Kroen ved foden af Valby Bakke

Omkring 1770 besluttede man at anlægge en ny vej fra Vesterbrogade og op over Valby Bakke. Det besynderlige knæk, som Vesterbrogade i dag slår ved Platanvej og Vester Fælledvej, er et synligt resultat af denne nye linjeføring, der blev katastrofal for en ellers meget besøgt kro.

Slotskroen var det sidste hus på Vesterbrogade før Frederiksberg Bakke. Bag plankeværket på hjørnet af Pile Allé lå beværterhaven med lysthuse. Billedet er fra 1904 – året efter var alt revet ned. Før og nu, 6. årg. Fold sammen
Læs mere

Indtil midt i 1700tallet var Valby Bakke et bjerg, man kørte uden om, hvis man skulle ud af byen i retning mod Roskilde eller Køge. Og der var to muligheder:

Uden for Vesterport kunne man tage turen nord om bakken ad den gamle Kongevej, som stadig hedder det samme, og ved Damhussøen fik man efter en halv times kørsel forbindelse med den egentlige Roskilde Landevej.

Men man kunne også vælge at køre syd om bakken ud gennem forstaden Vesterbro til værtshuset Sorte Hest, der var det sidste hus på Vesterbrogade, og hvorfra vejen fortsatte i en lige linje forbi Bakkehuset, som var et andet velbesøgt værtshus. Herfra videre ud gennem landsbyen Valby, hvor den lange bygade mundede ud i Roskildevej nær ved Damhussøen.

Alt det blev der lavet om på i årene omkring 1770, for da besluttede man at anlægge en ny vej fra Sorte Hest op over bakken og snert forbi det kongelige sommerslot. Det besynderlige knæk, som Vesterbrogade i dag slår ved Platanvej og Vester Fælledvej, er et synligt resultat af denne nye linjeføring.

Den slags småting er til at leve med for de vejfarende, men for bygningsinspektør J.C. Conradi blev den nye vej hen over bakketoppen en ulykke med fatale konsekvenser.

Han ejede Bakkehuset, som oprindelig var en landejendom fra Christian IVs tid, men hvor der siden 1651 havde været drevet kro. Beliggenheden ud til landevejen ved foden af bakken var fortrinlig. Altid var der rejsende, der trængte til et hvil og en dram.

Conradi byggede om og udvidede Bakkehuset med et par fløje, og mod en afgift på fire rigsdaler om året kunne han fra 1766 kalde sig privilegeret værtshusholder. Han var herre i eget hus, men trods den fornemme titel var der betingelser, som majestæten krævede efterlevet uden slendrian:

Øl og brændevin måtte ikke tilvirkes på stedet, men skulle ubetinget hentes inde i København, og så måtte han sikre, at værtshuset – med kongens ord – »ingenlunde blev misbrugt til fylderi eller tidsspilde for bønder eller andre.« Alting tegnede lyst, men så åbnede den nye vej op over bakken i 1776, og hermed kom de rejsende ikke længere forbi det hæderkronede værtshus.

Landevejen forsvandt pø om pø og blev først 100 år senere erstattet af Rahbek Allé, som ligger længere ude og på den modsatte side af Bakkehuset. Conradi gik fallit, og da en ny ejer, Carl Henrik Ording, efter en tvangsauktion tog ejendommen i besiddelse, fulgte privilegiet til at drive kro med, »ifald køberen lader Bakkehuset flytte hen til den nye vej«, som der stod i betingelserne.

Ording drømte nu ikke om at flytte Bakkehuset. Det blev liggende, hvor det havde ligget i over 100 år, men han havde en plan: En helt ny kro ville han opføre i det yderste hjørne af den vidtstrakte grund omtrent på det sted, hvor den nyanlagte Roskildevej krydsede den ligeledes nye Pile Allé.

Bygningen stod færdig efter et par år, og så tillod han sig at anmode om tyve års fritagelse for skatter og afgifter. Det ønske blev kun delvis efterkommet, for der var efter Rentekammerets opfattelse kun én eneste grund til at have en kro på dette sted – nemlig at sikre natteleje til rejsende, som var ankommet til byen, efter at portene var lukket. Noget at drikke kunne man få så mange andre steder i nabolaget, for der var på den tid ikke mindre end 34 forskellige udskænkningssteder til at betjene Frederiksbergs 700 indbyggere, og fire af dem levede op til lovens krav om bevilling.

I 1782 blev den nye kro »kongelig privilegeret«, og samme år blev den overtaget af skræddermester Carl Henrik Orm, som imidlertid døde, hvorefter bevillingen gik videre til sønnen, Johannes Orm. Det gamle Bakkehus, der ikke længere kunne bruges til kro, blev omdannet til sommerpensionat, og så kunne man tro, at den nye kro ved den nye vej skulle hedde noget i retning af det nye Bakkehus, men således gik ikke:

Det mere pompøse navn Slotskroen blev valgt, og dét hed etablissementet med skiftende ejere de følgende halvandet hundrede år. Fra tid til anden ændrede huset udseende, når det blev nødvendigt med nye tilbygninger – dels til en rejsestald og dels til keglebane og billard.

På hjørnet af Pile Allé blev der i 1800-tallet etableret en såkaldt beværterhave med små lysthuse af den slags, som man også havde på den modsatte side af alléen. Pæn og nobel og helt igennem familievenlig, det var Slotskroen, kunne man læse i Illustreret Tidende – det sidste bedested inden ankomsten til den store by, og det sidste inden man skulle forcere den stejle bakke.

Men ak, alting har sin tid. Jernbanen og andre selvkørende transportmidler tog livet af den gamle landevejskro. Den blev i begyndelsen af 1900tallet overtaget af et byggekonsortium med henblik på nedrivning, og på stedet opførtes en moderne beboelsesejendom i hollandsk renæssancestil prydet med tårne, og hvorom det med rette er sagt, at den ikke lagde skjul på sin eksistens.

Også i den nye ejendom levede navnet imidlertid videre en rum tid i form af en restaurant med indgang fra hjørnet af Pile Allé. Den gamle historie om Bakkehuset og den nye landevej op over bjerget gik imidlertid i glemmebogen, og for et halvt hundrede år siden blev Slotskroen til Discoteque Stonewill og Barneys Bodega. Det var noget andet.