Krig mellem soldaterkirker

Vognskuret, som beskyttede Garnisons Kirkes ligvogn mod vind og vejr. baggrunden til højre ses kirken på Sankt Annæ Plads. Fold sammen
Læs mere
Foto: ca. 1900. Før og nu, 2. årg.
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det lignede en konflikt mellem flåden og landtropperne, for de stridende parter var byens to soldaterkirker, Holmens Kirke og Garnisons Kirke. Men hvorfor sloges de? Det korte svar er: Fordi der var penge på spil.

Holmens Kirke, som i 1619 var blevet indviet i en gammel ankersmedje, havde fra begyndelsen dårligere økonomiske kår end byens øvrige kirker. I praksis hidrørte dens eneste sikre indtægter til dækning af de daglige udgifter fra udlejning af stolestader og – ikke mindst – begravelser. Det lignede derfor en klog investering, da kirken i begyndelsen af 1700-tallet opførte det rummelige og meget maleriske gravkapel langs kanalen.

Men det skulle selvfølgelig tjene sig selv ind, og så var det, at Frederik IV udstedte en forordning, som gav sømandskirkens ligvogn eneret til at sende afsjælede medlemmer af både land- og søetaten ud på deres sidste køretur. Det var en håndsrækning af uvurderlig betydning for kirkens økonomi.

Til gengæld var den kongelige hjælp til Holmens Kirke en sviende kindhest til Garnisons Kirke. Den var blevet opført på Sankt Annæ Plads i årene 1703-06 for at give de mange soldater til lands et sted at mødes og høre et opbyggeligt ord. Men det betød, at kirken anså sig som den eneste berettigede til at tage vare på hærens officerer i liv og død - og således også lægge beslag på de udgifter, der var forbundet med en fornem gravfærd.

Garnisons Kirke havde derfor til formålet anskaffet sig et stateligt køretøj,en åben ligvogn med himmel. Den stod til daglig beskyttet mod vind og vejr i en rummelig bygning i Store Strandstræde, og det ville være undergravende for kirkens økonomi, hvis vognen skulle tages ud af brug. Gud forbyde det! - og så fortsatte Garnisons kirke med at begrave døde officerer fra garnisonen på trods af den kongelige forordning. Det måtte gå galt, og det gjorde det.

Et egentligt sammenstød med brug af våbenmagt mellem de to værn kom det aldrig til. Men i månedsvis blev der opbygget en stigende spænding mellem de to menigheder, og det kulminerede, da mandskab fra flåden en dag i 1712 lagde sig i baghold et sted i byen og efter en kort kamp erobrede Garnisons Kirkes ligvogn. Den havde netop været i tjeneste og var på vej hjem.

Hermed havde de økonomiske interessemodsætninger udviklet sig til åben strid, og det var selvfølgelig en utålelig situation. Der måtte findes en mindelig løsning på konflikten, og det endte med, at kongen trak sit tilsagn til Holmens Kirke tilbage, således at Garnisons Kirke atter fik lov til uhindret at begrave sine døde og – nok så vigtigt - have økonomisk glæde af det.