Kosmopolitten der får lov at sige ting

Den respekterede diplomat og forfatter Sven Burmester, der bl.a. har udgivet en bog sammen med Ritt Bjerregaard, tager bladet fra munden og kalder islam for en fejlslagen og syg civilisation. Hans seneste bog blev flot modtaget, men hvorfor kan han sige ting, som andre bliver skældt ud for. Er der forskel på folk? Det korte svar er ja. Læs mere om hvorfor.

Kosmopolitten der får lov at sige ting - 1

Hvem har sagt følgende:

»Alt for ofte har der været tale om muslimer, der ikke bidrager, men belaster finanserne i vore lande. At det skaber splid og før eller senere resulterer i en gevaldig stramning af indvandrerpolitikken, kan ikke undre«.

Eller hvad med denne generelle vurdering:

»Islam er den hurtigst voksende religion. Dens i praksis manglende tolerance og insisteren på at være den eneste sande tro medfører strid overalt, hvor den vinder frem«.

Eller hvad med denne ikke specielt muntre påstand:

»Muslimen har masser af disciplin. Han bruger den blot på sit religiøse liv og glemmer den, når det drejer sig om arbejde. Ramadaen er disciplin, men fasten fremmer ikke ligefrem produktivitet og bruttonationalprodukt.«

Og så lad os til sidst tage denne godbid med:

»Islam passer i de allerfleste af sine nuværende fremtrædelsesformer ikke til den moderne verden. Den er i moderne økonomisk og politisk forstand en fejlslagen civilisation«.

Man kunne tro, at det var folketingsmedlemmerne Søren Krarup og Jesper Langballe eller islam-kritikeren Ayaan Hirsi Ali, der havde sagt de sætninger, men det er nu den pæne danske Sven Burmester, der med sit lune ålborgen­siske vid ikke ligefrem kandiderer til årets provokatør-pris. Han er en dansk kosmopolit, der har været vicedirektør i Verdensbanken og leder af bankens hovedkontor i Cairo. Han har boet i Kina i årevis og er ven med en lang række af verdens ledere. Nu har han nedskrevet sine erfaringer i bogen »Fred og Fare. Islam, Østasien og Vesten set af en dansk kosmopolit«, hvor han storroser Kina og dets driftige vej ind i en ny global tidsalder og stort set afskriver den islamiske kultur som ubrugelig i den moderne verden.

Er du slet ikke bange for, at dine generaliseringer kan opfattes som krænkende?

»Det håber jeg sandelig ikke, at de kan. Jeg skriver f.eks., at islam i sin nuværende form er en fejlslagen civilisation. Det er ikke religionen som sådan, jeg taler om, men civilisationen i de muslimske lande. Der står ikke i Koranen, at man skal omskære piger, men man omskærer dem alligevel i Egypten. Når jeg skriver »fejlslagen«, så er det fordi disse lande ikke kan give deres borgere en rimelig levestandard, og jeg er endda parat til at beskrive civilisationen som syg og fejlslagen. Min vurdering har intet at gøre med religionens åndelige indhold, for der peger jeg faktisk på en række positive ting, så jeg mener ikke, at det er krækende, for dét, muslimerne reagerer på, er, når deres religion forhånes.«

Kan muslimer ikke blive krænkede over dine meget negative formuleringer om deres civilisation?

»Der er den store forskel mellem mig og Dansk Folkepartis folk, at jeg ikke udtaler mig negativt om religionens åndelige indhold. Men jeg indrømmer, at jeg generaliserer om samfundsforhold, og heri ligger der altid en fare. Den berømte økonom og nobelpristager Amartya Sen har advaret mod generaliseringer, for vi er alle mennesker, og taler man generelt om civilisationer, så reducerer man mennesker til grupper og overser, at vi alle har samme forhåbninger og evner. Det har han ret i, men jeg ser altså på de islamiske samfund som dansk verdensborger, og min bog er ikke et angreb på islam, men en bog om islam, Kina, Vesten og den nye globale udfordring. Og her spiller Kina en meget positiv rolle og islam en mindre positiv.«

Ja, du er meget positiv overfor Kina og underspiller, at Kinas store vækst og stormende udvikling er sket samtidig med en brutal undertrykkelse. Hvorfor tager du ikke det sidste med?

»Jeg bruger Kina til at sammenligne med islam og vise, at Kina har klaret udfordringerne, mens de islamiske lande er gået i stå og endda tilbage. Det er da rigtigt, at menneskerettighederne undertrykkes groft, men set i forhold til de muslimske lande er undertrykkelsen værre i de muslimske lande. De fleste i Kina er jo glade mennesker, fordi der er velfærdsudvikling - i modsætning til de muslimske lande.«

Jamen, det er en glæde, der bl.a. bygger på en fortrængning af erindringen. Ingen må mindes ofrene og myrderierne?

»Det er rigtigt, og undertrykkelsen er ikke kun fortid, for den foregår også nu. Jeg kender kinesere, der må hilse på folk i opgangen, der har stukket deres forældre under Kulturrevolutionen. Men hvad skal de ellers gøre? Man må jo leve og så fortrænges smerten i et samfund, der har forrygende succes.« siger Sven Burmester.

Så lad os gå lidt videre. Der er rigdom i den muslimske verden. Oliemilliarderne pibler op af jorden, og alligevel er udviklingen gået i stå. Burmester siger, at netop derfor er det så trist, at det »går ad helvede til«. Muslimernes svar er, at det hele skyldes USA og Israel. Det dur bare ikke som forklaring på, mener Burmester, at der er så meget affald på gaderne i Cairo. Han peger på FNs rapporter om den arabiske region, hvor der peges på uduelige og undertrykkende regimer, forskelsbehandlingen mellem kvinder og mænd og den dårlige undervisning som forklaring på elendigheden.

Men disse rapporter medtager jo ikke islam som forklaring, ligesom du gør?

»Nej, det er rigtigt, og man kan ikke udskille religionen, som den udnyttes af de radikale kræfter. Islam siger, at du skal acceptere de ledere, du har, og derfor gør de ikke oprør, og kvindeundertrykkelsen finder du også belæg for i religionen. Så der er en klar forbindelse.«

Er der håb om, at de kan kæmpe sig ud af stagnationen?

»Fundamentalismen øges, men dermed ikke sagt, at der ikke er håb. Men ofte må vi erkende, at selv reformforsøg bremses, hvilket gør det så trist at være i Mellemøsten.«

Kan vi håbe, at de ligesom os er besjælet af et ønske om demokrati?

»Selvfølgelig vil de have demokrati, der viser alle undersøgelser.«

Men de få valg vi har set, i Algeriet og Palæstina, er endt med fanatikernes sejr?

»Det er udtryk for den fejlslagne civilisation. Men vi skal accepetere det og håbe, at det bliver bedre næste gang. Jeg tror f.eks., at det er en fejltagelse at isolere Hamas. Nogen siger, at det er farligt, men så farligt er det jo heller ikke.«

Det er jo heller ikke dig, der får raketter i hovedet, men isralerne?

»Det er rigtigt nok.«

Er det ikke den sædvanlige lette europæiske indstilling? Der er jo nogen, der dør i mellemtiden?

»Ja, livet er hårdt.«

Jo, men det er hårdere for nogle end for andre?

»Selvfølgelig er det ikke sjovt at få raketter i hovedet, men israelerne klarer sig nok, de er jo stærke.«

Så stærke er de da heller ikke. Og Irans atomprogram viser vel, at de har al mulig grund til at være bekymrede?

»Jo, det har du ret i, og vi skal også være opmærksomme på muslimsk terrorisme, men det er ikke ragnarok«, ræsonnerer Sven Burmester.

I Europa er der ikke store debatter om andre indvandringsgrupper end muslimer. Hvad er det ved muslimer, der skaber denne spænding? Burmester berører i sin bog også Muhammed-krisen og skriver: »Den var et typisk eksempel på muslimsk ømskindethed og manglende selvtillid. Nogen skal have skylden for manglende succes, og det er altid svært at erkende ens egen andel. Muslimerne har det med at anklage jøder og amerikanere snarere end deres egen uformåenhed. Nu rangerer vi danskere så også blandt syndebukkene.«

Har vi et indvandringsproblem?

»Jeg mener ikke vi har et indvandringsproblem. Hvad vi har, er et muslimsk problem i Europa. Jeg tror ikke, at vi ville have et problem, hvis det havde drejet sig om 200.000 kinesere her i landet. Men jeg er også optimist, og jeg tror, at det vil lykkes at skabe en moderat majoritet af muslimer. Men det er da et grimt problem, vi har, hvor en stor del af muslimerne ikke accepterer de grundværdier, som vi ellers har i dette samfund.«

Vi taler meget om fundamentalisterne, men de fleste muslimer er vel fredelige og moderate mennesker?

»Ja, de fleste muslimer er moderate mennesker, men det store problem med mange muslimer er, at mange ikke bekender sig til demokratiske værdier. De fleste moderate middelstands-muslimer siger ikke fra, ligesom de fleste danskere under Besættelsen ikke sagde fra overfor samarbejdet med tyskerne. Vi danskere var nådige at slippe fra det, men endnu ved muslimerne ikke, om de kan slippe godt fra det. Skal de sige fra og risikere livet eller blot løbe med? De fleste vælger ikke at sige fra«.

Muslimer synes at være konstant krænkede. Hvorfor?

»Svaret er et klart mindreværdskompleks. Det er ikke et etnisk karaktertræk, men resultatet af deres egen stagnation. I tidligere tider under Kalifatet var ingen så stolte som muslimer i Bagdad. Nu går det ad helvede til, og det er svært at leve med. Det er nemmere at være kineser og have en lønstigning på 15 pct. om året. Det er en ydmygelse, at man er blevet overhalet økonomisk, videnskabeligt og på alle andre områder af Israel, Vesten og nu Kina.«

Nogle har sagt, at vi skal tage hensyn til den nye globale verdensorden og risikoen for krænkede følelser og lære at holde kæft. Er din bog udtryk for, at du ikke vil holde kæft?

»Vi har ytringsfrihed under ansvar. Jeg ved, at det er skrap kost, men disse ting skal siges først og fremmest som oplysning til danskerne om de fremmede civilisationer.«

Noget af det du skriver kan vel meget nemt opfattes som en krænkelse?

»Jo, det er meget muligt, men jeg står inde for, hvad jeg har sagt. Jeg skriver meget tydeligt, at jeg respekterer det åndelig indhold af islam og deres gudshengivenhed. Så jeg er ikke bekymret.«

Men din formulering om den syge civilisation er vel krænkende? Hvorfor holder du ikke kæft?

»Jeg vil skrive, hvad jeg vil, men jeg må også være klar over mulige konsekvenser. Skulle jeg have holde kæft med visse ting? Det synes jeg ikke, men på den anden side er der ingen grund til at gå ind i teatret og råbe ild. Der er ingen grund til at ophidse gemytterne unødvendigt.«

Har du da bevidst udeladt ting, der ville være unyttigt provokerende?

»Nej, men jeg er ikke ude på at kritisere islam som religion, men at få danskerne til at forstå muslimernes, amerikanernes og kinesernes situation.«