Krystalkuller

"Man ville helst kigge i den krystalkugle og tænke »Næææ! Hvor spændende! Gad vide, hvor jeg er?"

Foto: Bob Katzenelson
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Forleden dag satte jeg mig ind i et tog på Hovedbanegården og kørte sydpå mod Hamborg, mens jeg boblede af fryd. Næsten hele turen derned sad jeg som en henrykt syvårig klæbet mod vinduesglasset og stirrede ud på de forbirullende landskaber og var helt lykkelig, mens yndlingsmusikken snoede sig fra min iPod og ud i verden.

Jeg bliver simpelthen i helt afsindigt godt humør af at rejse. Jeg behøver bare at få billetten i hånden, så kan jeg mærke den susende boblen i hele kroppen. Fornemmelsen af, hvordan alle muligheder smækker op på vid gab. Sanser, der skruer sig selv helt op på fuldt blus. Og måske allerbedst af det hele: Muligheden for at samle på nye billeder til det indre katalog.

Hvis jeg havde en krystalkugle, som jeg kunne tage frem en gang om dagen og kigge en uge, en måned eller måske bare fire timer frem, ville jeg jo allerhelst have, at den var fyldt med smukke og uventede landskaber og ikke bare det ene billede efter det andet af tastaturet på redaktionen og de grå persienner foran vinduet til venstre, som nogen bliver ved med at rulle ned, og jeg bliver ved med at rulle op.

Så ville man jo gerne se sig selv stå på Den Kinesiske Mur eller vandre rundt og betragte de gyldne, læderindbundne bogrygge i New York Public Librarys læsesal eller bare se sine brune fødder vippe i sandet foran et brusende ukendt hav. Man ville helst kigge i den krystalkugle og tænke »Næææ! Hvor spændende! Gad vide, hvor jeg er? Og gad vide, hvad jeg laver der?«

Den slags kan man selvfølgelig sagtens indsamle hjemme i sin egen by, hvis man gør sig lidt umage. Det gælder bare om at besøge nogle ukendte steder, gå en anden vej end man plejer, kigge op. Cykle derud, hvor vejen ender, og så lige tanden videre. Og at sige ja til festen både på d’Angleterre og i Ungdomshuset. Men billederne til krystalkuglen indsamles trods alt bedre, når man er i større og mere ukendte byer med flere nye steder at udforske.

Havde jeg haft krystalkuglen inden afgangen til Hamborg, ville jeg måske have set solen over Binnenalster eller det bælgravende mørke på natklubben Egos tætpakkede dansegulv. Jeg håber, jeg ville have set de hvide kæmpevillaer på Schöne Aussicht og operapublikummets glitrende gallakjoler i Staatsoper og den forrygende udsigt over kæmpehavnens kraner, bittesmå set oppe fra de øverste etager i den halvfærdige Elbphilharmonie.

Det allerbedste ville have været, hvis krystalkuglen havde zoomet ind på lige præcis det øjeblik, hvor jeg står med nakken lænet tilbage foran de gigantiske mure på den enorme bunker, der indeholder natklubben Uebel und Gefährlich. Sikke et mareridtsagtigt, fantastisk sted! Hvorfor har jeg først opdaget den nu? Og hvor ville jeg ikke have anet, hvor jeg var henne, hvis jeg havde set os vandre op ad de snoede betontrapper mod toppen, eller set os sidde i det dybe vindue, gemt i betonvæggen, helt øverst oppe, med udsigt over den natgule by, glade og udmattede, midt i en turbofyldt weekends indsamling af oplevelser.

To dage efter, på vej hjem i toget, tænker jeg mest på Elbphilharmonien og på Uebel und Gefährlich. Nok fordi begge steder er så meget større end noget, vi har i København.

Jeg tror, hele Koncerthuset ville kunne ligge i hjørnet af Elbphilharmoniens parkeringskælder, og man skulle have stablet Silo52 ovenpå hinanden fem gange, før man ville ramme fornemmelsen af Uebel und Gefährlichs truende monstervægge, der rejser sig betonkoldt og overlegent mod nattehimlen, som en ondskabsborg fra en anden planet. Fryd! Bare vi dog havde sådan et gennemdystert og truende monstrum herhjemme!

Jo, København er dejlig, men Hamborg ER bare vildere og flottere og sejere. og jeg har været tosset med den by siden mit første besøg. Og det er lidt hyggeligt at tænke på, at den jo i virkeligheden er lidt dansk. Om ikke andet hele bydelen Altona, helt frem til 1864.

Og udenfor flyder landskabet mellem de to byer igen forbi, nu modsat, og jeg smiler tilfreds ud i de glødende efterårsskove (perfekt akkompagneret af Mendelssohn) og de langsomt drejende vindmøller (tør minimaltechno fra Ambivalent), komplet udmattet af alt det fantastiske, der var at nå.

Og vi snakker lidt om Wagneroperaer og glemselsdrikke og forskellen på operapublikummet i Hamborg og København, men ikke meget, for alle er trætte, og jeg er ikke i tvivl om, at jeg inden længe, så kort som muligt efter ankomsten til Hovedbanegården, vil ligge fuldstændigt komatøst splattet ud på min sofa.

Havde jeg haft krystalkuglen med, ville jeg have opdaget, at jeg fire timer senere faktisk befinder mig et helt, helt andet sted end hjemme på Bryggen. Men det er en helt anden historie.

Læs også: Øvrige klummer fra 2010 her