Kultur kværulanten!

Det var så ugen, hvor den såkaldte iPhone blev lanceret på et hysteriniveau, som var det Jesu genkomst. Det er det jo ikke - Herren ville næppe sende sin enbårne søn tilbage til menneskeheden med et indbygget to megapixel digitalkamera.

Vi taler altså om en telefon, som ganske vist på flere områder er smartere end telegrafen, men alligevel. Vi er nogen, som stadig mener, at det blot er et spørgsmål om tid, før drejeskiven vender tilbage. Nu skal jeg ikke trætte læserne med de utallige fordele, som denne konstruktion havde, for jeg vil nødigt opfattes som maskinstormer. Intet kunne nemlig være mere forkert.

Jeg har altid været fremme i skoene teknologisk i det omfang, jeg kunne se perspektiverne i nye dimser. Min kone Gitte fik f.eks. noget, som kaldes en højfjeldssol i julegave, og her må jeg givet vis lige træde til med en forklaring - det er en ny opfindelse, hvormed man kan opnå at gøre huden rød og svidende helt uden at tage på ferie til syden. Og selv om hun ikke ligefrem satte ord på taknemmelighed, da hun fik den ud af gavepapiret, så tror jeg udelukkende, det er et spørgsmål om, at hun ikke kender til denne landvinding inden for personlig forkælelse.

Mit kontor herhjemme - eller »troldmandens værksted«, som de mange, der har fulgt mit arbejde gennem årene, sikkert vil kalde det - er også temmelig teknologi-tungt for at sige det mildt. Hvis jeg siger telex, Commodore 64, matrixprinter og tekst-TV, behøver jeg næppe ... man skal jo heller ikke friste indbrudstyve!

Men tilbage til iPhone, der har indbygget forskellige unødvendigheder som internetadgang, mp3-afspiller og kamera. Jeg skal ikke være den, som ødelægger noget for nogen, men vi der er tynget af erfaring, har før set ting komme og gå og kan derfor let identificere et forbigående fænomen, når vi ser et. Lad mig derfor slå fast: Internettet går over. Det er en modedille med stærkt begrænsede anvendelsesmuligheder, for en computer er, når alt kommer til alt, jo blot en skrivemaskine med en fjernsynsskærm til.

Og denne SMS-dille, som unge mennesker belaster deres tommelfingre med, er på mange måder blot en trådløs telegraf. Bemærk hvor elegant, jeg vendte tilbage til det med telegrafen, som jeg diskret nævnte i begyndelsen af denne røffel til tidens ukritiske dyrkelse af teknologiens vildveje.

Intet slår det trykte opslagsværk med hård ryg i reolen: »Den sorte mand har let til sang og dans, han tåler hårdt fysisk arbejde, men hans sind er som et barns,« som der står i Store Nordiske Konversationsleksikon.

Hvor skal vore unge finde den slags oplysninger i dag?