Kresten Schultz Jørgensen: Flertallet har sjældent ret

Flere afstemninger skal fedt hjælpe. Demokratiet kræver dels dannelse, dels en vilje hos vælgerne til rent faktisk at delegere magten til de personer, der på fællesskabets vegne træffer oplyste beslutninger.

»Før blodrusen helt tager over, kan man måske minde om den detalje, at demokratiet i sin vestlige tradition faktisk aldrig har haft flertalsafstemninger som mål i sig selv, tværtimod,« mener Kresten Schultz Jørgensen, der er direktør i Oxymoron. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR-foto

Vi lever i interessante tider, som det hedder i en gammel, kinesisk forbandelse. Nogen har jokket i demokratiets myretue, og det almindelige kaos i USA, England og overalt på kontinentet har givet plads til den misforståelse, at demokrati handler om folkevilje.

Misforståelsen er opstået først langsomt og så hurtigt. Populister på begge sider af den politiske midte har altid løbet efter folkestemningen, og med de sociale medier er kortslutningen blevet en hel besættelse. Flertallet har jo altid ret, ikke sandt, i kulturpolitikken, udenrigspolitikken og flygtningepolitikken.

Men før blodrusen helt tager over, kan man måske minde om den detalje, at demokratiet i sin vestlige tradition faktisk aldrig har haft flertalsafstemninger som mål i sig selv, tværtimod.

Den liberale kongstanke var, at demokratiet er den bedste måde at beskytte individets frihedsrettigheder på, hvorfor man skabte forfatninger som fx den amerikanske, der i betydelig grad inddæmmer flertalstyranniet og herunder den risiko, at de fleste fjolser vælger det største af dem alle.

I Danmark har vi haft en lidt anden vinkel på tingene, men med samme syn på risikoen for flertalstyranni. Hal Koch talte om den nødvendige samtale – aldrig bare »afstemningerne«. »I så fald ville der ikke«, skrev han i 1945, »være noget at bebrejde nazismen i Tyskland.«

Flertallet har kort sagt ikke ret, selv om det i stigende grad får det.

Platon mente ligeud, at folket ikke magtede opgaven. Tocqueville, at demokratiet ville degenerere til sin egen laveste fællesnævner. Og Nietzsche, at »det sidste menneske« var den uundgåelige følge af manglen på kulturelt niveau.

Ingen af de tre herrer ville overleve længe i de sociale mediers forsamlingshus.  Og de ville alle tre helt sikkert ende på skafottet i Paris, hvor man lige nu overvejer at stille de gule veste tilfreds med flere direkte folkeafstemninger.

Flere afstemninger skal fedt hjælpe. Demokratiet kræver dels dannelse, dels en vilje hos vælgerne til rent faktisk at delegere magten til de personer, der på fællesskabets vegne træffer oplyste beslutninger.

Desværre er hverken dannelse eller delegering rigtig moderne i disse år. Den moderne borger er en rethaverisk type, der har svært ved at delegere noget som helst ud af sin egen aktionsradius. Når han fornemmer et flertal, vil han stemme om tingene. Og når han er i mindretal, klynker han over sit martyrium og forventer, at de private behov, han har, tages hånd om af politikere, myndigheder og arbejdsgivere.

Den moderne borger vil kort sagt have nogle ledere, der leverer varen, men han vil selv bestemme varen, og han vil slet ikke ledes.
Jeg er klar over, at ovenstående lyder elitært, og dét er også meningen.

I de vestlige, liberale demokratier må vi i disse år stille os det spørgsmål, om ikke de politiske institutioners sammenbrud sætter spørgsmålstegn ved, om folkets flertal kan frembringe den søgen efter forbedringer, der er demokratiets eneste eksistensberettigelse.

Stemme om tingene kan alle og enhver. Men demokratiet fortjener kun at overleve, hvis det forfølger, hvad der er dets mål - at frembringe bedre ideer, bedre tanker, bedre liv. Orker demokratiet ikke længere det, er adskillige andre styreformer mindst lige så effektive.