Kopulationspenge og skatteflugt

Frederiksberg Kirke midt i 1800-tallet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er populært at blive gift i Frederiksberg Kirke, og det var også for 200 år siden. Men da var det af en helt bestemt årsag, og sagt uden omsvøb handlede det om skatteflugt.

Forhistorien er den, at der i midten af 1600-tallet blev indført en række skatter for at holde de offentlige finanser oven vande. Snart sagt alt blev belagt med afgifter til stat og kommune, og blandt de mange nye bestemmelser var der også en forordning om kopulationsskat. En fremragende ide, for hvem kan forestille sig, at en sådan kilde til nationens velstand nogensinde skulle tørre ud?

Opkrævningen af de såkaldte kopulationspenge på gerningsstedet, om man så må sige, var selvfølgelig forbundet med vanskeligheder, og den praktiske side af sagen blev derfor overdraget til den lokale opkræver af told og afgifter og sognepræsten i forening: Ingen måtte herefter indtræde i ægteskab uden tolderens skriftlige accept, og som det hed i lovteksten, måtte ingen præst »dennem til copulation admittere«, før han havde konstateret, at de skattemæssige forhold var i orden.

Kort sagt: Uden penge til det offentlige blev der intet bryllup, og det måtte alle acceptere. Men der var forskellige takster, og af forordningen fremgår det, at et adeligt bryllup blev belastet med 50 rigsdaler, mens »borgere og de, som kun skænker øl til deres bryllup«, slap med fire rigsdaler.

Oprindelig var det en afgift til staten, men da hovedstaden i den grad var i bekneb for indtægter, at den, som det hed, ”hensygner i stor gæld og vidtløftighed”, blev det i 1688 besluttet at overdrage kopulationspengene til byen, og den indtægt skulle vise sig at være uundværlig.

I 1792 ophævedes afgiften uden for hovedstaden, men københavnerne kunne fortsat ikke unddrage sig kopulationsskat, og det er forklaringen på, at bryllupper i Frederiksberg Kirke blev så populære, at der 50 år senere blev udstedt en bekendtgørelse, som fastslog, at vielser var ulovlige, når der kun var tale om midlertidig flytning.

Det var nemlig velkendt, at præsten tog det for gode vare, når en lokal værtshusholder skrev en falsk erklæring om, at bruden boede i hans hus. På den måde blev hovedstaden snydt for sin retmæssige indtægt, og det var et problem. Men ikke det eneste. Man kunne nemlig heller ikke se bort fra, at den målrettede beskatning af tosomhedens glæder motiverede jævne folk til at leve i konkubinat, som de lærde sagde, når de mente synd.

Med andre ord: Kopulation – med eller uden skat? Det var spørgsmålet, og svaret blev givet i 1869, da afgiften endelig forsvandt.