Krimidronning vinder De Gyldne Laurbær

De Gyldne Laurbær er aldrig tidligere gået til en krimi skrevet af en kvinde. Det laver Sara Blædel om på.

Sara Blædel vinder prisen De Gyldne Laurbær for sin krimiserie om Louise Rick. Hendes bog "The Forgotten Girls" udkommer tirsdag i USA. Fold sammen
Læs mere
Foto: Simon Skipper
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

De Gyldne Laurbær går i år til Sara Blædel for hendes krimi »Kvinden de meldte savnet«.

Dermed skriver den 50-årige forfatter historie.

Prisen, som de danske boghandlere har delt ud siden 1949, er nemlig aldrig tidligere gået til en krimi skrevet af en kvinde.

Sara Blædel var da også temmelig overvældet over at få De Gyldne Laurbær.

»Helt ærligt er jeg en lille smule rystet. Hvor er det overvældende,« sagde Sara Blædel, da prisen traditionen tro blev overrakt til en surprise-begivenhed - denne gang på forlaget People’s Press, som har udgivet Blædels krimier.

Sara Blædel tabte den buket hun - også helt som etiketten foreskriver - blev udstyret med.

»Det må vist være min dag i dag,« sagde Sara blædel og henviste til, at hun får prisen på dagen, hvor hendes bog »De glemte piger« udkommer på det amerikanske marked.

»Kvinden de meldte savnet« er Sara Blædels niende krimi i serien om Louise Rick fra Eftersøgningstjenesten ved Københavns Politi.

De Gyldne Laurbær er en ærespris, som uddeles hvert år. Foreningen De Gyldne Laurbær - tidligere Boghandlerklubben - finder vinderen ved at lade alle landets boghandlere stemme om den seneste bogsæsons udgivelser.

Prisen gives til en forfatter, der efter boghandlernes bedømmelse vil “vinde en plads i litteraturen” for en bog af skønlitterær karakter. Æren kan kun tildeles en forfatter én gang i karrieren.

Med prisen følger en laurbærkrans og et boggavekort på 2.500 kroner.

Sara Blædel er den 65. modtager af De Gyldne Laurbær. Tidligere er prisen gået til blandt andre Karen Blixen, Halfdan Rasmussen, Tove Ditlevsen, Bjarne Reuter, Leif Panduro og Benny Andersen.

Sidste år modtog Anne-Cathrine Riebnitzsky prisen for sin roman »Forbandede Yngel«.