Kultur er også et slags arbejde. Derfor skal det lønnes med mere end et par flasker rødvin

Hvis man blot en enkelt gang har hyret en advokat, en revisor eller booket en håndværker, så ved man, at der er afregning ved kasse et. Jeg har da heller aldrig lagt mig i tandlægestolen uden at være helt klar over, at personen med boremaskinen om lidt ville bytte den ud med en faktura. I kulturbranchen synes der at gælde andre regler, skriver museumsdirektør Jane Sandberg.

»Det er et skråplan, som i nogen grad også falder tilbage på kulturverdenen selv. Vi er nemlig så vant til, at vi skal få enderne til at mødes, og vi er verdensmestre i at strække smalle budgetter som elastikker, og derfor er vi også vant til, at der er en underskovsøkonomi af gratis arbejde og tjenester, hvor der aldrig er likvide midler involveret.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Forleden var den der igen. E-mailen fra et venligt menneske, som bad mig holde et foredrag.

»Vi kan desværre kun honorere med et par flasker rødvin,« endte mailen. Det sker faktisk ret ofte, at jeg får den slags tilbud om at holde taler eller styre debatter for et par flasker.

Eller sagt med andre ord: tilbud om, at jeg skal arbejde gratis.

For det meste siger jeg ja, for ofte kommer forespørgslerne fra undervisningsinstitutioner eller NGOer, som sjældent har ret mange penge på lommen. Men en gang imellem kommer tilbuddene fra virksomheder, som har råd til at betale. Og som burde.

Helt absurd blev det, da jeg fik en forespørgsel, hvor der blev lokket med en meget kendt ordstyrer. Da jeg spurgte til, hvorvidt vedkommende også blev spist af med et par af de famøse flasker, var svaret, at han jo var professionel, så de slap nok ikke for at betale ham. Eller som da jeg i sidste uge fik tilsendt et manuskript til en endnu upubliceret bog på lidt over 500 sider, som forlaget ville bede mig om at gennemlæse og vurdere, om de skulle udgive. Gratis.

Jeg skrev lidt om emnet på et socialt medie, og knap havde jeg trykket »post«, før det væltede ind med beskeder fra mennesker, som oplevede præcis det samme. Nogle af os arbejder i virksomheder, hvor det at træde op kan have en positiv effekt på ens arbejdsplads, og derfor giver det mening at stille sig til rådighed.

Jane Sandberg

»Sidst jeg tjekkede, kunne jeg ikke betale mine afdrag til banken eller min mad i Netto med et par flasker rødvin. «


Gråzoneøkonomi

Men mange af dem, der arbejder i kulturens verden, lever faktisk som freelancere og ernærer sig fra projekt til projekt. Særligt de bliver ofte sat i situationer, hvor det er svært at få løn for deres arbejde. De bliver mødt med argumenter om, at det er »god markedsføring« af dem, og det at træde op er et slags vindue til kunder, som gerne vil betale – når altså bare dem, der spørger, bliver fri.

Hvis man blot en enkelt gang har hyret en advokat, en revisor eller booket en håndværker, så ved man, at der er afregning ved kasse et. Jeg har da heller aldrig lagt mig i tandlægestolen uden at være helt klar over, at personen med boremaskinen om lidt ville bytte den ud med en faktura. Men når det kommer til kulturens verden, er det næsten en forventning, at prisen er noget, vi kan tale om. Og nok helst undgå.

Det er et skråplan, som i nogen grad også falder tilbage på kulturverdenen selv. Vi er nemlig så vant til, at vi skal få enderne til at mødes, og vi er verdensmestre i at strække smalle budgetter som elastikker, og derfor er vi også vant til, at der er en underskovsøkonomi af gratis arbejde og tjenester, hvor der aldrig er likvide midler involveret. Men sidst jeg tjekkede, kunne jeg ikke betale mine afdrag til banken eller min mad i Netto med et par flasker rødvin.

Hvis vi vil den gråzoneøkonomi til livs, kræver det, at vi bliver bedre til at sige nej. Men det kræver også, at de, der spørger, anerkender, at selv om man arbejder med kunst og kultur og ofte er drevet af stort engagement, så er det altså stadig et arbejde på lige fod med alt muligt andet. Og derfor skal det selvfølgelig også lønnes. Fuldstændigt som alle andre fagligheder.