Kresten Schultz Jørgensen: »Jeg godt forstå den vrede, som tusinder af kvinder lige nu giver frit løb«

KLUMME: Jeg tror på, at vreden har sin plads. Som borgere i et velordnet samfund er vi vant til at tro på, at rationelle argumenter er vigtigere end følelser – og måske også lidt finere, skriver Berlingskes klummeskribent Kresten Schultz Jørgensen.

»Vreden skal have sin plads, når nogen er vidne til en grundlæggende uretfærdighed,« skriver Kresten Schultz-Jørgensen i denne klumme. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR-foto.

Hvis man nogensinde er blevet ydmyget eller intimideret, ved man nok, hvor stærk følelsen er, og hvor afgørende det kan være at opnå et mål af retfærdighed.

Jeg har aldrig selv været ude for seksuelle overgreb, men uden at gøre følelsen til min, kan jeg godt forstå den vrede, som tusinder af kvinder lige nu giver frit løb i forhold til, at nogle mænd bruger arbejdspladsen som et seksuelt tag-selv-bord.

På samme måde kan jeg også forstå sorte medborgeres vrede over den forskelsbehandling, der stadig finder sted over alt i den vestlige verden.

Jeg kan forstå de danske muslimers vrede over at blive talt til som andenrangs borgere. Jeg kan forstå vreden hos danske jøder, der i 2020 pludselig igen skal holde lav profil i visse københavnske bydele.

Jeg kan faktisk også forstå den fattige, hvide arbejderklasse, der overalt i Europa og USA blev glemt af udviklingen og de politiske eliter. De stemmer på skrupelløse populister som Boris Johnson, Donald Trump og Matteo Salvini, men vreden kan jeg godt forstå.

Man kan ikke bygget noget på den

Vrede opstår, fordi man er vidne til en uret. I den forstand er vreden nu engang et socialt vilkår, hvor det at undertrykke eller fornægte vreden kan gøre skaden endnu større.

I John Steinbecks »Vredens Druer« er vreden rejsekammerat, helt bogstaveligt. Vi følger familien Joads færd gennem USA i en faldefærdig lastbil på flugt fra hungersnød og grådige plantageejere.

Bogens kvinder ved, at så længe familien ikke bøjer hovedet, men holder vreden ved lige, kan de bevare selvrespekten trods sult og umenneskelige arbejdsvilkår.

Giv vreden los, altså. Den holder ryggen rank.

»Jeg tror heller ikke, at danske arbejdspladser bliver gode for begge køn og alle mennesker, bare fordi vi finder de dumme svin, én efter én.«


Lige indtil den bliver kontraproduktiv. Vreden kan sikre værdighed. Men man kan ikke bygge noget på den. Vrede oversat til handling er vold og vold igen, hævn og konflikt. Intet civiliseret samfund er nogensinde bygget på vrede.

I Steinbecks roman brænder en scene sig ind på nethinden af alle, der når til sidste side. Slutscenen, hvor familiens unge datter, der lige har født et dødfødt barn, tilbyder sit bryst til en mand, der er tæt på at dø af sult.

Det er stærke sager. Et billede på vrede afløst af næstekærlighed.

En følelse og tændsats

Jeg tror på, at vreden har sin plads. Som borgere i et velordnet samfund er vi vant til at tro på, at rationelle argumenter er vigtigere end følelser – og måske også lidt finere.

Det er derfor, at folkebevægelser fulde af vrede som #MeToo og Black Lives Matter for nogle er svære at forholde sig til. Burde Sofie Linde ikke have sagt det lidt anderledes og et andet sted på en anden måde?

Men sådan spiller klaveret ikke. Vreden skal have sin plads, når nogen er vidne til en grundlæggende uretfærdighed.

Efter vreden kommer så det næste. Måske en forståelse, en tilgivelse – eller bare en besindelse på, at vi trods alt hører sammen.

Jeg tror ikke, at USA finder sig selv som nation, blot fordi man skifter præsidenten ud. Jeg tror heller ikke, at danske arbejdspladser bliver gode for begge køn og alle mennesker, bare fordi vi finder de dumme svin, én efter én.

Vreden er en følelse og tændsats. Forandring kræver både fornuft og fællesskab.