Kresten Schultz Jørgensen: Kan vi få lidt mere rigtigt arbejde ind i den offentlige samtale?

Pandemien har stillet skarpt på fænomenet arbejde og hvor forskelligt, man kan se på det.

»Det haster for den socialdemokratiske regering, der var god til at lukke samfundet ud fra sundhedshensyn, men som hånden på hjertet jo aldrig rigtigt har haft et sprog for de moderne iværksættere, de selvstændige og de kreative.« PR-foto

Nogle savner at gøre en forskel sammen med andre dygtige mennesker. Andre er helst fri for det daglige stress og hygger sig derfor diskret i sommerhuse.

Den socialdemokratiske regering taler om jobs, som om det er en ting, der bare findes. Andre forholder sig til, at arbejde nu engang kræver kunder i butikken og et levende menneske bag disken.

Det haster for den socialdemokratiske regering, der var god til at lukke samfundet ud fra sundhedshensyn, men som hånden på hjertet jo aldrig rigtigt har haft et sprog for de moderne iværksættere, selvstændige og kreative.

Arbejde er kultur, kort sagt. Og fænomenet har altid haft en dobbelthed, uanset om man var rød eller blå. Det afhænger af dagen, kan man vel sige, og måske også af, om man lige nu har ét. Om man er i salveten med egen karriere og masser af inspiration, eller om man omvendt har mistet det arbejde, man havde, og om man måske oven i købet føler sig mistænkeliggjort og ydmyget for ikke engang at have ét.

Så hvad er det med det arbejde? Er det ven eller fjende?

Et sted at starte er med arbejdsbegrebets dobbelthed, som har været med os hele vejen: Mennesket er født til at arbejde og lide, ligesom fuglen er født til at flyve, hedder det sørme allerede i Bibelen

Så arbejde er ikke bare for sjov, heller ikke på det plattyske »Arbeit«, som det kommer af: Smerte, slid, fattigdom. En religiøs tone af pligt, som vi kender særligt godt i det protestantiske Nordeuropa.

Men der er også noget andet, nemlig dobbeltheden, der i Norden var så anderledes, at vi måtte opfinde et helt andet ord for sagerne: Virke, der stod for alle de aktiviteter, der var kreative og frivillige, og som handlede om at bruge, dyrke, avle, tilvirke.

Englænderne skelner mellem work og labour. Work er det, man gør, når man udretter noget nyttigt. Labour er kun en del af det, nemlig det man gør for penge. I den ene betydning hjælper man til i foreningen, starter en virksomhed, rydder op efter morgenbordet. I den anden stiller man sig til rådighed for penge.

Måske kan vi få lidt mere work ind i den offentlige samtale, det vil sige rigtigt arbejde?

Det haster for den socialdemokratiske regering, der var god til at lukke samfundet ud fra sundhedshensyn, men som hånden på hjertet jo aldrig rigtig har haft et sprog for de moderne iværksættere, de selvstændige og de kreative.

Det kan man mærke i disse uger, hvor ikke ret mange entreprenører – der som bekendt tjener deres egne penge – føler sig hjemme i de abstrakte paroler om jobs og beskæftigelse. Arbejde er noget, man gør selv, og hvor politikerne ikke behøver overspille styringen.

Det kan også mærkes i den blå management-tænkning, hvor styringsteknologien og arbejdspresset jo længe har forurenet både arbejdsglæden og produktkvaliteten i alle hjørner af den private og offentlige sektor. Lønmodtagere skal da bare stå til rådighed, som maskiner og dyr i en stald.

Så ja til rigtigt arbejde. En kulturrevolution til fordel for dem, der ejer og leder virksomhederne, iværksætterne og de entreprenante, projektmagerne, kaospiloterne, karrierejægerne og dem med både to og tre jobs. Håndværkerne og dem, der gør en forskel, og som elsker deres fag. Tekstil, møbelhåndværk, keramik, arkitektur, industri og meget mere.

Mere af det i fremtiden.

Fri til arbejde, nu.