Kulturblokken: Identitet mig her og der

Hvert eneste individ skal absolut »være« ét eller andet. Tænk hvis man kloden rundt slog koldt vand i blodet og kun definerede sig med det allermest nødvendige!

Søren Schauser, kulturjournalist. Fold sammen
Læs mere
Foto: Soren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Vi med hus og have«, hed et blad i min ungdom.

Selv mennesker med en beskeden indtægt havde fået fast grund under fødderne.

Ingen af os var særlig optaget af fænomenet identitet dengang. Vi sagde ikke »jeg er« i alle mulige sammenhænge. Det blev sparet til udvalgte lejligheder.

Jeg husker stadig et fjernt familiemedlem sige sætningen »Jeg er rindalist« til min konfirmation.

Overraskelsen lå ikke hans i honnør for modstanderne af kunststøtte. Det mindeværdige var selve hans brug af ordene »jeg er«.

Slige former for bekendelse var yderst sjældne i de dage. At denne jævne mand overhovedet turde definere sig selv som noget, hensatte alle i et øjebliks følelse af evighed.

For han gjorde jo ganske pludselig sig selv i slægt med ligesindede og os andre til valplads for en stolt kamp fra resten af verden.

Den tid virker på alle måder forbi. Vi har misbrugt identifikationen og taget vægten fra den. Hvert eneste individ skal absolut »være« ét eller andet.

Nogle af vores identiteter kan sandt nok ikke laves om. Jeg er for eksempel mand, dansker, far til tre og kulturjournalist på et dagblad. Alt sammen identiteter, der ikke umiddelbart kan ændres ved et pennestrøg – i hvert fald ikke af mig selv.

Andre identiteter ligger i en gråzone. For eksempel hvis jeg havde været homoseksuel eller af jødisk herkomst.

Jeg kunne i så fald beslutte mig for et mere eller mindre åbent liv med det. Men selv ikke den største nød eller skarpeste kommando kunne gøre mig til en anden.

Stort set alle andre identiteter virker til gengæld overflødige. Hele verden pukker i øjeblikket på egenskaber, de ærlig talt selv står som herrer over. Folk kalder sig noget konstant og kommer lige så sikkert på kollisionskurs med alle de modsatte:

De »er« røde eller blå, de »er« unge eller gamle, de »er« sadomasochister eller trainspottere.

Nej. De stemmer bare rødt. De har et personnummer til den lave side. Eller de elsker den himmelvide forskel på standardpersonvogne af typen Y og de andre. Fortsæt selv rækken – for eksempel med en bestemt religion.

Vi har glemt guldet i vores identifikation som »menneske først« og den knap så militante afgrænsning af vores mere selvvalgte sider.

Og hvis folk engang var »med hus og have«, må de i dag finde sig i prædikatet husejer. Jeg kan sagtens selv bruge begrebet lidt i sjov. Lidt som man sagde »parcellist« engang.

Men huset er jo ikke for alvor inde i min eksistens. Jeg har det bare.

Tænk hvis man kloden rundt slog koldt vand i blodet og kun definerede sig med det allermest nødvendige! Jeg påstår ikke, krige kunne undgås på den måde. Kun næsten.