Kulturblokken!

» Hvad nu, hvis Vild Med Dans er eksistentialisme på højt niveau?«

Min veninde Johanne tilstod på et tidspunkt, at hun som barn ofte kæmpede med det filosofiske problem, at man kun har et liv og dermed kun får lov til at være ét slags menneske. Det forekom hende småligt, at hun for altid skulle være sine forældres datter og aldrig ville få muligheden for at være Poul Schlüter, Anne Julie fra parallelklassen eller en ukendt skønhed fra et slumkvarter i Equador.

Jeg kender tanken.

Som krølhåret 10-årig i Valby legede jeg ofte, at jeg var en anden. Allerhelst en politisk personlighed, der kæmpede for retfærdighed blandt undertrykte urfolk i Latinamerika. Det var dengang, hvor husene på vejen hed Frihedslyst og Den Røde Solsikke og EF var noget, man talte om i bussen ud til udflytningsbørnehaven.

Med årene har jeg erkendt, at jeg aldrig slipper for at være Sarah.

Ligegyldigt, hvor meget jeg selvudvikler, ligegyldigt, hvor mange instrumenter jeg lærer at spille, ligegyldigt, hvor meget jeg rejser ud, vil der altid være et stykke Valby derinde. Og sandsynligheden for, at jeg kommer til at kæmpe zapatisternes sag i det sydlige Mexico, er lige så utopisk som drømmen om at blive anerkendt koncertpianist.

Men jeg har også opdaget, at jeg kan gøre mig umage og dermed ændre en lille smule af mig.

Nøjagtigt ligesom de gør i Vild med Dans.

Modsat det meste af den danske befolkning har jeg hidtil holdt mig langt væk fra TV2s fredagsunderholdning.

Ikke på vilkår om jeg vil bruge mine aftener på endnu et latterligt udstemningsprogram med kendte mennesker, der udstiller deres manglende evner. Tabloidaviserne gjorde min mistro endnu større. Hvad vedkommer det mig, om en eller anden håndboldsspiller muligvis har flirtet med en sportsdanser?

Men man skal jo følge med og efter en periode i opposition, valgte jeg at tænde for programmet. Og fik sommerhus-Amaronen galt i halsen!

Selvfølgelig er VMD (Det må man godt kalde det, når man nu er kender) fyldt med ligegyldig suppe-musik og jeg synes, at værterne har lige så meget charme som tændstikker, men Vild Med Dans handler faktisk om noget. Det handler om at gøre sig umage. Det handler om at træne, holde ud og blive sprudlende fantastisk, fordi man kæmper for det.

Det hele bliver illustreret i tilfældet Robert Hansen.

I løbet af 2001 blev den unge skuespiller tre gange pågrebet med kokain i lommen. Stoffet var ikke til mere end eget forbrug, men Kokain-Robert var stemplet. I torsdags fortalte den 28-årige dansemus så, at Vild Med Dans har ændret alt. Han har fået lov til at starte forfra. Han har lært sig selv noget nyt.

De forbudte trin har udviklet ham.

»Det har givet mig en masse selvtillid. Jeg føler hele tiden, jeg rykker mig. Hver mandag starter jeg fra bunden, og om fredagen danser jeg rundt foran alle. Det er vildt med så mange succesoplevelser,« som Robert Hansen sagde til B.T.

Det kan godt være, at jeg får tæv i det københavnske natteliv, for at sige det her, men jeg tager hatten af for den udmelding. Jeg tager hatten af for alle, der gør en indsats.

Måske kan de tilmed inspirere sofa-danskerne til at tage livet i egen hånd og få sig en hobby. Det kan i hvert fald bevise for os, at man selv er ansvarlig for at blive bedre. At man godt kan blive en anden – om ikke andet så i de fem minutter, hvor man er dansegulvets Fred Astaire.

Med tiden kan interessen for engelsk vals blive den afgørende forskel på en tom hverdag og en sund stræben. Det er ikke alle, det vil lykkedes for. Der er bare nogle, der har mere talent end andre. Men man opdager ikke sin indre regnskovsindianer, hvis ikke man leder efter hende. Og der er indtil videre ingen, der er blevet statsminister ved at sidde derhjemme i samtalekøkkenet. Lad tv inspirere dig til at droppe tv. Get up and dance. Der er vist plads på gulvet.