Kultur på spidsen

Åh, hvor vi grinede tilbage i 1980erne, da en nævenyttig TV-journalist spurgte trafikministeren om, hvem der egentlig ville bruge den dengang kommende bro over Storebælt - og ministeren efter en lang tænkepause svarede, at der hver dag kunne køres frisk mælk over broen til sjællænderne.

Ja, åh hvor var det morsomt, at dét var, hvad vi ville bruge den nye bro til. Ja, så morsomt, at vi stadig husker det og i forbifarten næsten glemmer, at historien forlængst har givet ministeren, der havde så svært ved at sætte ord på det åbenlyse, ret. Men summen er, at det gamle udsagn om, at den bro, der ikke har skabt ny trafik og vækst, aldrig er blevet bygget - ja, det udsagn holder stadig. Broen over Øresund har siden været gennem en ny gang spot, spe og forhånelse, men nu oversvømmer svensk arbejdskraft de københavnske handelscentre, danskere flytter i tusindtal til Malmø, og der tales seriøst om at bygge en Sundbro nr. 2.

Og hvad har det så med kultur at gøre? Jo, i København har et par fremtrædende kreative mennesker, galleriejer Nicolai Wallner og arkitekt Kristoffer Weiss, gjort sig til talsmænd for en idé, der har simret i årevis: De ønsker brændende en kunsthal i byen. En kunsthal er en bygning, der ikke har faste udstillinger, men lægger arealer til skiftende udstillinger. De ser en kunsthal som et dynamisk og energifyldt omdrejningspunkt for præsentation af det bedste fra nutidige kunstnere, og synspunktet er, at en kunsthal vil kunne være for samtidskunsten, hvad Arken og Louisiana er for den moderne kunst fra det 20. århundrede. Faktisk vil kunsthallen kunne fungere som et perfekt supplement til begge. Kunsthallen bør, mener de, være så moderne i sin indretning, at den kan danne rammen om installations- og videokunst - hvad f.eks. Charlottenborgs traditionelle sale ikke er særligt egnede til.

Forbilleder er der nok af også på disse breddegrader. I Odense er Brandts Klædefabrik en enestående succes, og det samme kan siges om Malmö Konsthall, som årligt får besøg af et par hundrede tusinde gæster, hvoraf mange kommer rejsende langvejs fra.

En undersøgelse fra Rambøll Management viser, at en bygning i København kan etableres for 60 mio. kr. og skal arbejde med et driftsbudget på otte mio. kr. Visionen har mødt stor velvilje fra politisk hold, men problemet er, at der bare ikke sker så forfærdeligt meget mere - og nu er ildsjælene ved at køre sur i det.

København har de sidste 20 år fået et løft uden sidestykke. Byen har ligget lige efter Berlin som Nordeuropas største byggeplads, og det økonomiske boom har også flyttet københavnernes selvforståelse: Vi opfatter byen som en metropol med europæisk storbyformat - og på mange måder absolut også med god grund. Byen er blevet flottere, rigere og med masser af nye markante bygninger som følge af denne entreprenør-ånd. Ikke mindst kulturbygninger som Det Kgl. Bibliotek og Operahuset - og snart også Skuespilhuset. Publikum fra nær og fjern har været begejstret for det nyprofilerede København.

Kan det tænkes, at det er med kulturhuse som med broer? At de stort set altid skaber nye værdier? Og at man altid - når de står der - ikke fatter, hvordan man har kunnet klare sig uden? Man kan håbe, at ideen er født og blot har brug for en modningsproces for at blive til virkelighed. I offentlig regi, privat eller i en kombination - det bekymrer ikke kunderne. Måske skal der ikke så meget til en kunsthal, som mange forestiller sig. At der ikke kræves en ledig milliardgrund på en kajkant i den indre by til et stort nybyggeri, men at den kan indrettes i Kødbyen eller tæt på de store private gallerier i den spændende nye bydel på Carlsberg - eller hvor ved jeg. Men nogen med adgang til pengene, offentlige eller private, må tage teten.

Spørgsmålet denne gang kunne være: Hvad er der egentlig at betænke sig på?