Krukker med krukker

Om hundrede år er alting glemt, siger man. Derfor gemte et pladeselskab optagelser med nogle af verdens største sangere i Pariseroperaens kælder. Nu må krukkerne åbnes ...

Nellie Melba, der hører til de mest fejrede sopraner nogensinde, er med på rullerne. Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Det er juleaften 1907 – to år før en fransk digter bliver verdenskendt med romanen »Spøgelset i operaen« om en stakkel i Pariseroperaens klamme kælder. En række kulturpinger går ned gennem de samme, mørke rum. I spidsen for den lille delegation findes Alfred Clark, direktør for en forgænger til pladeselskabet EMI. Han sætter to krukker ind i en åbning og forsegler den ...

Om det lige nøjagtig er gået sådan for sig, har operahuset ikke sagt noget om. Men resultatet skrev musikhistorie: De to krukker indeholdt optagelser af tidens største sangere og måtte først åbnes hundrede år senere – »så man til den tid kan høre, hvordan vor tids største stemmer lød«, som direktøren sagde.

Og store stemmer var det. Tag bare den australskfødte Nellie Melba. Hun hører til de mest fejrede sopraner nogensinde, blev den første kvindelige kunstner med en britisk orden og var i øvrigt frygtet lige til sin død i 1931. Da en ung tenor engang stod ved siden af hende og bukkede efter en forestilling på Covent Garden, skal hun have råbt: »Ingen i dette hus bukker samtidig med Melba!«

En anden sanger på de spændende ruller er Enrico Caruso. Han blev nærmest indbegrebet af italiensk belcanto, døde som folkeeje i 1921 og har påvirket tenorsangen helt frem til Pavarotti.

I disse dage bliver Melba, Caruso og de øvrige superstjerner anno 1907 så hentet frem igen. Juleaften er der gået hundrede år. Hvordan lyder de så?

Støbt ind i asbest
Operaen har været opmærksom på gravens grå guld i årevis. Allerede i 1989 blev de af sikkerhedshensyn fjernet fra kælderen og over til en boks i det franske Bibliothèque Nationale. Her kan man i øvrigt også se nærmere på dem: De seneste dage har de ligget fremme og tiltrukket sig megen opmærksomhed fra det parisiske borgerskab.

Men høre dem kan man først om et stykke tid. De blev nemlig støbt ind i asbest – en ny opfindelse dengang. At det er stærkt kræftfremkaldende, vidste man ikke noget om. Så inden eftertiden for alvor kan få glæde af indholdet, skal de to krukker gennem en særlig arbejdsgruppe med speciale i farlige stoffer.

Så bliver det til gengæld spændende: Virker rullerne længere? Hvor meget kan man høre?

Det er rigtignok ikke de eneste indspilninger med datidens operastjerner – tværtimod blev især Enrico Caruso endog meget rig på den slags. Men flere af sangerne har jo kendt eller ligefrem arbejdet direkte med historiens største operakomponister.

Til eksempel var Caruso den første nogensinde, der sang rollen som Dick Johnson i »Pigen fra det gyldne vesten«.

Så tænk at høre hans version af den elskovsramte guldgraverskurk... Det vil være næsten som at høre komponisten Puccini selv.

Uanset hvad vil enhver tone fra de dage blive modtaget med kyshånd. Vi er mere end nogensinde optaget af det ægte, af det oprindelige, af lyden fra kilden. Og dét giver de to spøgelser i Pariseroperaens kælder den bedste mulighed for.

Men først skal asbesten af ...