Kulturblokken: Uden varme og charme

Det er i princippet herligt, at vi igen har fået et fast filmprogram på DR. Men det er ikke særlig herligt, at programmet er baseret på selvbevidst sarkasme og pinlige gimmicks i stedet for begejstring for filmkunsten.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Jeg er ikke anmelder af hjerte. Jeg er 100 procent kunstner, som tager en timeout for at blive anmelder«.

Lugter den udtalelse af et meget selvbevidst og temmelig arrogant ego? Det synes jeg og blev derfor fyldt med bange anelser, da den 35-årige Mikkel Munch-Fals i filmmagsinet Ekko udtalte sig på den måde om sin nye funktion som filmanmelder på DR2. Her er altså tale om et midlertidigt bijob, som den hundrede procents kunstner (jovist, han har lavet en fin lille novellefilm, som hedder »Partus«) allernådigst bruger en smule hjertefri tid på, inden han genoptager sin artistiske karriere.

Nu kan man med et træt suk konstatere, at de bange anelser var berettigede. Her tænker jeg ikke på, at Munch-Fals i den første »DR2 Premiere« kaldte den danske regering for løgnagtig og fik udtalelsen klippet ud af genudsendelsen. Jeg fokuserer heller ikke på, at man sidste mandag med forbløffelse sad og så en genudsendelse af en genudsendelse, fordi den nye udsendelse ikke helt var blevet færdig til tiden – det er næppe Munch-Fals’ skyld, og eftersom man i stedet kunne se den forsinkede udsendelse onsdag aften kl. 23, hvor man lysvågen og veloplagt netop er i stødet til den slags, lader vi sagen ligge og harcelerer heller ikke over, at Mikkel Munch-Fals ikke kan udtale den amerikanske skuespiller Shia LaBoeufs efternavn. Selv om han måske godt lige kunne have tjekket udtalen i stedet for at kvaje sig.

Nej, det er selve mandens facon samt de rammer, den er sat ind i, der fylder mig og en del andre seere med irritation. Vi har sukket efter et kvalificeret TV-program om film, siden Ole Michelsen pensionerede sig selv i 2002 og dermed lukkede »Bogart«, og vi blev optændt af glad forventning, da Danmarks Radio hentede en række fortræffelige filmkendere til såkaldt casting, altså en slags prøvefilmning. Nu havde DR omsider indset, at den nationale kanal er forpligtet til at sende andet end pop og pjat, og at landet er fyldt med mennesker, som interesserer sig for film. Herligt. Troede vi.

Vi tog fejl. Det bærende koncept bag »DR2 Premiere« er, at det for enhver pris ikke må ligne »Bo­gart«, og det vil sige, at det ikke må være baseret på rolig og kultiveret tillid til seerne. I stedet får vi med Munch-Fals som en slags hyperaktivt bimmerbarn udsendselser baseret på en panisk frygt for at kede, og man hører for sit indre øre produceren stå ude i kulissen og brøle: Tempo! Påfund! Vits! Gimmick!

Det rettter den 100 procents kunstner sig så efter. Han udstråler ingen form for kærlighed til filmkunsten, men ironisk distance og hoven sarkasme, og han har to gange nedværdiget sig selv og sit publikum ved at afslutte udsendelserne med pinligt puerile parodier på aktuelle film. Flovt, flovt, flovt.

Man kan trøste sig en smule med, at den seriøse Steffen Moestrup på DK4 har det glimrende ugentlige program »film:syn«, men det gør ikke ærgrelsen over DR mindre. For »DR2 Premiere« ønsker mest af alt at være hip og cool og uimponeret og lysår væk fra den elegante gentleman Ole Michelsen, og det speedsnakkende superego Munch-Fals (100 procent kunstner) kan derfor desværre kaldes et perfekt valg.

Hans viden om film og hans dømmekraft fejler ikke så meget. Men så længe han bruger sin »timeout« til at dyrke en på én gang barnlig og bedrevidende TV-stil, som er totalt blottet for varme og charme, fristes man stærkt til at droppe DR2 og i stedet gå i biografen. For det er jo dér, film skal ses.