Jan Grarup, 50 år, krigsfotograf.
»Jeg elsker Afrika, kulturen og personlighederne. Men det er også her, jeg har set de mest brutale ting, fordi der er så mange uløste konflikter. Men Somalia og særligt Mogadishu er kommet mit hjerte nær, og jeg har været i landet 20-30 gange de sidste ti år.
Alle kender filmen »Black Hawk Down« om amerikanernes landsættelse af styrker i 1992, hvor ligene af amerikanske helikopterpiloter blev slæbt rundt i gaderne. Somalia har været igennem alt fra warlords til Al Shabaab-militister og hungersnød, men folket er enormt gæstfrie og imødekommende.
Når jeg er i Mogadishu, er jeg iklædt skudsikkervest, og jeg har 10 livvagter med mig hele tiden. Det skal man have. Det er stadig et utrolig farligt sted at være. Der er bilbomber, likvideringer og kidnapninger, så man skal ikke underkende sikkerhedsrisikoen. Men for hver eneste gang jeg har en dårlig oplevelse, har jeg fem gode.
Når jeg besøger mogadishu, er det som at komme hjem.
For nogle år siden kørte mine livvagter og jeg rundt i byen. Vi snakkede om løst og fast, og en dag, da vi kørte forbi et ødelagt stadium, fortalte en af livvagterne henkastet en anekdote om nogle unge kvinder, der spillede basket derinde. Vi var på vej ud til byens yderste frontlinje »kilometer 18«, hvor terrororganisationen Al-Shabaab har kontrollen på modsatte side. Så jeg var i byen for at lave en krigsrelateret historie, men som altid i Mogadishu tog turen et 180 graders sving.
Jeg tænkte ikke videre over den henkastede historie, før jeg kom hjem om aftenen, men pludselig kunne jeg ikke slippe den, for alt i den var forkert. Mogadishu er islamistisk. Her går unge kvinder i niqab, og de dyrker ikke sport. Så hvordan kunne det passe?
Jeg undersøgte sagen og fandt en ung kvinde, der hedder Suez. Jeg tog med hende og så, hvordan kvinderne kom gående ind i det gamle smadrede stadium, tildækkede i niqabber, men med basketstøvler i plastikposer. Så snart portene var lukkede, røg det traditionelle tøj, og så stod der Ronaldo og Messi på ryggen af kvinderne. Og så begyndte de at spille basket. De spillede ad helvedes til, men de havde det fantastisk, og nu har de fået et landshold.
Herinde fandt kvinderne et fristed, hvor de kunne føle sig sikre. De SMSede og grinede. Flirtede og blinkede til mig. De blev pludselig unge kvinder på lige vilkår med alle mulige andre unge kvinder verden over.
Da jeg mødte kvinderne, blev de allerede truet på livet af byens forskellige islamistiske grupperinger, så de var faktisk ikke bange for, at historien om dem skulle publiceres. De var iskolde og fortalte, at man allerede forsøgte at slå dem ihjel, så hvorfor ikke? De kunne alligevel kun dræbes én enkelt gang.
De brød med landets kultur for at dyrke sport. Og jeg så unge kvinder, der kæmpede for kønsligestilling. Et symbol på den moderne unge kvinde i et traditionelt muslimsk land. Sådan nogle ting kan man også opleve i Mogadishu, og hvis man som fotograf ikke elsker sådan et land, så skal man finde sig et andet job.
Jeg joker tit med, at den dag jeg ikke kan tage billeder mere, vil jeg åbne en fotobutik i Mogadishu. Jeg har faktisk fundet butikken. Så en dag giver jeg jer alle sammen fingeren, og så flytter jeg til Mogadishu.«
Rejsen jeg aldrig glemmer
Hver uge fortæller vi på denne plads om en rejse, der har gjort særligt indtryk, fordi alt lykkedes eller mislykkedes, fordi naturen, maden eller en udflugt var storslået, fordi der skete noget særligt eller...
