Coronakrisen har kastet danskerne ud i en kollektiv forårsrengøring af en kaliber, som ikke engang en ivrig Marie Kondo kunne have udtænkt. Vi har kylet det overflødige ud af kælderen, stået sitrende i kø på genbrugspladsen for at komme af med hækkens grene og renset altaner med ildhu og knastørre, håndsprittede hænder.

Lad os endelig fortsætte med den flid, når coronaen en dag lægger sig til rette på siderne af verdenshistorien. Coronakrisen vil forandre vores samfund og dem, vi er, siger de kloge. Men har vi det oprigtige mod til at ændre på tingene?