Kritikere: Ny Tom Cruise-film gør knæfald for Kinas kommunister

Næste år kommer opfølgeren til en af firsernes største biografsucceser, »Top Gun«. Men i traileren er Taiwans og Japans flag fjernet fra Tom Cruise’ jakke. Det kan skyldes, at filmen er medfinansieret af en kinesisk tech-gigant, mener kritikere.

Top Gun
Mærkerne på Tom Cruise' jakke i den oprindelige film med Japans og Taiwans flag på. I traileren til den nye film er mærkerne ændret til grafiske symboler. Fold sammen
Læs mere

Skuespilleren Tom Cruise skabte mode i 1986 efter sin medvirken i filmhittet »Top Gun«, hvor han spiller jagerpiloten Maverick iført jeans, Ray-Ban solbriller og pilotjakke i læder.

Nu er hans outfit i traileren til den længe ventede opfølger, »Top Gun: Maverick«, blevet genstand for debat. I den originale film bærer Tom Cruise nemlig en pilotjakke med mærker fra hans missioner, deriblandt Japans og Taiwans flag, men flere Twitter-brugere har bemærket, at disse flag i den nye trailer er udskiftet med grafiske symboler i præcis samme farver.

Se traileren til »Top Gun: Maverick« nedenfor.

»Godkendt af kommunistpartiet«

Eftersom »Top Gun: Maverick«, der har premiere næste sommer, er medfinansieret af den kinesiske tech-gigant Tencent Pictures, er kritikerne begyndt at spekulere i, hvor stor indflydelse den kinesiske virksomhed mon har haft på filmen.

Marc MacKinnon, journalist

»Maverick har den samme læderjakke - men denne gang er den godkendt af Kinas kommunistparti, så de japanske og taiwanske flagmærker er fjernet.«


»Der kommer en ny »Top Gun«-film. Og Maverick har den samme læderjakke på - men denne gang er den godkendt af Kinas kommunistparti, så de japanske og taiwanske flagmærker er fjernet (screenshottet til højre er fra den nye trailer, red.),« skrev den canadiske journalist Mark MacKinnon fredag på Twitter.

»En film, der glorificerer det amerikanske millitær, men bøjer sig for kinesisk overfølsomhed. Sikke en tid at leve i,« skrev en anden Twitter-bruger.

Et af verdens største filmmarkeder

Kina har længe haft et anstrengt forhold til nabolandene Japan og Taiwan. Taiwan har været uafhængigt siden 1949, men Beijing ser stadig øen som en del af sit territorium. Gennem årene har Kina presset virksomheder, flyselskaber og regeringer til at omtale Taiwan som kinesisk område.

I løbet af de seneste 15 år er Kina vokset til et af verdens største filmmarkeder, og det seneste par år har Tencent investeret i film til det amerikanske marked, bl.a. »Wonder Woman«, »Kong: Skull Island« og »Venom«.

Kinas kommunistiparti er kendt for sin strenge filmcensur og har tidligere blandet sig i, hvordan landet bliver fremstillet på film.

Det er dog uvist, hvorvidt Kinas kommunistiske parti virkelig har haft noget at gøre med flagene på Tom Cruise' jakke i den kommende opfølger til »Top Gun«. Hverken Paramount Pictures, der står bag filmen, eller Tencent Pictures har kommenteret sagen.