Krimiforfatter lader læserne høre sin research

Virkelighedens forbrydelser har altid fascineret Lone Theils. I sin nyeste krimi tager hun skridtet fuldt ud. Hele fortællingen bygger på virkelige historier, som hun har researchet frem for åben mikrofon.

Forfatter Lone Theils Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Lone Theils opklarer altid forbrydelser. Læser hun aviser, digter hun med det samme videre på historierne. Hvorfor gjorde folk, som de gjorde? Hvad fik dem til at reagere så hårdt? Hvad er deres motiv?
Det handler om at sætte tingene ind i en sammenhæng for at forstå dem. Som når man sætter postkort op i alfabetisk rækkefølge eller ordner kogebøger efter farverne på deres omslag. Lone Theils kan godt lide systemer.
Hun har tilmed lavet regler for sin egen læsning. Kun hver anden bog må være en krimi. Og den skal ikke læses, mens hun selv skriver på en bog.
Men så er der jo aviser.

»Jeg læste lige en sag om to britiske teenagere, der tog hjem til en klassekammerat, slog hende og moderen ihjel, før de tog et brusebad og så »Twilight«-film. Sådan nogle detaljer, altså. De sætter sig fast,« siger Lone Theils og drikker af den te, som vi må købe for at få lov at sidde i Torvehallerne. Theils er ellers mest til »sort kaffe«, som hun siger.
Hun medgiver, at det kan være svært at forstå, hvordan man kan være så optaget af at læse om drab og overfald. . Men kun hvis man sætter sig ind i deres tanker, kan man måske undgå at det sker igen.
Lone Theils er optaget af retfærdighed.

»Jeg tror også, at det er det, jeg så godt kan lide ved krimier. De forsøger at genskabe orden. I virkeligheden er der en masse korrupte bankfolk, der går fri og en masse mordere, der aldrig bliver fanget. Men i bøgerne er det meget sjældent, at det ender med, at kriminal-kommisæren giver op. Gåderne bliver løst. Det er meget forløsende. Og meget anderledes end i virkeligheden.«

Allerede som barn hev Lone Theils kriminallitteratur hjem fra skolebiblioteket. Historier om virkelige mordere – som den om den amerikanske enke, der lokkede rige mænd til for at begrave dem under sin terasse – blev slugt. Alligevel arbejdede hun længe som korrespondent, før hun skiftede virkeligheden ud med fiktionen. Eller rettere – begyndte at omskrive virkeligheden til litteratur. Springet blev taget i 2015, da hun udgav sin debut »Pigerne fra Englandsbåden«, som også blev den første bog om den kvindelige detektiv Nora Sand, der bliver grebet af en gammel sag om to forsvundne danske piger. Sidst set på Englandsbåden i 1985.  Bogen er siden solgt til udgivelse i 14 lande, og Theils har nu droppet sit faste arbejde som korrespondent  i London. Nu er hun fultidsforfatter med base i et kolonihavehus på Amager.

Fire bøger er det blevet til –  og så ringede DR.
»Det begyndte med, at de ville have mig til at lave et journalistisk program, men et stykke henne i forløbet lagde vi os fast på, at jeg bare skulle skrive en krimi i radioen. Og jeg tænkte bare: »åh nej«, husker Lone Theils, der allerede var i gang med en anden bog på samme tidspunkt.

Men med tiden virkede det alligevel som den helt rigtige koncept, og i denne uge udkom hendes nye bog, der er skrevet for åben mikrofon. Gennem fire programmer, der sendes på P1, kan lytterne følge alle trin af arbejdsprocessen. Man er med, når Theils besøger en afhøringsekspert. Man følger hende, når hun kontakter en overlæge i retspsykiatri, og når hun møder patolog. Og vi er med på en kanalrundfart, hvor Theils spørger skipper Anders, om han nogensinde har fundet et lig i vandet. Det har han ikke. Men Kamma, hun har prøvet det. I radioprogrammet fortæller guiden om liget, der lå i vandet, da havnebussen en sommerdag lagde til ved Operaen. Fortællingen er brugt i »87 sekunder«, der udelukkende bygger på den research, Theils lavede til radioen. Det var hele eksperimentets kongstanke.

»Det har virkelig været et benspænd,« forklarer Lone Theils. Ikke fordi hun er uvant med at bruge virkeligheden som inspiration. Men fordi eksperternes udsagn faktisk overraskede hende.
»Jeg talte f.eks. med Frederik Sand fra Politimuseet, og han fortalte om en gammel sag fra Sønderjylland, hvor en mand blev bedt om at levere DNA til en efterforskning. Manden blev glad. Han sagde, at det var dejligt at få muligheden for at blive renset. Han gav sin blodprøve og tog så hjem og slog sin familie ihjel. Da prøverne kom tilbage, viste de, at det også var ham, der havde begået den første forbrydelse«.

Også den sag er brugt i bogen i let omskrevet form.
»Min redaktørs første indskydelse var, at det var for langt ude. Men det er også virkeligheden. Den er sådan,« konstaterer Lone Theils.

»87 sekunder« handler om den mandlige efterforsker Georg Gulmann, der sættes på en vanskelig opgave, da en ung kvinde findes druknet i Christianshavns Kanal.  Lynhurtigt falder mistanken på kvindens kæreste – netop for at afspejle, at de kvinder, der myrdes i virkeligheden, ganske ofte er ofre for affekt-drab.

»Jeg talte f.eks. med Bent Isager, forhenværende drabschef ved Rejseholdet, og han fortalte mig, at næsten alle andre kategorier i kriminalstatistikkerne, altså bandekriminalitet, berigelseskriminalitet, og så videre, dem kan man gøre noget ved med en målrettet indsats. Men når det kommer til partnere, der slår hinanden ihjel, er antallet næsten umuligt at bringe ned.  Det er da ret interessant,« siger Theils og understreger, at det nok er derfor, at hun – ligesom mange af hendes kolleger – ofte har kvindelige ofre.

»Kvinder er de nemme ofre, og det er ofte dem, der rammes af den personlige vold og affektdrabene. Og selvfølgelig sexforbrydelserne. Derfor ligger de lige for til en krimi.«
Selvom Lone Theils selv læser flere hårde krimier, mener hun selv, at hendes bøger ligger i den milde ende. Der er ikke meget vold og ikke mange detaljer.
»Men selvfølgelig sker der frygtelige ting i bøgerne. Der er børn, der kommer til skade, og det er altid hårdt at skrive om. Nogle gange bliver jeg nødt til at støvsuge for at tænke på noget andet.«

At der overhovedet er et barn, der kommer til skade i »87 sekunder«, skyldes, at historie tager udgangspunkt i virkeligheden. Ellers ville hun nok ikke ha valgt det.
»Jeg skriver det jo bare som det er. Jeg prøver ikke at gøre det værre end det er. Men det hører  selvfølgelig med til min historie, at jeg har været i Kosovo og se ting, man ikke bør se. Og det er jo også noget, jeg bærer med mig,« siger Lone Theils, der dog ikke bryder sig om de senere års tendens med at udpensle volden.

Hun nævner Patricia Cornwells Kay Scarpetta-romaner, som eksempel på nogle bøger, hvor man kommer alt for tæt på.
»Her er man helt inde ved obduktionsbordet og hører, hvordan leveren var skåret ud. Dér kommer man lidt for tæt på. Det synes jeg ikke er nødvendigt.«
I forbindelse med »87 sekunder« afstod hun også selv fra at opsøge familier og spørge til deres erfaringer med at genkende slægtninge ved obduktioner.
Det var alligevel for meget virkelighed.