Hvad sker der med samtalen, når alting sovses ind i ironi og sarkasme? Hvad sker der med et middagsselskab og med hele samfundsdebatten, når ingenting står til troende, og når ingen i virkeligheden er dem, de giver sig ud for at være?
Spørgsmålet er værd at stille efter flere ugers debat om fænomenet Kirsten Birgit og Radio24syv, der er kommet i stiv modvind for i satirens navn at mobbe og udstille navngivne personer.
Sagen selv er i virkeligheden ret enkel: Kirsten Birgit er underholdende og tankevækkende radio, der i nogle konkrete situationer er gået for langt – og det er der så sagt undskyld for.
Men der er også noget andet på spil. Noget, der ikke handler om Kirsten Birgit, men om en tiltagende lede ved den permanente ironisering, der i snart to årtier har præget det offentlige og politiske Danmark.
Grine af det hele
Ironiseringen var fra starten min egen generations adelsmærke. Et blik på tilværelsen, der var træt kustodernes og de kulturradikales selvhøjtidelighed, og som i lang, lang tid var et frisk pust i den danske medieverden.
Ind med Casper Christensen og Frank Hvam. Ind med Mads Brügger og Mikael Berthelsen. Ind med Det Brune Punktum. Dygtige mennesker, der altid kan udstille andre, men som aldrig selv bliver fanget med noget på spil.
Skridt for skridt har den ironiske generation så fået magten. Dusinvis af danske film, med ironiske vinkler på alt fra bøsser til narkohandlere. P3s univers, der sådan set kun er for sjov. Talkshows på TV, hvor de samme værter med de samme ironiske virkemidler har alle førende politikere indlagt til pip og gulvsand – for man skal sgu da kunne grine af det hele, ikke sandt?
Bortset fra, at ironien som permanent tilstand næppe er værd at bygge et middagsselskab eller et helt samfund på. Det er klart, at vi i Danmark har et særligt talent for genren, og at ironien fortjener sin plads. Men den giver kun mening, som en korrektion af alvoren – ikke som en permanent tilstand. Som min borddame forleden sagde til kvinden over for: Tager du ikke lige solbrillerne af, mens vi taler sammen?
Om lige præcis den dobbelthed sagde Søren Kierkegaard adskilligt. Kierkegaard beskriver, hvordan ironien kan være et stærkt kunstnerisk og politisk våben, som den ofte er det i dag – også for Kirsten Birgit. Ironien kan tage kampen op »indefra« ved at genbruge gamle myter og klicheer på en ironisk måde, så en helt anden mening bryder frem.
Det er klart, at vi i Danmark har et særligt talent for genren, og at ironien fortjener sin plads. Men den giver kun mening, som en korrektion af alvoren – ikke som en permanent tilstand.
Men – Kierkegaard skriver også om ironiens ansvarsløshed og risikoen for, at grænseløsheden lige så stille kan blive selve standarden for al kommunikation, kultur og politik.
Bøsserøv og dumme kælling
Dér er vi nok kommet til nu i en mediekultur, hvor man hele tiden krydsrefererer sarkastisk til andres udsagn og aldrig nogensinde selv har hånden på kogepladen. Hvor alting er pakket ind i hashtags, citationstegn og med præmissen om, at »jeg slet ikke gør det, som det ser ud, som om jeg gør, for jeg gør det jo ironisk«.
Bøsserøv og dumme kælling. Det er det, jeg si’r, men jeg leger det kun. Lige indtil nu. For måske er grænsen nået. Måske er en ny generation stille og roligt ved at tage over – som en Greta Thunberg, der netop ikke ironiserer over klimaet som generationen før hende. Pigen mener hvert ord, hun siger, og hun kigger verden lige i øjnene.
Helt uden solbriller.
