Korea hitter: K-pop-fans mødes på Østerbro for at dyrke deres idoler

I en lille kælderbutik på ydre Østerbro mødes unge fans af K-pop – koreansk popmusik. Interessen er kommet en smule bag på ejerne, som egentlig bare ville åbne en web-butik. Nu kan de næsten ikke komme rundt i lokalet.

All in K-pop er en ny K-pop-butik i København. Fold sammen
Læs mere
Foto: Maria Albrechtsen Mortensen

Denne eftermiddag sidder grupper af unge på gulvet i butikken »All In K-pop« og fletter julehjerter. Der bliver knevret ivrigt, og de unge gør sig umage med julepynten, for vinderen får nogle fotokort med deres idoler. Hele vejen rundt i lokalet er udstillet plader, puder, nøgleringe, plakater, fotokort og noget så eksotisk som duftlys og hånddesinfektion med de koreanske stjerner, som deres fans kan købe. De billigste ting er fotokort til en tier, og så går det ellers deropad, til vi rammer puderne med figurer fra K-poppens verden til cirka 600 kroner.

Butikken åbnede 1. marts i år, og det var meningen, at det lille lokale på Østerbro kun skulle danne rammen om en web-butik, men til åbningen havde ejerne arrangeret en lille happening.

»Der var sne udenfor, og da vi nærmede os tidspunktet for åbningen, tænkte jeg: »Hvad laver alle de unge, der står rundt omkring i kulden?« siger den ene ejer af »All in K-pop«, Mette Kidal.

Jonas Milton Olsen

»Koreanere lægger mere vægt på hierarki og det at være kendt og rig. Og så er det tilladt at være fjollet, og det synes jeg ikke, man ser i danske videoer«


»Det viste sig, at de ventede på, at vi åbnede. Og så havde vi fuldt hus hele weekenden, hvor de bare hang her og udvekslede historier om bands. Jeg havde slet ikke set det sociale i det. Nu tænker jeg, at det er helt fantastisk. Vi lever i et samfund, hvor vi hele tiden ser på forskellene, men her kommer folk på tværs af køn og alder og religion og finder sammen om det, de har til fælles. Og budskabet hos BTS er også fedt: Love yourself,« siger Mette Kidal begejstret.

Da ejerne af All in K-Pop, Mette Kidal og Lars Christiansen, havde annonceret, at de stillede en K-pop bod op i Kolding, blev de meget overraskede over at opdage, at der kom fans helt fra Esbjerg, Hobro og Vejle for at købe merchandise og plader. Her ses butikken på Østerbro. Fold sammen
Læs mere
Foto: Maria Albrechtsen Mortensen.

Åh ja, BTS. For dem, der ikke er helt stærke i K-pop, må man oplyse, at den sydkoreanske gruppe er blevet så store, at de ligefrem i september var inviteret som ambassadører at tale til FNs forsamling, og er gået hen og blevet tidens One Direction – bare større.

Større end Bieber

Deres blanding af koreansk og engelsk, af sang og snorlige danserutiner går rent ind hos teenagere verden over. Sidste år blev de af Time nævnt blandt de 25 vigtigste på nettet, og samme år blev de liked eller retweetet flere gange end Donald Trump og Justin Bieber – tilsammen. Den koreanske bølge stopper ikke ved musikken – for udover bands som EXO, Seventeen, Blackpink og Red Velvet, har Korea-fans kastet sig over TV-serier som »Busted« og »What's wrong with secretary Kim«. Men det begyndte måske med den sang, der ikke bare blev en landeplage, men et verdenshit: »Gangnam Style« med koreaneren PSY.

Men hvad får dog en tidligere skolelærer til at åbne en butik med koreansk pop?

»Min datter var ekstremt glad for K-pop, men det var svært at skaffe gruppernes album. Hvis de skulle sendes fra Korea, kostede det måske 250 kroner i forsendelse, og nogle gange nåede de aldrig frem. Så tænkte jeg, så laver jeg selv en butik, hvor man kan købe plader og merchandise,« fortæller Mette Kidal.

Veninderne Olivia Christiansen, Emmy Christiansen og Freja Pedersen kigger på samlekort med K-pop-sangere. Fold sammen
Læs mere
Foto: Maria Albrechtsen Mortensen.

Hun fik sin tidligere kollega Lars Christiansen med på idéen. De to havde arbejdet sammen om »Musikspillet«, hvor de samlede landets fem symfoniorkestre, så de vidste, at de arbejdede godt sammen, men Lars Christiansen var oprindelig en smule skeptisk:

»Jeg sagde, at jeg ville ønske, at det var jazz, hun ville sælge ... men efterhånden kunne jeg godt se kvaliteten i musikken, og nu kan jeg helt klart se kvaliteten i det samvær, de unge har,« fortæller Lars Christiansen, som desuden arbejder på halv tid som lærer i Tårnby. De to ejere havde brug for en, der havde forstand på sociale medier og fandt den tredje medejer, Jonas Milton Olsen, som med sine 23 år er en del yngre end de to andre. Hans mor er koreaner, men han havde ikke været i Korea før sidste år.

Høflighed er fedt

»Jeg følte, da jeg kom hjem, vidste jeg meget mere om mig selv. Det betød rigtig meget for mig, og jeg synes, jeg har fået et bedre forhold til min mor, efter jeg har lært at forstå, hvor hun kommer fra. Koreanere lægger mere vægt på hierarki og det at være kendt og rig. Og så er det tilladt at være fjollet, og det synes jeg ikke, man ser i danske videoer. Desuden viser man meget respekt over for sin familie. Der er meget fokus på høflighed, og det er egentlig bare fedt,« mener Jonas Milton Olsen.

Høfligheden og venligheden er også noget af det, Magnus Olsen og Alexander Cordua lægger vægt på, når de fortæller, hvorfor de kommer her, når der er specielle arrangementer i butikken. Magnus havde hørt om K-pop fra en ven og introducerede Alexander til det. Nu sidder de i et hjørne i butikken og betragter dem, der danser.

»Da Magnus viste mig nogle videoer på Youtube tænkte jeg, at de dansede vildt godt, og wow, sangen var også god, og så blev jeg nysgerrig efter at se mere,« fortæller Alexander Cordua. »Og vi kan godt lide at komme her, fordi folk er venlige, og der er et godt fællesskab,« tilføjer Magnus Olsen.

Ingen af de tre ejere kan endnu leve af deres butik, men populariteten bliver ved med at overraske Lars og Mette. Da de for nylig var i bl.a. Amsterdam og Berlin for at reklamere for deres butik uden for de arenaer, hvor BTS gav koncerter, havde en fan taget foto af Lars med en BTS-T-shirt på og underteksten »So who’s dad is this?« Da fotoet blev lagt på Twitter, fik den danske skolelærers foto over 25.000 likes.

All in K-pop er en ny K-pop-butik i København. Her ses plakater med en af de helt store K-pop-grupper, BTS. Fold sammen
Læs mere
Foto: Maria Albrechtsen Mortensen.

»K-pop er ikke en genre som jazz, det er mere et begreb, hvor der lægges vægt på både dans, sang, det æstetiske og fællesskabet,« forklarer Lars Christiansen.

Mette Kildal er enig: »Jeg kan godt lide budskabet om, at vi skal samle os og ikke være så individualistiske. Og måske er det skolelæreren i mig, der taler, men når der kommer nogen ind her, som er alene, gør vi en indsats for at spørge nogle af de andre, om hun må være med.«

BTS mod angst

Ida Kidal på 18 år var hele grunden til, at hendes mor, Mette, åbnede butikken. Idas interesse har gjort, at hun nu er i stand til at sige basissætninger på koreansk.

»Det har også fået mig til at blive interesseret i koreansk kultur, og i det hele taget har det åbnet mine øjne for verden, og at der er folk, som lever meget anderledes end mig,« fortæller Ida Kidal. Hun var så heldig at være til koncert med BTS i Amsterdam, og det er ikke som sådan noget, der gik hen over hovedet på hende, kan man se på hendes øjne.

»BTS gør meget for deres fans og satte sig flere gange ned og kiggede ud på os. Suga (et af gruppens medlemmer, red.) er den ultimative, og han har hjulpet mig meget. Jeg ved godt, at det lyder mærkeligt, for jeg har jo aldrig mødt ham. Men jeg har lidt en del af angst, og når jeg hører hans musik, så bliver jeg rolig. Han har selv haft problemer med depression, og jeg føler, at jeg kan se mig selv i ham,« siger Ida Kidal, mens vi sidder i baglokalet. Det er simpelthen ikke til at få ørenlyd i selve butikken. Lars drøner rundt og laver saftevand i stride strømme, og Jonas kommer ind i det lille rum. Spørger man ham, hvad der er det nye, man som K-pop-fan skal holde øje med, svarer han: »BTS er stadig store, og det vil de nok være i lang tid endnu, men det nye er, at der er grupper, som bryder de sociale normer. Normalt er K-pop meget fint, og man klæder sig pænt og opfører sig ikke upassende. Men der er begyndt at komme kunstnere, der for eksempel er drenge, der kan lide drenge, eller piger, der kan lide piger, og nogle, som klæder sig mere trashet, og det er nyt i Korea.«

Veninderne Olivia Christiansen, Emmy Christiansen og Freja Pedersen er vilde med K-pop. Fold sammen
Læs mere
Foto: Maria Albrechtsen Mortensen.

Selv kan han bedst lide »det gamle« K-pop, bands som Exo og SHINee. Netop SHINee har været i vælten, da sangeren Jonghyun begik selvmord i 2017 og begyndte diskussionen om bagsiden af K-pop-medaljen, og om pladeselskaberne kører deres unge stjerner for hårdt. Blandt andet bor mange af idolerne sammen, så de kan træne fra morgen til aften, og de sættes på specielle diæter, som man kan høre i et indslag fra BBC.

Hårdt at være idol

»Det fik gruppernes managere til at sørge for psykologisk hjælp til deres stjerner og også sørge for, at de bliver undervist i, hvordan de kan styre deres økonomi, så de har noget at falde tilbage på, den dag de ikke er stjerner mere,« fortæller Jonas.

Snakken i butikken er øredøvende nu, og der dufter efterhånden godt af teenagere. Der skråles med på sangene, som er en blanding af koreansk og engelsk. En pige kan alle dansetrin til alle sange med alle grupperne. Hun hedder Katly Do og er 18 år. »Jeg danser altså også meget, og vi er nogle stykker, der også danser på meetups på Israels Plads, hvor K-popfans mødes over Facebook,« fortæller Katly Do. Hun er med i dansegruppen Eunoia med Adam Morad på 17 år, hvor de er seks amatørdansere, der er i gang med at træne danse, som de skal lægge på Youtube.

»Jeg har altid haft en interesse for dans, og når det gælder K-pop, så kan jeg virkelig godt lide den tæthed, idolerne har med deres fans,« forklarer Adam Morad.

Der er nu så mange unge, at man ikke kan se fliserne på gulvet, og det ser virkelig ud til, at de tre ejere må se sig om efter et større butikslejemål snart.

»Man kan jo slet ikke komme rundt,« siger Mette. »Vi må tjene penge en anden dag!«