Kresten Schultz Jørgensen: Forargelsen over »Fars pige« er en gratis omgang

Blingpigen Alva gør kort sagt bare som de voksne, hun ser. Middelklassedanskeren anno 2020 gider ikke noget mådehold.

Foto: Kresten Schultz Jørgensen SH PR

De har sikkert fulgt debatten om DR-serien »Fars pige«, hvor teenageren Alva har fri adgang til sin fars platinkort og fylder sit liv med Chanel og høje hæle.

Forargelsen er stor, men den er også en gratis omgang. Hvem synes grundlæggende ikke, at unge mennesker skal uddanne sig snarere end at bruge fars penge på Prada-tasker og Gucci-bælter?

»Der er kort sagt forskel på borgeren og forbrugeren. Borgeren kan man bygge et samfund på. Forbrugeren er en driftsmaskine, der i det hovedrige Danmark er fremelsket af tre-fire tiårs skamløs fokusering på den personlige grådighed både i samfundsøkonomien og kulturlivet.«


Mere interessant er det at se Alva som symbol på den skamløse materialisme, der efterhånden gennemsyrer alle sider af det danske samfundsliv. Blingpigen Alva er nem at grine af, men hendes tomme livsstil kryber i disse år ind i alle sprækker.

Engang var det dårlig stil at tale om penge, og det var i hvert fald vulgært at prale med dem, hvis man havde nogen. Det handlede om borgerdyder, og dem vender jeg tilbage til.

Den moderne dansker er en shopper, som det hedder. Han og fruen køber tøj og tasker hele tiden. Når de rejser, går turen til storbyer, hvor de kan powershoppe. De elsker deres bil, og deres krop er deres tempel.

Også i medierne er der fuld plade: Erhvervsstoffet handler om at købe og sælge virksomheder. Kulturstoffet om bestsellere, prisuddelinger og hvilke kunstnere der tjener hvor meget. Hvis nogle har skrevet en krimi, praler de åbenlyst på sociale medier af deres salgstal, og såkaldte erhvervsledere fejrer deres exits med champagne foran fotograferne.

Blingpigen Alva gør kort sagt bare som de voksne, hun ser.

De glemte borgerdyder handler om mådehold, ikke shopping. De findes vel ikke nedskrevet i fast form, men er ret enkle, fordi kloge mennesker fra Platon og Aristoteles til Jesus og renæssancefilosoffen Francis Bacon hver for sig har skåret dem ud i staveplade.

Driftsmaskine

For det første mådehold. Dannelse ligger i det indre frem for det ydre, evnen til at styre grådighed og drifter. For det andet altruisme: Vi lever ikke for vores egen, kortsigtede nydelse. Vi lever for at gøre en forskel for andre.

Der er kort sagt forskel på borgeren og forbrugeren. Borgeren kan man bygge et samfund på. Forbrugeren er en driftsmaskine, der i det hovedrige Danmark er fremelsket af tre-fire tiårs skamløs fokusering på den personlige grådighed, både i samfundsøkonomien og kulturlivet.

Velfærdsstaten er i dag en kvikskranke af tilbud, som forbrugeren – ikke borgeren – kan takke ja eller nej til med det resultat, at vi i dag er forbrugere af både skoler, sygehuse og ældreforsorg.

Vi er også kulturforbrugere, selv om man skulle tro, at det egentlig rummede en indbygget modsætning. Kulturforbrugeren er et menneske, der går til kunsten som et supermarked, og som både politikere og medier er helt vilde med. Kulturministeriet måler danskernes kulturforbrug, og i aviserne fortæller kendte mennesker, hvordan de forbruger løs af bøger og scenekunst, musik og medier.

Summa summarum: Middelklassedanskeren anno 2020 gider ikke noget mådehold. Han er høj på friværdi, slynger rødvin rundt i glasset, køber tøj og nye biler.

Blingpigen Alva med de tynde ben og de høje hæle er bare hans datter.