Kultur på spidsen!

Nu er der så få dage tilbage af året 2007, at det virkelig er sidste udkald for at reflektere over det gamle år.

Christiane Schaumburg-Müller fik sit gennembrud i 2007 som Mercedes i TV3s serie »2900 Happiness.« Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

I ugens løb er alle medier, også Berlingske Tidende, begyndt at gøre året op. På mandag, årets sidste dag, tager vi her i sektionen det helt store tilbageblik på alle områder af kulturens verden.

Men ét af områderne har vi tyvstartet på. Debutanterne. For er der noget, som er befriende at gøre op i et gammelt år, er det noget, som var nyt. Vel at mærke så dugfrisk nyt, at nyhedens interesse formentlig vil vare ved også i det nye år 2008.

Alene ordet »debutant.« Det smager i sig selv af håb og forventninger. En spire, som måske – eller måske ikke – har en karriere foran sig inden for netop dén kunstart, han eller hun nu satser alle sine drømme og kræfter på. Debutanter bliver som regel, og heldigvis for det, båret frem på en bølge af velvilje. Vi andre smiler, klapper og nikker opmuntrende. Intet er så sympatisk som nybegyndere. Friske ansigter, som vi under alt det bedste.

2007 VAR SPÆKKET med debutanter inden for film, musik, litteratur og billedkunst. Det var et godt år for begynderne. I Berlingske Tidendes serie har vi med møje og besvær plukket en enkelt ud til interview inden for hver genre, men vi kunne have interviewet ti gange så mange. Drømme, håb og tro på fremtiden står i kø.

Når klapsalverne er stilnet af, er det op til hver enkelt af de nye håb. Og her er alt fortsat ved det gamle, uanset hvilket år der står i kalenderen. Holder talentet? Har han eller hun evnerne, også de mentale evner, til at klare pres og forventninger – ikke mindst egne? Er evnen til at ville, virkelig ville, til stede? Er evnen til at ville arbejde hårdt der også? Uendeligt er antallet af stjerneskud i kunstens verden, som kun lyste alt for kort og slukkedes i glemslen.

Desværre ender debatten alt for ofte med at handle om penge. Billedet fremmanes af den unge forfatter på det iskolde kvistværelse. Og naturligvis kan man ikke ignorere, at også debutanter har husleje, telefonregning og skal have mad på bordet. Det ærgerlige, og det mest magelige, er blot, hvis debatten om talentudvikling ender der.

For er det ikke sådan, at man i enhver begynderfase må give en vis portion afkald? Måske hører lungebetændelse og sult ikke længere til det nødvendige vilkår for debutanter på vej frem. Men mon ikke også bestræbelserne sker fra et højere niveau her i 2007?

MAN KAN IKKE LIGEFREM SIGE, AT DET AT SATSE ALT er et typisk dansk fænomen. Vi vil gerne, men det skal ligesom ikke gøre for ondt. Det har nærmest været del af den danske folkesjæl, at vi altid kan kompensere med så meget andet. Humor eller skæve genveje.

Men ser man f.eks. på eliteidrætten i Danmark, arbejder man under den nye eliteidrætslov mere bevidst med talentudvikling end nogensinde før, herunder også med en ny mentalitet. Man må gerne være god til noget. Man må gerne ville være den bedste, og det koster. Også hårdt arbejde. Masser af hårdt, sejt og surt arbejde. Interessant er det, at selv Den Kongelige Ballet, som om nogen forstår at satse hårdt, har haft erfaringsudveksling med Team Danmark.

KUNNE MAN FORESTILLE sig, at vi simpelthen omgav kulturens debutanter med masser af velvilje til også at ville? At de mødte opbakning og forståelse for, at naturligvis er det surt nu. Det vil formentlig også være surt i morgen. Måske vil det altid være surt, så de ender med at skulle vælge en anden karriere.

Men hvis man har talent og sparker alle sine kræfter og lidt til og uendelig megen vilje ind på at ville være god inden for sit felt, ja, så kan det faktisk være, at man ender med at lykkes.