bare spille Shakespeare med lige mange mænd og kvinder.«

Alle er forskellige

Franciska Rosenkilde er helt med på de forskellige udfordringer fra sted til sted.

»Vores forslag handler derfor også om et kig på hele organisationen,« siger hun. »Kunne man vælge flere kvindelige instruktører? Kunne man spille flere skuespil af dramatikere udefra? Man skal kigge på det samlede billede og sætte ind, hvor man kan.«

Nogle ville også finde selve den politiske indblanding i kunsten angribelig…

»Vi har på ingen måde gang i en detailstyring,« siger kultur- og fritidsborgmesteren.

»Hvad vil vil kræve, er en større bevidsthed om mangel på ligestilling og diversitet. Tidens mangel på ligestilling handler stort set aldrig om ond mening – men slet og ret om vaner.«

Man gør bare, som man plejer?

»Ja. Man tager den gamle løsning. Forslaget skal gøre aktørerne i det københavnske kulturliv bevidste om udfordringen. Kommunens kulturfolk skal sidste ende være mere bevidste om, hvad de spiller på scenen eller har hængende på væggene.«

Franciska Rosenkilde ser i praksis initiativet gennemført allerede ved tildelingen af penge: Når man søger fortsat samarbejde med kommunen, skal man vedlægge et papir med resultater og videre planer på området.