Krop i teateret: »De mest hotte popstjerner er jo på grænsen til porno«

Sjældent har vi været så kropsfikserede og samtidig så fremmedgjorte over for kroppen og kropsmødet, som vi er i dag, mener Rie Hammer, chefredaktør på teaterbladet ISCENE. Derfor glæder hun sig over, at stadig flere teatre har fokus på vores forhold til den menneskelige krop.

Vores ofte problematiske forhold til kroppen er i fokus på teaterscenerne, bl.a. i flere forestillinger på teaterfestivalen CPH:Stage – her Teater Sort/Hvids »Opvisning i lavt selvværd« med Peter Flyvholm, Anders Mossling, Kitt Maiken Mortensen og Xenia Noetzelmann. Raphael Frisenvænge Solholm

Kroppen er i den grad i fokus på teaterscenerne i disse år. Alene på CPH:Stage festivalen tager en håndfuld forestillinger livtag med kropslighed og vores forhold til kroppen. Og det er der ikke noget at sige til, mener Rie Hammer, chefredaktør på teatersitet ISCENE og medlem af det udvalg, der har kurateret årets highlights på CPH:Stage. For sjældent har vi været så kropsfikserede og samtidig så fremmedgjorte over for kroppen og kropsmødet, som vi er i dag.

»På den ene side går vi enormt meget op i, at vores krop skal være perfekt, som vi ser det i reklamer og på alle de redigerede og forskønnede billeder, folk poster på de sociale medier. Og på den anden side har vi på mange måder mistet kontakt med kroppen – både vores egen og de andres,« siger hun.

»Det er ikke tilfældigt at Mungo Parks »Kvinde kend din krop« nu går på 10. År. Der er en enorm søgen efter, hvem vi er, og hvad det er med denne her krop – der er en fremmedgjorthed over for kroppen, hvad den er, og hvad den kan. Og her synes jeg, at kroppen i teatret kan noget helt andet end TV, film og Facebook.«

For nylig så Rie Hammer ungdomsforestillingen »Fucking Åmål«, hvor de to unge piger, Agnes og Elin, som er forestillingens hovedkarakterer, er kropsligt meget tæt på hinanden.

»Og jeg kunne mærke på det unge publikum, at det kunne de næsten ikke rumme,« siger hun.

»Det kan måske virke lidt mærkeligt, når man tænker på, hvad de ellers ser – de her musikvideoer med Ariana Grande, f.eks. »Side to Side«, og andre af de mest hotte popstjerner er jo på grænsen til porno. Men når kroppen bliver konkret i teatret, har det en helt anden effekt. Pludselig mærker vi følelserne med kroppen – det tror jeg, at måske især de unge ikke altid gør.«

Derfor glæder det hende, at så mange teaterforestillinger – også for børn og unge – har fokus på kroppen og vores forhold til den.

»Et rigtig godt eksempel er børneforestillingen »Ai-Ai-Ai« fra Aaben Dans, som netop er er blevet nomineret til en Reumert. Den handler om kroppen, der forsvinder bag alle de skærme, vi omgiver os med, og som tager næsten al vores opmærksomhed,« siger hun.

I den mere alvorlige ende fremhæver Rie Hammer Aveny-T’s »Klædt af«, der får premiere til efteråret. Den tager udgangspunkt i den tragiske såkaldte Umbrella-sag, hvor flere end 1.000 unge delte en video af en gruppe drenge, som havde sex med en kun 15-årig pige.

»Jeg tror ikke, de 1.000 unge, som delte den video, er onde. Men der sidder måske 1.000 unge derude, som ikke forstår det her kropsmøde, at det faktisk er ret voldsomt. Og det kan hænge sammen med, at meget af det, de unge ser, foregår på en skærm. Man bliver lidt blind, når man sidder med alle de skærme, og til sidst kan de næsten ikke være nøgne nok. Men når du så pludselig sidder i teatret, og det er rigtige levende mennesker, der står foran dig, her og nu, og lader kroppen lave den fortælling. Så er det noget helt andet. Og det er stadig det særlige ved teatret.«