Krigen mellem kongen og ærkebiskoppen

Udgravningen af Jarmers Tårn og den tilstødende bymur. I baggrunden Nørre Voldgade til venstre og udmundingen af Sankt Peders Stræde i Vester Voldgade til højre. ?Foto 1885, Før og nu, 1. årg Fold sammen
Læs mere

Da skildvagterne blev fjernet fra byportene midt i 1850erne, var København ikke længere en fæstning. De forhadte porte blev derfor i løbet af ingen tid revet ned, men voldene med de fire gabende huller var det derimod en langsommelig affære at slippe af med.

I 1885 var man i gang med at sløjfe Helmers Bastion i knækket mellem Vestervold og Nørrevold ud for Sankt Peders Stræde. Og da kom resterne af en tårnbygning og den gamle bymur fra middelalderen lidt efter lidt frem i lyset. Helt uventet var det ikke. Få år tidligere var man nemlig stødt på andre fortidsminder, som i århundreder havde været begravet i volden: Dels den tidligste Nørreport ud for Nørregade og dels det otte meter høje Hanetårn fra 1500-tallet. Meget intakte var de, men de lå i vejen for udviklingen, og så blev de ligesom byportene revet ned i en fart. Til gengæld blev den nyopdagede ruin reddet af skæbnen, da det viste sig, at den alligevel ikke var nogen hindring for en projekteret ridesti. I stedet for nedrivning etablerede kommunen et lille grønt anlæg beskyttet af et hegn, og i dag er Jarmers Plads kendt af enhver, der færdes i byen.

Men hvem denne Jarmer var, som har givet stedet navn, er til gengæld mindre kendt. Og det har sin forklaring, for vi skal tilbage til midten af 1200-tallet, hvor han var en af hovedpersonerne i en blodig fejde mellem kongemagten og kirken om ejendomsretten til København. Christoffer I var blevet konge i 1252, og samme år var hans indædte modstander, Jakob Erlandsen, blevet ærkebiskop i Lund. Det skulle gå galt. Og det gjorde det. Ærkebispen havde været til kirkemøde i Lyon og fået pavens ord for, at kirken var uafhængig og stod over de verdslige fyrster, og at den kanoniske ret derfor havde forrang for borgerlig lovgivning. Det var just det glade budskab, han havde behov for at høre fra kirkens overhoved. Ikke for at frelse de syndige sjæle gennem skærsildens pinsler, men med Guds velsignelse kunne han herefter tilegne sig bøder og andre indtægter, som efter verdslig lov kun tilkom kongen. Situationen var uholdbar, for kong Christoffer kunne ikke leve med at have en ærkebiskop, som åbenlyst tilranede sig værdier, der rettelig tilhørte kronen. Konflikten spidsede til, og nu lod kongen et brev oplæse på tinghuset i Lund, hvori han fratog ærkebispen alle friheder og alle de materielle goder, han havde fået i arv fra sine forgængere. En krigserklæring var det, og et tæskehold af husmænd, såkaldte kotkarle, bevæbnede med køller drog nu i leding for kirkens sag, men det endte med at gå ud over både gejstlige og verdslige, da karlene til sidst ikke var helt sikre på, hvorfor de sloges.

I de usikre tider skønnede kongen, at det var på sin plads at få sin tiårige søn – den senere Erik Glipping – kronet til tronfølger. Det nægtede Jakob Erlandsen. Men så blev han anholdt og smidt i fængsel, hvorefter biskoppen i Roskilde befalede at lukke alle landets kirker. Han hed Peder Bang, og han var Erlandsens nevø og tro undersåt. Også han var nu inddraget i konflikten, men da hverken Roskilde eller København var sikre steder for ham, flygtede han til Rügen, hvor fyrst Jaromar regerede som kong Christoffers vasal. Danskerne kaldte ham Jarmer. Også han havde en dagsorden, for han så gerne sin tilkommende svigersøn som dansk konge, og Roskilde-bispens anmodning om at storme København med en hær tog han inderligt gerne imod. Den 18. april 1259 gik han i land, og et par dage senere blev stormen sat ind på fæstningens svageste punkt. Stedet, hvor han trængte ind i byen, kaldte københavnerne senere Jarmers gab, og det var her Frederik I små 300 år senere opførte en bymur og et hjørnetårn, som igen 100 år senere blev begravet under en jordvold. Alt sammen for at fortidens ulykker ikke skulle gentage sig.

Historien sluttede som en klassisk tragedie: Ærkebispen døde på vej hjem fra Rom, kongen blev forgiftet af nadvervin, og Jarmer fik et spyd gennem kroppen, da han på vej tilbage til Rügen overnattede på Bornholm og sov rusen ud i en hytte.