Hvad tænder den indre ild? Hvad får et hjerte til at pumpe blod rundt i kroppen, lige så hårdt, taktfast og insisterende som bassen på en natklub? Det spørgsmål bliver stillet i den koreanske, prisvindende film »Burning«, der har premiere i Danmark i dag og er baseret på en novelle af japanske Haruki Murakami. Men hvor spørgsmålet kan virke simpelt, er svaret komplekst. Det illustrerer de tre hovedpersoner i den overlange, plottynde og for det meste forunderligt fortalte film.
Lad os først fokusere på det tynde plot, hvilket ikke er en kritik i klassisk forstand. Den unge enspænder Jongsu har studeret forfatterkunst på universitet men har endnu ikke fundet noget væsentligt at skrive om, på trods af han har både et moderkompleks (hun forlod ham for 16 år siden), adskillige faderkomplekser (han tvang Jongsu til at brænde moderens tøj på et bål, da hun forlod familien, og skal nu i fængsel for endnu et voldeligt overfald). Desuden er han typen, der onanerer gentagne gange i sin venindes tomme lejlighed, mens han længselsfuldt kigger ud ad vinduet.
Veninden er den jævnaldrende Haemi, der selv er fremmedgjort fra sin familie og er mere end klar til at blive både forelsket og elsket. Hun indleder dog et køligt forhold til den seks-syv år ældre, velhavende og charmerende prettyboy Ben, som hun møder under en rejse til Afrika, i stedet for at satse på usikre, ordknappe men empatiske Jongsu.
Denne Ben er fascineret af mennesker, der græder, for han kan ikke erindre, at han selv har gjort det, han keder sig i selskab med sine rige venner, og det er uklart for seerne og de øvrige hovedpersoner, hvorfor han selv er så velhavende, som han er. Han er en ægte Gatsby, som den litterære Jongsu nævner på et tidspunkt.
De tre ses ved adskillige lejligheder, indtil Haime med ét forsvinder, og Jongsu går i detektiv-modus. Som sådan er der intet originalt ved selve trekantsdramet. Men meget er nyskabende ved eksekveringen af samme. Og det bringer os til næste punkt: Filmen er forunderligt fortalt.
Subtil symbolik
Som nævnt er filmen baseret på en novelle af bestsellerforfatter Haruki Murakami, et værk ved navn »Barn Burning«. Det betyder, man som seer aldrig helt kan stole på, hvad man ser, eller hvad der sker på lærredet. Dette står klart, da Jongsu skal passe Haemis kat, for vi får intet bevis på, at det lille væsen rent faktisk eksisterer. Både mad- og vandskål er tømt hver dag, når Jongsu (og hans teenageliderlighed) gennem flere uger kigger forbi, men han ser aldrig så meget som skyggen af dyret.
Vi hører også om en brønd, som Haemi faldt i som barn, men adskillige af filmens figurer mener, at nævnte brønd er ren fantasi. At dette subtile, skræmmende skyggespil fungerer, er ikke blot Murakamis fortjeneste. »Burning« er instrueret af troldmanden Lee Chang-Don, der mestrer alternativ historiefortælling, og han formår hele tiden, at fylde selv de simpleste hverdagssituationer med tankevækkende øjeblikke. Med symbolik fortalt gennem skuespillernes mimik, klipningen og kameraføringen generelt. Men det mest fortryllende er alt det, der forbliver usagt, alt det, der forbliver et mysterium.
Det bringer os til det sidste punkt, spilletiden. »Burning«s håndværksmæssige elegance ændrer ikke på, at værket som helhed er 20-25 minutter for langt i forhold til, hvad plottet kan bære. Det er unødvendigt med tre minutlange onaniscener, og man kunne også have klippet mere tempofyldt i de passager, hvor Jongsu forsøger at skygge sin mistænkte. Men dette er blot detaljer. For denne films flamme vil brænde i årtier.
»Burning«, Koreansk film. Instruktion: Lee Chang-Dong. Baseret på novelle af Haruki Murakami. 148 minutter.
