Kultur på spidsen!

Antallet af kendte ansigter var langt større end vanligt, da der i sidste uge blev åbnet en ny skole i den sydafrikanske by Henley-on-Klip, lidt syd for hovedstaden Johannesburg.

Fra hjemlandet var den tidligere præsident Nelson Mandela mødt op. Men mere opsigtsvækkende var rækken af amerikanske kendisser, der tilmed havde medbragt personlige bøger til biblioteket på den nye skole: Sangerne Tina Turner, Mary J. Blige og Mariah Carey. Skuespillerne Chris Tucker og Sidney Poitier og filminstruktør Spike Lee. Og så ikke mindst TV-guruen Oprah Winfrey, der har taget initiativet til den nye skole, som skal give piger fra fattige kår chance for uddannelse.

»Jeg vil give denne mulighed til piger, der har et lys så klart, at ikke engang fattigdommen har kunnet overskygge det,« sagde den amerikanske forfatter og TV-vært ved åbningen af skolen.

Oprah Winfrey har personligt betalt 40 mio. dollars - godt en kvart milliard kroner - for den nye skole, der har fået navnet Oprah Winfrey Ledership Academy for Girls. Og det er langt fra første gang, at den karismatiske amerikaner har brugt sin status som rig og berømt til forskellige former for hjælpearbejde. Med udgangspunkt i sit verdensberømte TV-show, sin bogklub og sit magasin - med sig selv på forsiden hver måned - har hun bla. kæmpet for voldsramte kvinder, mod pædofile o.s.v.

I det hele taget er kendisser i udlandet meget mere aktive i hjælpearbejde end det er tilfældet i Danmark.

I disse uger viser svensk TV4 en reportageserie, hvor den populære krimidronning Liza Marklund besøger AIDS-ramte i Rusland. Tidligere har hun gjort det samme i flere asiatiske lande og dermed brugt sin egen popularitet til at skabe TV-opmærksomhed om alvorlige problemstillinger, der ellers ville have svært ved at få seere i kampen med quizzer, shows og anden underholdning.

Andre store stjerner som U2-sangeren Bono, skuespillerparret Angelina Jolie og Brad Pitt og mange andre har brugt deres status som forbilleder i samfundet til at bringe fokus på alt fra fattigdom i verden til ofre for krig, sygdomme og racisme.

Enkelte har bidraget med personlige donationer af de formuer, de har tjent. Andre har bidraget med at optræde, reklamere eller på anden måde skabe opmærksomhed om de mange problemer i verden. Og selv om der indimellem kan være tale om poppede arrangementer, er der tale om aktive og selvstændige initiativer fra de sangere, forfattere og andre kendte personligheder fra kunstens og kulturens verden.I DANMARK er der langt mellem de kunstneriske og kulturelle initiativer, der for alvor gør en forskel.

Generelt stiller mange kunstnere op, når de bliver inviteret til TV-shows, kæmpekoncerter eller andet, der kan profilere dem selv - og så være hjælpearbejde på samme tid. Men det er yderst sjældent, at kunstnere og kulturfolk selv tager initiativ eller tilmed yder en indsats, der kræver mere end bare en aften på scenen.

Særligt den gamle garde af kunstnere og kulturfolk har svært ved at komme ned fra piedestalen og få jord under neglene. Hvem kunne forestille sig velhavende entertainere som Thomas Eje, Finn Nørbygaard eller Bent Fabricius-Bjerre gå ud og åbne en skole eller anden form for ulandsprojekt, som de selv havde finansieret? Og hvem kunne forestille sig Klaus Rifbjerg eller andre store koryfæer rejse rundt med TV-hold og sætte spot på dystre dele af den verden, de ellers ynder at udtale sig om?

Næ. Udover Susse Wolds mangeårige indsats for AIDS-fondet er det småt med vedholdende hjælpearbejde blandt danske kunstnere og kulturpersonligheder. Og udover Hanne Vibeke Holst bogprojekt om kvinders vilkår i den store verden - der var lige så optaget af forfatterinden selv som af verdens kvinder - er der også langt mellem markante projekter, hvor kendisser skaber ny og øget fokus på verdens mange udfordringer.

Senest har brugen af kendisser i hjælpearbejdet ramt bunden med bistandsminister Ulla Tørnæs' forsøg på at få kendte personer som Master Fatman og Christian Stadig til at vælge mål for de statslige bistandskroner.

Selv om tanken om kendte danskere som forbilleder er god, var udførelsen mildest talt både kaotisk og krampagtig. Og mest af alt bekræftede den, at kendisserne kun er villige til at give deres ansigt - og helst uden at det koster dem sved eller penge.

Se på Oprah Winfrey og Liza Marklund - og alle de andre - og lær. Til gavn for såvel problemerne i den 3. Verden som for kunstnerne selv. Det klæder sig at gøre noget. For alvor.