Kritikerens skærsild

Tro ikke at en kritiker ikke kan få dårlig samvittighed. Og især omkring nytår blive i tvivl om de store, magtfulde ord i det forgangne år. Dækkede nogle af dem dybest set over hans uformåenheder som læser og skribent?

Kritikere er jo også mennesker og kan som sådan, i glimt, være nogle dumme svin. Ligesom inkassatoren hos Told & Skat, P-vagten i indre by og togkontrolløren, hvis dag er reddet, når en passager har glemt at stemple billetten.

Dog har litteraturkritikeren hverken logo, kasket eller uniform at bryste sig med. Og heller ikke dertil indrettede kvitteringer og officielle formularer, hvor en bøde kan stadfæstes og en »fornuftig« afdragsordning med skyhøj rentesats nedfældes.

Men kritikeren har sit elskede skrivebord, adgang til meningsdannelsen og skærmen, hvorpå han ofte må ud i tvivlsomme, diskutable for ikke at sige fejlagtige afregninger, der egentlig alt for sjældent ender med bøde, bet eller byret. Men ganske ofte medfører fortvivlede opsange fra kunstneren, det trofaste publikum og rasende væbnere på parnasset.

Værst er naturligvis kunstnerens reaktion. Den kommer fra et blødende hjerte, der ikke er i stand til størkne lige med det samme. Som da Peter Høeg her mellem jul og nytår, syv måneder efter udgivelsen af »Den stille pige«, pludselig dukkede op i den norske avis »Aftenposten« og fortalte, at han følte sig mere eller mindre skamskudt af litteraturkritikere i Danmark og derfor måtte til udlandet for at finde forståelse. Med Høegs egne ord:

»Mediebilledet har overrasket mig. Reaktionerne har enten været vældig negative eller vældig positive. Jeg har endnu ikke helt fået bearbejdet eller forstået dem. Debatten i Danmark har været vældig emotionel, ikke ukompliceret (...) et eller andet er sket i den danske offentlighed. I udlandet var det mere ukompliceret.«

Kunstneren bløder. Og så er det jo, at kritikeren - endnu beruset af nytårs-Danmarks trang til krytalkugler og selvransagelse - griber Høegs roman i reolen og genlæser anmeldelsen her i avisen. Var jeg for hård og heftig? For smagsindskrænket og genre-forudbestemt? Og faldt for fristelsen til at råbe højt og hurtigt? Overså jeg - som norske Jan Kjærstad efterfølgende påstod i sit defensorat for kvaliteterne i Høegs roman - at »Den stille pige« er en ny tids »Ulysses«?

Hånden på hjertet, bogen og anmeldelsen: Jeg synes det ikke. For mig at læse, er og bliver »Den stille pige« et usammenhængende monstrum af en tørvethriller, som kun formår at samle det, Piet Hein kalder for »det, man ikke kan gabe over, og det man ikke kan lade være med at gabe over«.

Dermed vedkender jeg mig også, at min skuffelse og forbløffelse, over at Høeg ikke længere kan fortælle en historie, med mindre den handler om træning af bevidstheden og lytteøvelser i stilheden, kom til at overskygge en saglig vurdering af mandens forsøg på i romanens form at slå en regnbuebro mellem skrift og spiritualitet, hvor navnet »Jes Berthelsen« bøjes i neon. Men sådan er det med kunstkritik. Det er dens svaghed og styrke: Det subjektive siver ud gennem revnerne i »objektiviteten«.

Trods mine nytårskvababbelser over således at være skyld i at forfatter Høeg ifølge »Aftenposten« nu befinder sig i en endnu dybere skrivekrampe end de foregående ti år, vil jeg altså fastholde mit hovedsynspunkt: At Peter Høegs forfatterskab med »Den stille pige« har udviklet sig til en missionsvirksomhed.

Den påstand - hvor provokerende den end må lyde - er ikke det samme som at fremstille Peter Høeg som et dårligt menneske. Kun som en mindre god kunstner. Og skulle han om 5, 10 eller 15 år udgive et nyt værk, vil der her fra Bogbjerget lyde et nysgerrigt: »Vær velkommen, Peter Høeg, og velkommen herhid!«