Kulturblokken

Min venstre fod gør ondt. Det er ikke værd at lave en film om, selv om jeg gerne ville spilles af Daniel Day-Lewis, for skønt foden er fejlfri i sin form, er smerten med skam at melde selvforskyldt.

Klaus Bondam-frisure. Hvad skal man mene? Foto: Søren Bidstrup Fold sammen
Læs mere

Den er opstået, fordi jeg lige har skudt mig selv i foden. Det har jeg gjort ved med et lille dulmende omsvøb at skrive de første ord til en klumme, som skal handle om, at der er for mange klummer i denne verden. Jeg vil med andre ord skrive om, at jeg hellere skulle have ladet være med at skrive, og hvis det ikke er at skyde sig selv i foden, ved jeg ikke, hvad der er. Absurd på grænsen til det idiotiske.

Jeg må forsvare mig og fremhæve, at strengt taget er det ikke klummerne, jeg er træt af, for de er som regel mere underholdende at læse end eksempelvis finanspolitiske redegørelser og næsten altid sjovere end for eksempel rapporter om situationen i Darfur. Altså ingen klage over begrebet klumme som sådan, men derimod over, at der er gået inflation i genren. Ugebladene rummer klummer, gratisaviserne summer af klummer, lokalaviserne brummer løs i hobevis af klummer, alle vegne og hele tiden støder blikket på det, man i gamle dage kalde kommentarer. Det vil sige meninger.

Vuf. Her ligger hunden begravet. Når medierne er proppede med meninger, forventes forbrugerne også at være det. Man kan som anstændigt menneske og loyal borger i et demokratisk samfund simpelt hen ikke være bekendt ikke at have klare, markante meninger om flygtningepolitik, skattereformer, cykelstierne på Gl. Kongevej, børnebøgers betydning, rødvin fra Saint-Emilion, den globale opvarmning samt den dybere mening med tilværelsen i eksistentiel almindelighed. Livet og døden og den slags.

Alt dette er man nødt til at mene noget om, fordi medierne i deres skånselsløse attak med verbale klyngebomber uophørligt gør det, hvad der tvinger én ud i en holdningsmæssig modoffensiv, hvis man ikke vil anses for ignorant, nonkombattant og det, der er værre. En ny form for tyranni er født, nemlig et diktatorisk krav om at tage stilling til stort og småt, nært og fjernt, universets indretning og Klaus Bondams frisure, kurdernes kamp og Motorring 3. Det er for meget!

I gamle dage var det nemmere. Hjemme på Fyn havde vi en mening om, hvad der foregik på øen, og det var sådan set nok. Den store verdens fjerne genvordigheder hverken kunne eller skulle vi forholde os til. En legendarisk overskrift i den nu bortgangne Fyns Tidende lød meget typisk: »Flykatastrofe i Afrika – Ingen fynboer blandt de omkomne«.

Sådan! Verden var overskuelig. Multimedialitet var endnu ikke opfundet. Ro hvilede over land og by som en lunende dyne af tryg uvidenhed. Men den er borte med blæsten i dag, hvor snesevis af TV-kanaler sammen med dagspressen og internettet og mondæne hærskarer af glittede magasiner konstant overdynger os med tusindvis af informationer, som vi forventes at forholde os til.

Klummerne er egentlig bare et symptom på denne sundhedstruende udvikling, men de kan forårsage en form for ekshibitionistisk narcissisme hos dem, der skriver dem. At være klummeskribent er endnu federe end at være vild med dans eller stjerne for en aften. Hvorfor denne status ikke mindst appellerer til kvindelige teologer, ved jeg ikke – de virker både alvidende og så aggressivt skarpe, at jeg slet ikke tør nærme mig Folkekirken mere – men sikkert er det, at deres mange polemisk formulerede synspunkter nærmest tvinger læseren til også at mene noget.

Det er den tvang, jeg er træt af. Jeg vil gerne følge med, og jeg vil også gerne provokeres, men jeg vil ikke føle mig forpligtet til at have en skud- og skridsikker mening om alt mellem himmel og jord. Sagt helt klart og enkelt: Nu og da vil jeg have lov til ikke at mene noget som helst.

Let er det ikke. At være uden synspunkt i en given sag er næsten lige så slemt som at være ryger. De markante meninger har taget magten fra den modne lyst til at se en sag fra flere sider uden nødvendigvis at nå til en endegyldig konklusion. At levere kommentarer kræver robust selvsikkerhed. Tvivl og anfægtelser er der ikke tid til i den multimediale verden, hvor alting bevæger sig med rasende hast. Der skal sættes på spidsen og skæres igennem – eventuelt også ud i pap, når man nu er i gang med at skære. Sådan er kommentarens kontante natur.

Synes jeg altså, så streng taget burde jeg ikke have skrevet denne klumme. Jeg skulle have lagt den på is hjemme i min klummefryser. Men så havde jeg trods sagens indbyggede paradoks ikke fået luft for min magtesløse frustration over at være fanget i De Tusinde Meningers Diktatur. Og jeg havde ikke fået opfordret både mig selv og mine medborgere til i ny og næ at mobilisere tilstrækkeligt mod til højlydt at sige: »Det har jeg ingen mening om«.

Det behøver man for min skyld heller ikke have om disse liniers irritable idiosynkrasier. Skudsåret i min venstre fod smerter stadig. Jeg er klar over, at hvad jeg her har begået, rationelt set er meningsløst. Men det var egentlig også meningen.