Kulturblokken!

Så er Københavns internationale filmfestival slut for i år, og den gik vist fint. En hel del mennesker fik set en hel del film, som de ellers ikke havde fået set, og det er jo glimrende.

Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Det er heller ikke for at hælde nogen som helst malurt i noget som helst bæger, at jeg benytter lejligheden til at bemærke, at filmfestivaler – ligesom bogmesser, kunstmesser og festuger af enhver art – i grunden er en usund opfindelse af skadelig karakter.
Lad mig fluks forklare. Folkene bag festivaler og messer vil selvfølgelig helst have gjort dem så omfattende som muligt, for der er mere prestige i at udstille 3.000 bøger end 30 i Forum, og dermed fødes det fænomen, som man kunne kalde volumensyge. Kvantiteten bliver i sig selv en målestok for arrangementets betydning, og så mange forestillinger – eller malerier eller film – som muligt proppes derfor sammen på en begrænset plads i en begrænset periode. Når alle er ved at besvime over det gigantiske omfang, gnider arrangørerne sig gnæggende i hænderne. Succesen er hjemme.
Hvis Copenhagen International Film Festival havde præsenteret 30 film, ville det have virket pauvert, men været fornuftigt. Imidlertid er også dette arrangement underlagt kvantitetens diktatur, så festivalen omfattede 147 titler, hvad der betød, at hvis man havde lyst til at se dem alle – og hvorfor ikke? – skulle man i løbet af festivalen indtage godt 14 spillefilm pr. dag. Svært!

Nu vil nogen indvende, at det attraktive ved en festival netop er, at man kan vælge og vrage og håndplukke, men sådan opleves det ikke, hvis man tager festivalen – eller festugen eller bogmessen – seriøst. Så bliver det tværtimod frustrerende, at man konstant må fravælge, og at man derfor eksempelvis jævnligt sidder og ser en film med en nagende følelse af, at man hellere skulle have valgt en anden. Eller måske en tredje?
Det værste er dog, at kulturmessernes elefantiasiske ophobning af værker giver det enkelte værk urimelige vilkår. Lad mig her holde mig til filmfestivalerne, som jeg ved mest om, og lad mig tilstå, at især hen mod en festivals slutning får éns dømmekraft prekære problemer, fordi den uvilkårligt sammenligner den forhåndenværende film med de to-tre andre, som man har set den pågældende dag, eller med de 10-20 andre, som man har overværet den pågældende uge.
Med andre ord udsættes en film på en festival for en fuldstændig unfair konkurrence. Mens man normalt planlægger en biograftur, glæder sig til den og møder op med åbent, forventningsfuldt sind, er man på en festival præget af forjaget rastløshed og pirrelig utålmodighed. For pokker, de viser 147 film i alt, så hvorfor sidde og glo på en, der kun er halvgod?

Festivaler, messer og kulturuger er skabt til at give os dårlig samvittighed. Man bliver som et bimmerbarn i en legetøjsbutik eller en alkoholiker i en vinforretning. Og med hensyn til filmfestivalerne ved man oven i købet, at der efterhånden er så ufatteligt mange af dem, at det er blevet næsten umuligt at lave en film, som ikke på et eller andet tidspunkt hædres med en pris på en eller anden festival. Ordet inflation falder mig ind.
Det glæder mig oprigtigt, hvis folk har fået gode oplevelser på Copenhagen International Film Festival, og jeg ønsker på ingen måde arrangementet afskaffet. Jeg siger bare, at film skal ses i biografen. Eller på DVD. Når man har tid og lyst og er i humør til det. Ikke når nogen stresser os ved at samle en kæmpestor bunke film og kalde det en festival.