Kult til kaffebordet

Fotobog: William S. Burroughs i Danmark. Ny bog dokumenterer kultforfatteren William S. Burroughs besøg i Danmark i 1983. Hans største danske fan Dan Turèll gjorde en dårlig figur.

Wiliam S. Borroughs var kun i Danmark i et døgn. Her er han fanget i lufthavnen sammen med Dan Turèll og Ben Posset. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jacob Tue Larsen

Beat-generationen er oppe i tiden. For nylig fik vi en ny udgave af Henrik Lists bog om beatgenerationen i Tanger, 50-året for Kerouacs »On the Road« er blevet behørigt fejret med festivitas hér og der, og Lars Movin og Steen Møller Rasmussen præsenterede i forbindelse med CPH:DOX en ny dokumentar om et andet beat-ikon – mesterjunkien William S. Burroughs.

Dokumentarfilmen har fået følgeskab af en bog, som fokuserer på Burroughs’ eneste officielle besøg i Danmark under en oplæsningsturné i 1983. Burroughs var i landet rundt regnet et døgns tid. Han blev samlet op i lufthavnen af sin danske fan nr. 1 Dan Turèll og 1980er-forfatteren Sam Fleischer og herfra bragt til The Booktrader for at signere bøger og lade sig interviewe af Turèll og Fleischer. Om aftenen læste han op i datidens punkpalads, Saltlageret. Og så var han af sted igen.

Misfit blandt misfits
Foruden genoptryk af Dan Turèlls præsentation af Burroughs fra Politiken dagen inden besøget, et (lidt ujævnt) retrospekt essay af Fleischer og en lang og grundig artikel om Burroughs som oplæser med særligt fokus på København-arrangementet indeholder bogen ca. 80 billeder fra denne »event«, taget af Lilian Bolvinkel, Jacob Tue Larsen og Gorm Valentin.

Især de mange billeder fra The Booktrader er interessante. En lang række danske ikoner fra de tidlige 1980ere (Sort Sol, Henrik Bjelke, Peder Bundgaard, osv. osv.) var dukket op for at se giraffen Burroughs, der som altid var ulasteligt klædt i blød hat og jakkesæt og lignede en mellemting mellem en mumificeret bedemand og en forsikringsagent.

I den henseende virker Burroughs nærmest som et »misfit« i denne gruppe af »misfits«, der havde taget hans forfatterskab til sig og givet det en revival som en del af punkbevægelsens referenceramme. Og jo, Burroughs selvdestruktive (eller selvudfoldende om man vil, alt efter perspektivet) livsstil som nomade og med massivt stofmisbrug, samfundsrevsende og kulturpessimistisk, misantropisk og med sans for det finlitterære såvel som det lavkulturelle, matchede fint punken. Men uden at han, som f.eks. vores egen Poul Borum, fulgte dens dresscode.

Irriteret på Turèll
Men ingen havde vel taget Burroughs til sig i Danmark, som Dan Turèll havde. I Politiken-præsentationen omtaler han ham som et geni. Men det kræver »guts«, sådan at skulle møde et af sine store forbilleder. Og det havde Turèll tilsyneladende ikke.

Flere af billederne viser Onkel Danny i færd med at stive sig af med øl, og Lars Movin beskriver i sin artikel, at de nok fik følgeskab af amfetamin. Interviewet er da også umådeligt dårligt.

Dan Turèll indleder med at ville have Burroughs til at erklære sin kærlighed til en anden af onkel Dannys helte, krimiforfatteren Dashiell Hammett, men Burroughs afviser. Også selvom Turèll prøver igen. Derefter forsøger Fleischer og Turèll sig som virkelige specialister og spørger til nogle af de mere obskure referencer og ideer i forfatterskabet, men Burroughs føler sig gang på gang nødsaget til at påpege, at de har misforstået ham, og de er ikke i stand til at følge op på deres egne udlagte spor.

Man fornemmer tydeligt, at Burroughs bliver mere og mere irriteret på især Dan Turèll, som han ifølge Movins artikel efterfølgende skulle have udtrykt noget nær foragt overfor (»Den fyr har sorte negle!«), og Movin beskriver nådesløst, hvordan den dopede Dan Turèll om aftenen gør en om muligt endnu dårligere figur i Saltlageret, da han skal introducere Burroughs. – Hvis Onkel Dannys formål med at entrere i dette arrangement var at komme tættere på sit forbillede, må man konkludere, at han fejlede.

Således også mere end antydet, at bogen hér er mindst lige så interessant på grund af det billede, den giver af Dan Turèll, som det den giver af Burroughs.

Man kan ikke lade være med på én gang at irriteres over Onkel Dannys svulmende ego og have lidt ondt af ham over, at han intet har at bruge det til i denne sammenhæng. Dan Turèll var måske nok berømt i Danmark, men ingen uden for den hjemlige andedam havde hørt det fjerneste om ham. Når så den, han måske allerhelst vil have skulle kende ham endelig får muligheden, går det tilsyneladende helt galt.

Lars Movin beskriver i sin store afsluttende artikel indgående, hvordan Burroughs fungerede som oplæser, både live og på plade. Movin trækker hér på det store materiale, han fik indsamlet under arbejdet med dokumentarfilmen, og enhver med lidt mere end generel interesse for beatgenerationen vil betragte artiklen som en guldgrube af information om én af generationens helt centrale skikkelser. Alle andre vil nok finde bogen vel »kultisk«, men kan fint have den liggende fremme på kaffebordet.