Kulturblokken

»Holberg? Ham kan de da bare lade sidde og stirre frem for sig. Sat ud og ladt tilbage – med kun forvitring og dueklatter at se frem til. «

Hvad står der egentlig på den krans, som Holberg har fået om halsen i anledning af hans fødselsdag dag? »Hvil i fred«? Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix

Han sidder der stadig. Irgrøn i hovedet og med støttestokken i hånden. Og med en krans om halsen. I hvert fald hvis man lægger vejen forbi Kongens Nytorv i dag. Det Kongelige Teater hædrer nemlig trofast komedieforfatteren Ludvig Holberg med laurbær og rød-hvide bånd i anledning af hans fødselsdag den 3. december. Men tillad mig at spørge: Hvorfor dog ulejlige sig med det?

Nu er resten af skuespilafdelingen jo på vej andre steder hen – flytter i arkitekttegnet, mondænt havnebyggeri som så mange andre københavnere. Holberg? Ham kan de da bare lade sidde og stirre frem for sig. Sat ud og ladt tilbage – med kun forvitring og dueklatter at se frem til – og med selskab af fætter Oehlenschläger, som sidder mindst lige så fast monteret ved siden af og heller ikke er, hvad han har været.

Det Kongelige Teater bruger jo ikke Holberg til en pind. Han er jo helt gledet ud af repertoiret. Det er bare en konstatering. Og det kan nationalscenen ganske enkelt ikke være bekendt. Ville det ikke f.eks. være helt utænkeligt, at balletten ikke tog det på sig at bevare og nyfortolke Bournonvilles balletskat for eftertiden? Netop fordi hans arv er med til at gøre Den Kongelige Ballet unik – den har noget, ingen andre balletkompagnier har. På samme måde burde det være med Holberg. Ham synes jeg også, Det Kongelige Teater har en særlig forpligtelse over for. Ikke fordi jeg ønsker mig tilbage til en tilstand, hvor en nationalscenen bare spiller den ene klassiske komedie efter den anden per automatik og på samme måde som forfædrene gjorde det. Alt for længe led dansk teaters forhold til Holberg af det, der oftest refereres til som »halm i træskoene«. Man spillede hans komedier som et levende frilandsmuseum med faste, nedarvede konventioner for, hvordan rollerne skulle ageres – med skuespillere klædt i vadmel og på vekslende afarter af teatersjællandsk. Som ren amagerhylde. Det hele skulle helst ligne et maleri af Vilhelm Marstrand.

Den måde at spille ham på fik vi for alvor et opgør med, da Peter Langdal på Betty Nansen Teatret skabte sin revolutionerende »Erasmus Montanus vender tilbage« til Holbergs 200-års jubilæum i 1984. Her placerede han komedien i et cirkusmiljø og gjorde den sprællevende. Nej, jeg siger det ud fra den fornemmelse, at der stadig er masser af saft og udfordring i Holberg, hvis man gider kigge efter. På Aarhus Teater har iscenesætteren Asger Bonfils – trofast sekunderet af den skarpe Holberg-læser Bent Holm – revitaliseret de gamle tekster ved netop at gå kildekritisk til værks. Man har, så at sige, »oversat« den Holberg, som godt kan være svær at forstå for et moderne publikum, fordi det, han sigter til, ikke længere er referencer, vi har. Ved at vende tilbage til udgangspunktet for satiren og efterfølgende finde nutidige paralleller, får man blæst nyt liv i Ludvig og genetableret kant, farlighed og forståelighed.

Den mulighed foreligger selvfølgelig, at man helt kan skrotte det gamle skidt og i stedet lave sit eget – som det f.eks. skete, da Ole Borndal tryllede »Jeppe på Bjerget« om til en socialtaber fra vores egen tid. Fint nok. Men man kan også begynde at tage Holbergs egne ord alvorligt – prøve at begynde forfra. Som det skete, da Christoffer Berdal i sommer skabte en meget fin tolkning af »Erasmus Montanus« i Grønnegårds Teatret. Her var faktisk en læsning, som elegant knægtede den opblæste Erasmus, uden vi syntes, det var uantageligt. Eller som det skete på Odense Teater, hvor Søren Iversen iscenesatte komedien, så den blev en udstilling af religionstyranni. To forestillinger, som fint forholdt sig til det problem, der måske nok gør Holberg til så svær en nød at knække for mange moderne iscenesættere: I en tidsalder, der hylder individets frie udfoldelse, opfattes han som en uacceptabelt moraliserende knark, der banker den frie udfoldelse på plads og prædiker mådelighed og middelvej.

Så der er lys i mørket. Mon ikke den nye skuespilchef har Holberg i ærmet til sin første sæson, som vi endnu ikke kender i alle detaljer? Emmet Feigenberg skabte i hvert fald en halvvejs glimrende forestilling, da Paprika Steen spillede »Den vægelsindede« på Det Kongelige Teater tilbage i 90’erne. Her lod man den særdeles nulevende dramatiker Erling Jepsen lægge lidt til, så pengene i iscenesættelsen gik op. Sådan kan man jo også gøre, hvis ikke man er ræd for det selvbestaltede Holberg-politi.

Sidst, Det Kongelige Teater spillede Holberg, var med den mislykkede modernisering af »Den stundesløse« med Birgitte Simonsen som en moderne, kvindeligt forvirret Vielgeschrey. Det var i 2003. Hovedværker som »Jeppe på Bjerget«, »Ulysses von Itachia« og »Erasmus Montanus« har man ikke spillet de sidste tyve år og lidt til. »Barselsstuen« ikke siden 1960erne – for nu bare at nævne noget. Come on, Det Kongelige Teater. Var det ikke på tide med et genoplivningsforsøg? Hvem ved? Er det allerede for sent? Måske er det bare mig, der ikke har nærlæst laurbærhyldesten. Jeg har ikke lige nået at være et smut forbi Kongens Nytorv endnu. Det kan jo være, der står »Hvil i fred« med guldtryk på silkebåndene, og at Det Kongelige Teater bare har sendt en krans. For gammelt venskabs skyld.