Kroppens digter

»De svageste er altid de mest interessante, for de reagerer sundt på samfundet ved ikke at kunne holde det ud,« siger forfatteren og fødselsdagsbarnet Morti Vizki. Han fylder 40 år i dag, er kunstnerisk helt på toppen, men befinder sig i en dyb, personlig krise.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det lyder næsten som en hel digtoplæsning, da Morti Vizki læner sig frem mod båndoptageren på sofabordet og siger:

»Jeg har haft tre store læremestre, og det var ingen skovtur. Poul Borum lærte mig at tale, Villy Sørensen lærte mig at tie, Heino Byrgesen lærte mig at elske.«

Så griner han, ser lidt op på den mildt forundrede tilhører og fortsætter oplæsningen af sit liv:

»Poul Borum lærte mig alt, hvad jeg ved om digtning. Det er ikke så lidt. Villy Sørensen lærte mig alt om filosofi, og Heino Byrgesen - produktionschef i Radioteatret - har lært mig alt om teater. Derfor er jeg den bedst uddannede forfatter i Danmark. Mit talent har jeg fået af Gud, men det er ikke nok at have talent, men skal også have en mentor, altså, dén blanding af de tre lærere og så mig har gjort mig til det geni, jeg er.«

Gud og de tre vise mænd vender vi tilbage til. Foreløbig viser geniet - digteren, dramatikeren, oversætteren og prosaisten m.m. - Morti Vizki rundt i sin lejlighed på det indre Vesterbro.

Blå bog

Morti Vizki (f. 1963) hedder egentlig Morten Boeslund Poulsen (og ikke, som der står i encyklopædien, Morten Pedersen). Digterdebut med »Digtsamling« (1984), siden bl.a. »Vokseværk« (1985) og »Mange Boliger« (2000). Radioteaterdebut med »Charlotte eller Omgivelserne« (1989), som modtog Nordisk Radiospilpris. »Egernet tilbage til Haven« (1995) og »Australia« (2000) har begge fået Dansk Blindesamfunds Radiospilpris. Dramatikerdebut med »Sne« (Husets Teater 1994), siden bl.a. »Fyrtårnet« (Det Kgl. Teater 1997) og »Gray« (CaféTeatret 2002). Udgav sidste efterår »Rejsebog« sammen med Christian Skeel; samarbejdet fortsætter med den planlagte børnebog »Den usynlige dreng«. Morti Vizki har endvidere modtaget Klaus Rifbjergs Debutantpris, Kjeld Abell-Prisen og Marguerite Viby-legatet.

»Det er så mit arbejdsværelse«, forkynder han og slår et dekadent perleglasforhæng til side og viser ind i det allerhelligste: Her står ikke et skrivebord, men en stor dobbeltseng. Du godeste. Morti Vizki er nok berømt som kroppens digter, men alligevel. Digterens boudoir!

»Her ligger jeg altid og håndskriver mine digte og mine stykker. Jeg har ingen computer og vil heller ikke have nogen. Bruger du sukker i kaffen?« spørger han. Vi forlader hulen og vender tilbage til det trygge sofabord.

Han debuterede i 1984 med »Digtsamling«, som siden er blevet til rigtig mange digtsamlinger, og siden igen blevet til både radiospil, romaner og flere store dramaer for scenen. Morti Vizki betegner stadig sig selv som en digter, der skriver dramatik. Han kan være god for flere scener i sin lyrik, og han kan være pokkers poetisk i sin dramatik. Og dog er verden ingen scene.

I et af sine digte, »Et digt om selve livet«, hedder det i begyndelsen og på sin egen bagvendte måde meget shakespearsk:

»Verden er ikke en scene, et teater/er du rigtig klog?/det er alvor og dine hæle, din svang/ingen generalprøve/det er ikke IT, men dybt/og strengt alvorligt, nej,/vi er ej idioter/der er noget tilbage.«

Livet er sgu alvor. Det er det også for forfatteren og fødselsdagsbarnet Morti Vizki. Han fylder 40 år i dag og befinder sig midtvejs i livet - på én gang på toppen af sit professionelle jeg og i en dyb, personlig krise.

»På nogle planer har jeg opnået meget. Jeg har fået udgivet rigtig mange bøger. Hvis jeg faldt om af et hjertestop, så har jeg faktisk skrevet og fået udgivet det, som jeg har - på hjerte.

På andre planer har jeg det knap så godt. Jeg har aldrig overvundet min generthed, og jeg har ikke fået rejst så meget. Der er så mange ting, jeg ikke har turdet. 40 år er en mærkelig alder, hvor man hverken er den unge, nye spændende lyriker eller gammel nok til at have opnået udødelig berømmelse.

Man gør også status over de tab, man har lidt. Mennesker. De kærester, man har haft - og tabt. Dem, som stadig lever, er jeg begyndt at tale med en gang hvert halve år, for jeg kan ikke tåle at miste flere. Jeg mistede min storebror, da jeg var 21, og han var 30. Det er det største tab, jeg har haft, for han var den, der satte mig i gang.«

Egentlig hedder han Morten Boeslund Poulsen, men som det undertiden sker, når folk bliver berømte; de skifter navn.

Morten Boeslund Poulsen blev født i 1963, mens Morti Vizki - dødsindviet i sit fornavn, sanseberuset i sit efternavn - kom til verden 13 år senere, da han blev medlem af storebrorens band.

»Jeg blev født i Frederiksværk, som var en stålværksby: Danmarks svar på Manchester. Og min bror lærte mig at høre, hvad der var af ny og spændende musik dengang i 70erne. Jeg spillede i et punkband sammen med min storebror, han leverede materialet, jeg var forsangeren.«

Var punken virkelig nået helt til Frederiksværk i de år?

»Vi havde skam både radio og varmt vand. Jeg var nu nok den første og eneste punker i Frederiksværk, men jeg kunne egentlig bedre lide David Bowie, så jeg gik med jakkesæt og slips i skolen.

I gymnasiet var jeg også ret optaget af den russiske balletdanser Nijinskij, og så skrev jeg ti digte om at kunne danse og gøre ved.

Jeg sendte dem ind til Poul Borum, der bestyrede tidsskriftet Hvedekorn. Som den narcissist jeg er, havde jeg også fået taget et billede, hvor jeg stod i balletkostume. Det sendte jeg med.«

Og både digtene og balletkostumet må havde gjort et dybt indtryk på Poul Borum.

Nogle år senere tog den unge Morti Vizki toget ind til København for at gå på dansediskoteket PAN-Klub. Her mødtes eleven og mesteren for første gang. Øverst oppe i danselokalet sad Poul Borum, helt sortklædt og med solbriller på, og holdt hof med en gruppe hardcore-punkere. De drak guldøl, han drak kaffe. Morti Vizki greb sit livs chance.

»Jeg gik hen til ham og sagde de bevingede ord: »Må jeg smage din kaffe?« Borum lettede på solbrillerne, kiggede op på mig og sagde med sin karakteristiske stemme: »Ja, Morti, det må du gerne.«

Senere på aftenen spurgte han mig, om jeg ville med ham hjem. Jeg flyttede ind i Havnegade og boede sammen med ham i tre år.

Det blev en meget vigtig periode, hvor jeg lærte alt om litteratur, som jeg ikke havde annammet i gymnasiet. En hel verden åbnede sig for mig. Poul Borum var min første læremester og bevæggrunden til, at jeg digt-debuterede i 1984.«

Jeg går ikke ud fra, at du kom i kontakt med Villy Sørensen på samme, hm, sanselige måde?

»Jeg modtog i 1986, tror jeg, Klaus Rifbjergs Debutantpris, som er den mindste pris, man kan få af Det Danske Akademi. Og dér var også Villy Sørensen mødt op. Han ville lige se, hvad jeg var for én. Så spurgte han, om jeg ikke ville komme ud og besøge ham. Og jeg var enormt bange den første gang, for Villy Sørensen var jo Danmarks klogeste mand og alt det dér.

Han havde svære rygproblemer, så jeg måtte hjælpe med at bære en divan ind til bordet, så han kunne ligge, lidt ligesom til et romersk ædegilde, mens vi drak kaffe og spiste chokoladekiks. Vi delte også en flaske whisky og blev gode venner. Villy Sørensen trøstede mig altid med klassiske citater og geniale fortilfælde, når jeg enten havde fået dårlige anmeldelser eller - det der er værre, og som jeg har fået tiere - gode anmeldelser, hvor man bare ikke havde forstået bogen.«

På et tidspunkt ønskede lyrikeren Morti Vizki også at få noget med mennesker at gøre og helst noget med glamour. Hvor går man så hen? Til dansk teater!

Det blev i 1989 til den prisbelønnede radioteaterdebut »Charlotte eller Omgivelserne«, hvor han mødte produktionschefen Heino Byrgesen, der i en lille menneskealder har været og stadig er fødselshjælper for mangen en ny dramatiker.

»Heino Byrgesen har forstået og påskønnet min måde at skrive på. Han ejer også det mest fantastiske bibliotek om teaterhistorie, som jeg læste i op gennem 1990erne. Han mener, jeg minder om den franske digter og dramatiker Jean Cocteau: At jeg virker overfladisk, hvis man ikke er i stand til at se mig dybere. Cocteau har sagt, at det, man bliver rakket mest ned for, skal man opdyrke. Alt det, som visse kritikere synes er så irriterende hos mig, værner jeg om.«

Og der er nok at værne om. Morti Vizki dyrker ikke politisk teater, men civilisationskritik, hvor han som regel undgår enhver realisme, men med så meget mere dramatisk kraft dypper pennen i mytens verden - undertiden også i mystikkens verden - for at beskrive det menneskelige forhold.

Han er berømt og berygtet for sit mærkelige, underskønne teatersprog. Som det hedder i dramaet »Dion«: »Hvad der må tage sig umoralsk ud, det er til visse tider civilcourage.« Den unge Dion(ysos) er eventyreren, der sætter fut til hele verden, og hvis mission er at være lyset og mørket, profeten og dræberen. En antikrist. I »Fyrtårnet« handler det om mongolbarnet, der insisterer på medmennesket. I »Menneskesøn« er Jesus vendt tilbage, selv om han godt nok genopstår på den lukkede afdeling. Morti Vizki har i det hele taget et stort hjerte for de forsømte børn og de fortabte sønner. Store som små.

»Jeg holder altid med de svageste. De svageste er de mest interessante, fordi de altid reagerer sundt på samfundet ved ikke at kunne holde det ud. For øjeblikket laver jeg en børnebog, der skal hedde »Den usynlige dreng«, og den bliver lidt mere rå end, hvad man er vant til. Drengen bor i en skov, og i normale børnebøger bliver børnene som regel glade for dyrene og taler med dem. I min bog æder drengen dyrene!

Så kommer han op på et slot, hvor der bor en stor, tyk kvinde næsten uden hår på hovedet, og som spiser for meget nervemedicin og chokolade - det er et selvportræt - og hun har en datter, som er bange for skoven, men datteren er et skelet, så hun kan ikke tage nervepiller, for det rasler jo lige igennem hende. Drengens opgave bliver at lære hende ikke at være bange for skoven.«

Det er da ellers noget af et selvportræt?

»Det kan man godt sige. Jeg sidder som sagt lige midt i min 40-års krise. Jeg blev syg for et par år siden af noget, der hedder generaliseret angst. Jeg er bange for f.eks. transportmidler, så jeg kan ikke rejse så meget. Nu går jeg hos en kognitiv psykiater, som har lært mig at gå på gaden igen om aftenen. Jeg lider også af det samme som 80-årige gamle damer gør: Jeg tror, at banken stjæler alle mine penge...

Det gør banken jo i virkeligheden også?

»Jamen, jeg tror det bare i større grad end andre. Vi taler om rigtig store formuer (latter). Jeg har også været bange for at komme i fængsel, for at blive offer for et justitsmord simpelthen, så det er sådanne nogle ting, jeg går til psykiater for nu. Min fængselsangst blev heller ikke mindre af, at jeg sidste sommer blev indlagt på en galeanstalt.

På grund af ressourcemangel blev jeg lagt på en tremandsstue, hvor der lå to rockere, der havde fået en psykose af for mange stoffer. Men til sidst blev jeg deres kæledægge. En af dem lagde efter to uger sin store arm om min skulder og sagde: »Jeg kan godt lide Elton John!« Så var jeg accepteret. Det var min bedste sommerferie.«

Og hvor er Gud midt i det hele?

»Jeg er jo ikke en kristen dramatiker på den måde, men jeg er begyndt at tale og skrive mere om Gud. Jeg kunne lige så godt være muslim, for det er den samme gud, vi taler om. Jeg prøver, i mere og mere af det jeg skriver, at gøre Guds nærvær muligt - eller beskrive mennesker, der håber på det.

Gud er ikke altid til stede i mit liv, men jeg beder til ham i min aftenbøn. Du kommer også med i aften! De mennesker, jeg har mødt i løbet af dagen, kommer med. Og så beder jeg Gud om at mærke hans nærvær. Jeg tror på Gud, men går - bare for en sikkerheds skyld - også til psykiater. Mere kaffe?«