Kultur i børnehøjde

Jesper Beinov, redaktør, kultur, debat Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Børn og unge er bærere af fremtidens kunst og kultur. Derfor er det så utrolig vigtigt, at vi giver dem kvalitets- og traditionsbevidsthed, så de kan navigere i de ufatteligt mange tilbud, de møder.

»Det begynder med børn og unge«, hedder det oplæg, som kulturminister Marianne Jelved præsenterede onsdag, og hvor en pose penge på 40 mio. kr. skal hjælpe på vej. To begivenheder i denne uge fik mig til at tænke over, hvor meget der kan lade sig gøre, hvis ellers der er engagerede voksne, som opvækker og opildner børn og unge til selv at tage fat:

Forleden var der i Tivoli en festlig finalekoncert og præmieoverrækkelse ved Berlingskes Klassiske Musikkonkurrence, og hvor 97 børn og unge mellem 10 og 16 år var med. Unge talenter, der har adgang til den klassiske musiks magiske verden, bliver kun bedre efter lang tids træning. Man siger, at det tager mindst 10.000 timer at blive en rigtig ekspert. Om timetallet er højere eller lavere er ikke så afgørende, men for virkelig at få fornøden teknisk eller intellektuel indsigt, skal man gøre en indsats. Hele den del, der handler om at gøre sig umage, har tidligere været noget ildeset. Elite bør være et plusord. For ligesom i mange andre sammenhænge, er det den ekstraordinære indsats, der rykker.

Forinden havde jeg besøgt Arken, hvor børnene myldrede omkring mig. Op til 500 børn og unge tegner og bemaler dagligt Arkens kunstakse og »Modellen« af Palle Nielsen. Denne danske kunstner blev i 1968 kendt for netop »Modellen«, der blev opstillet i Stockholm, og som var en stor træstruktur med alle mulige legefunktioner, et socialt kunstværk, hvor børnene kunne være medskabende ved at bemale og bearbejde. Nu er installationen blevet nyfortolket - og erhvervet til Arkens samling. Så det medskabende barn så jeg i fuld aktion, og som Arkens engagerede folk bemærkede, ser børnene som regel først kunstudstillingen, inden der er fri leg. Hele dette begreb med det medskabende, »det participative museum«, som direktøren, Christian Gether, har kaldt det, har meget for sig. Hvis børn og unge skal engageres, skal de digitale medier suppleres med noget, hvor børnene selv kan bidrage. Så der er både dømt leg og læring.

Efter min mening består den vigtigste voksenindsats i at sikre, at børn og unge har rødder og antenner i orden. Her er kunst og kultur identitetsmarkører. Uden et kendskab til, hvem vi er, hvad vi er rundet af og hvad der er vores, bliver vi tomme sjæle. At være i stand til at kunne vælge til eller fra, er noget af det allervigtigste. Uanset om den enkelte vælger at stå fast på det givne, på en tradition, eller man vælger at sample helt sit eget, kræver det, at de kender til kvalitet og selv får mulighed for at være med. Hvis uddannelsessystemet og kulturinstitutionerne samtidig kan vise børn og unge værdien af at gøre en ekstra indsats, så er det godt for flere slags bundlinjer. Både den økonomiske, mentale og kulturelle bundlinje.