Kritik af muslimsk badetøjsmodel

For første gang har det amerikanske magasin Sports Illustrated en model i hijab og burkini med i deres badetøjs-udgave. Dansk Kvindesamfund mener det er i tråd med tiden, mens debattøren Jaleh Tavakoli kalder det en »bjørnetjeneste for muslimske kvinder«.

Halima Aden er en af verdens mest berømte modeller med hijab. Hun har tidligere prydet britisk Vogue og i marts var hun på forsiden af Vogue Arabia. ANDREW KELLY

Hun er ung, smuk og smilende. Og så poserer modellen Halima Aden i maj-udgaven af det berømte amerikanske magasin Sports Illustrated i hijab og burkini - den muslimske version af en bikini, hvor hele kroppen er tildækket.

Det er første gang nogensinde, at en model i burkini er med i magasinets verdensberømte swimsuit issue. Den 21-årige topmodel er amerikaner med somaliske rødder og voksede op i en flygtningelejr i Kenya, hvor billederne også er skudt. Sidste år var hun den første model med hijab, der prydede forsiden af britisk Vogue.