Krystalverdenen

J.G. Ballards mystiske roman »Krystalverdenen« fra 1966 har inspireret Ann Lislegaard til en smuk og foruroligende videoinstallation.

Ann Lislegaard: »Crystal World«, 2006. 3D-animation. Kan ses på Statens Museum for Kunst indtil 5. august.<br> Fold sammen
Læs mere

Der findes bøger og kunstværker, som af grunde, man ikke umiddelbart kan sætte fingeren på, sætter sig fast et mørkt sted i hjernebarken, og som over årene øver deres umærkelige arbejde på ens tankesæt og normer. Kunstneren Ann Lislegaards installation »Crystal World«, som i øjeblikket kan ses i Statens Museum for Kunsts såkaldte X-rum, kunne for mit vedkommende godt blive sådan et kunstværk. Også fordi den direkte knytter an til forfatteren J.G. Ballards mystiske science fiction roman af samme navn fra 1966.

J.G. Ballard er måske i dag mest kendt for den selvbiografi, der ligger til grund for filmen »Solens rige«, der handler om hans barndomsoplevelser i en japansk fangelejr. Men den visionære og fantastiske del af hans forfatterskab er den mest interessante. »Krystalverdenen« er J.G. Ballards fjerde roman, og den havde jeg den foruroligende fornøjelse at læse ganske tidligt i min ungdom. Romanens handling er lige så gådefuld, som den er enkel, idet den handler om, at dele af planetens overflade uforklarligt dækkes af en mystisk »krystalskov«. Til denne storslåede skov drages uforklarligt en flok individer, heriblandt en læge med speciale i spedalskhed. Rejsen ind i skoven minder om Joseph Conrads tidligere ekspedition ind i Congos »mørke hjerte«, idet den også fornemmes som en symbolsk og sjælelig rejse tilbage til en menneskelig urtilstand.

Et uddrag af deres rejse citeres i kataloget til Ann Lislegaards installation: krystalliseringsprocessen skrider frem overalt/ træer er dækket af hvid rim / og de tomme bygninger med en tyk skorpe / en labyrint af krystalgrotter / spærret af / som om verden udenfor er ved at forsvinde / minder er allerede falmet / fremgang er meningsløst / hvide skyer lukker sig og breder sig ud / selv lyset ser ud til at være ude af stand til at beslutte sig...

Selvom jeg som 14-årig givetvis har læst denne beskrivelse på samme håndfaste måde, som jeg før havde læst Jules Verne, kunne jeg tydeligt fornemme, at der her var noget helt andet på færde end i Vernes jubeloptimistiske fremskridtstro. Trods bogens lidt primitive scenarie fandt jeg det uforklarligt skrækindjagende med disse personer, der kæmper sig ind i krystalskoven for at finde - hvad? Et løfte om en perfekt sandhed uberørt af menneskehånd, men tilsvarende livløs. Bogen giver ikke noget entydigt svar, men synes i stedet at sende et spørgsmålstegn til dem, der er sikre på at kunne se en mening i verdenen uden for krystalskoven.

Det tyste værk
Ann Lislegaards videoinstallation er ikke skrækindjagende, selvom Ballard-læsere straks vil kunne genkende krystalskoven i hendes tyste værk i X-rummet. De to videoprojektioner, hvor billeder af en krystalliseret lejlighed er holdt i henholdsvis skærende lys og opslugende mørke, giver tværtimod en fornemmelse af det lokkende i Ballards krystalskov. Nok ligner krystalskoven altings vej mod den endegyldige atomare hvileposition, men det er et smukt og roligt sted, hvor det hypnotiserede sind selv synes at blive forvandlet til en dunkel diamant.