Kultur på spidsen!

»Det interessante ved nye ord og nye udtryk er, at jo mere, man smager på dem, jo mere vænner man sig til dem. Vi havde stadig ristet runer, hvis ikke vores forfædre havde turdet tage nye ord til sig.«

Det skorter ikke på sproglige udfordringer her i december. Først bidrager TV-julekalenderen »Yallahrup Færgeby« til sprogdebatten og udvider ordforrådet for de fleste danskere af etnisk dansk oprindelse. Pludselig mødes selv pæne kontorfolk ved kopimaskinen og siger »orn’li’ syg« eller »wollah«. Nye læsere kan opfriske Yallahrup ordbogen i seneste søndagsudgave af Berlingske Tidende eller på www.berlingske.dk.

Var nogen bange for, at Yallahrup-julekalenderens sprog ville styrke fordommene, er det vidunderligt nok stik modsat. Hvad der først forekom grænseoverskridende, giver befriende grin. Vi smager på ordene og prøver dem af. Selv om det er grin og satire, og slangudtrykkene måtte være overdoserede, har vi flyttet sproget en lille bitte smule fremad. Om de nye udtryk vil indgå som del af det danske talesprog fremover, vil kun tiden vise.

NÆSTE SPROGLIGE udfordring kom med nyoversættelsen af Det Nye Testamente til nudansk. Hvis man ikke havde fået åndenød over Yallahrup, kom det nu. Alene titlen på den netop udgivne oversættelse af Det Nye Testamente: Den Nye Aftale.

Det kan man så smage lidt på. Betyder aftale og testamente virkelig det samme? Dét har debatten raset om i ugens løb, hvor ordet er blevet endevendt. Ordet testamente har historisk set også betydningen vidnesbyrd og pagt. Men ifølge Bibelselskabet, som står bag nyoversættelsen, bruger vi moderne mennesker ordet testamente om det dokument, folk skriver, over hvem der skal arve deres ting og penge. Det nudanske ord for pagt er ifølge Bibelselskabet faktisk aftale. Javel så. Man kan nærmest høre Casper Christensen springe op og råbe: Deal – no deal.

I nyoversættelsen af Det Nye Testamente til nudansk er Johannes’ Åbenbaring slet og ret blevet til Afsløringen. Og i stedet for den gamle afslutning på Fadervor, har vi nu den fyndige: ”For du er Gud, du har magten, og vi vil altid hylde dig. Amen«.

Det er ret kækt. Man kan selvfølgelig spørge, om det er for meget. Nu skal det understreges, at der ikke er tale om en autoriseret oversættelse. Den seneste autoriserede oversættelse fra 1992 gælder fortsat, og vil, formentlig til mange kirkegængeres lettelse, fortsat blive brugt ved højmessen og kirkelige handlinger.

SÅ HVORFOR LIGE BRUGE KRUDTET på en nyoversættelse?

Når vi nu har den udmærkede, officielle og autoriserede oversættelse af Det Nye Testamente, behøver vi så at blive plaget og udfordret i dén grad? Absolut, og det er både forfriskende og dybt sympatisk, at nyoversættelsen udsendes. En udmærket årsag er, at den svære tekst i en nudansk oversættelse bliver mere tilgængelig og måske ligefrem til at forstå for ikke-bibelkyndige. Et andet formål kunne være, at en nudansk oversættelse af biblen fungerer som en slags lakmusprøve for teologer. Går menigheden i koma eller ej?

Men selvfølgelig skal man da smage nærmere på ordene. Og naturligvis bør der gå lange og dybe drøftelser forud, før man vurderer, om en oversættelse skal være autoriseret. Det sker normalt med et interval på 40-50 år, så ingen grund til jag.

DET INTERESSANTE ved nye ord og nye udtryk er, at jo mere, man smager på dem, jo mere vænner man sig til dem. Vi havde stadig ristet runer, hvis ikke vores forfædre havde turdet tage nye ord til sig.

Sproget lever. Vi flytter det sammen en lille smule fremad hele tiden. Det mest spændende ved nye begreber er, at man overhovedet ikke kan vurdere dem, før der er gået en lang periode. Kun tiden viser, om det holder.