Konkurrencerne driver værket

MTV, James Joyce, Jules Verne og Tin Tin mødes med urværker, industrirobotter, bjerge og mange andre ting i arkitekten Søren Robert Lunds hoved. Og af kaos opstår ideerne.

Foto: Claus Bjørn Larsen Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Konkurrencerne,« svarer Søren Robert Lund uden tøven på spørgsmålet om, hvad der bringer ham videre i sit arbejde:

»Det er dem, jeg bruger til at udvikle mig med. Det er ligesom, når man går i skole. Det er nemt at pjække, hvis der ikke er nogen eksamen. Ved en konkurrence er der jo unægtelig en tidsfaktor, man skal forholde sig til, og det er selvfølgelig frygtelig irriterende, når man tror, man ikke kan nå det, men først og fremmest er det ansporende, for man er jo en cirkushest, når det kommer til stykket. Der er selvfølgelig også et program, men det opfatter jeg ikke som en binding,« siger Søren Robert Lund, arkitekten bag ikke mindst Kunstmuseet Arken.

Blå bog
Søren Robert Lund (født 1962) gik endnu på Kunstakademiets arkitektskole, da han i 1988 vandt konkurrencen om et nyt kunstmuseum syd for København med sit dramatiske (rum)skibsagtige bygningsværk med storladen brug af beton som spændstigt og stofligt bygningsmateriale - både udvendigt og i den vældige buede kunstakse - og bygningens fremmedartede korridorer, gangbroer og tunge døre. Arken leder tanken hen på scener fra Jules Vernes »En verdensomsejling under havet«, og Verne er, sammen med russisk konstruktivisme, film af Sergei Eisenstein og jugendstil Søren Robert Lunds æstetiske og filosofiske inspirationskilder.

Samme år, som han forlod Kunstakademiet - i 1989 - fik Lund hædrende omtale for sin besvarelse af den internationale arkitektkonkurrence om et nyt bibliotek i Alexandria, og i 1999 leverede han et begavet forslag til en fremtidig udnyttelse af et tidligere industrianlæg i Stadt Ahlen i Tyskland.

Af færdige værker kan fremhæves Det Berlingske Officins trykkeri i Slagelse og renoveringen af Danske Entreprenørers hovedsæde ved Nørreport i København. Et par andre bemærkelsesværdige renoveringer er et tidligere ubådsværft på Holmen og hovedsædet for Colt Telekom i Københavns Sydhavn, hvor Lund har omformet tidligere tiders industri- og erhvervsbyggeri til tidssvarende lokaler.

Søren Robert Lund er udviklingschef og stadsarkitekt i Tivoli i København, hvor han efter blot et par år lagde sig ud med såvel Æstetikernes Landsforening som abonninerne med Det Gyldne Tårn og Valhalla Borgen. Han er også manden bag orientområderne og senest omformningen af Tivolis hovedindgang.

Søren Robert Lund, der i 12 år har haft egen tegnestue, har lagt et stort arbejde i nogle af sit fags faglige fora, og hans skitser og forarbejder er blevet vist ved flere lejligheder, herunder på arkitekturbiennalen i Venedig i 1996. I 1997 blev han nomineret til Mies van der Rohe-prisen. Har bl.a. modtaget Betonelementprisen, Nykredits Arkitekturpris og Eckersberg Medaljen. TW

»Konkurrencerne er ren adrenalin, og jeg lærer af dem, og det, jeg lærer, bruger jeg så i de konkrete byggesager, hvor man må indstille sig på kompromiser. Arkitektur er karakteriseret ved en mystisk bundethed. Der er økonomiske og byggetekniske forhold, der gør sig gældende. Beliggenhed og rumvolumen er grundbetingelser, andre stiller. Det er altsammen delelementer af en orkestrering, der gerne skulle blive til en helhed. Arken skulle eksempelvis flyttes fra sin planlagte placering ved strandkanten, og projektet blev også beskåret økonomisk, men det må ikke blive en dårlig undskyldning, man så kan hive frem, hvis nogen kritiserer resultatet.«

At underlægge sig betingelsen

»Jeg har i den forbindelse været optaget af, hvordan Jørn Utzon har formået at gøre selve betingelsen for byggeriet til arkitektur. Det er en del af faget, at huse skal kunne bruges. Jeg kan så selv godt lide, at der er en historie i bygninger, der fortæller om deres funktion og beliggenhed, som f.eks. ved trykkeriet i Slagelse, hvor udformningen gerne skulle udtrykke processen fra træ til trykt avis. Arken var selvfølgelig tænkt som et tilsandet, strandet skib.«

Søren Robert Lund beskriver sig selv som et udpræget visuelt menneske:

»Inspiration? Tja, jeg kunne fremhæve tegneserier eller grafikken i musikvideoerne på MTV. Så er jeg lidt af en maskinromantiker. Jules Verne og Kaptajn Nemos Nautilus. Industrirobotter. Mekanik. Jeg er vild med ure. Der er intet overflødigt i dem, men til gengæld en total indbyrdes afhængighed mellem alle enkeltdelene. Og så er et urværk tredimensionalt. Det har jeg brugt i Arken, hvor jeg har placeret funktionerne, så de drejer sig om bygningens akse.

Mange arkitekter - Alvar Aalto er det ofte fremhævede eksempel - er inspireret af naturen. Hos mig er det højst bjerge og lava. En sky omkring et fjeld har en næsten erotisk stoflighed, men jeg bruger det ikke direkte. Det, jeg søger, når jeg fortolker mine indtryk, det er om noget en stemning. Jeg er meget optaget af det, de fleste arkitekter hader, nemlig gange og korridorer. Jeg er selv glad for den diffuse stemning, der er i spidserne i kunstaksen. Alle sagde til mig, at jeg skulle placere nogle høje smalle vinduer i begge ender af det store rum, men jeg finder, at den klosteragtige magi, spidserne rummer, er hundrede gange mere poetisk.«

Hvordan bevæger du dig fra ideen til skitsen til modeller til det færdige resultat?

»Ideer er der i al beskedenhed nok af. Man vil jo gerne det hele. Hver gang! Så arbejdsprocessen går ud på at vælge fra på den ene side og på den anden kombinere med de betingelser, der nu er ved et byggeri, så mine sammenhænge opstår. Sammenhængene består i vid udstrækning af kontraster. Mellem tungt og let, mellem forskelligartede materialer - og mellem nyt og gammelt, når det er renoveringer, det drejer sig om. Så sker det, jeg går fuldstændig sukkerkold og ikke aner, hvad jeg skal gøre, men så begynder jeg med mine skitsebøger, og så kommer det alligevel. Der er mange arkitekter, der har glæde af computere, men der kan man ikke få den samme stoflighed som i modellen.«

Når gentagelse er godt

Der er malere, der taler om, at når man er kommet godt i gang, er det, som om maleriet selv tager over. Ikke i en metafysisk betydning men i den forstand, at de ting, man har gjort på et tidligere tidspunkt, nu fordrer nogle kompositoriske konsekvenser. Er det også sådan for arkitekter?

»På et metaplan, ja. Når man kender bygningsværkets funktioner, og kompositionen er der, opstår logikken. Så kører maskinen, nu er det sådan, og så må detaljeringen følge den overordnede logik. Tidligere havde jeg et meget totalitært forhold til fremdrift. Det skulle være nyt hver gang, men nu er jeg begyndt at trække tråde tilbage til tidligere projekter. Referencegrundlaget vokser jo.

Som helt ung gik man og undrede sig over, at de gamle i faget »var gået i stå«, som vi sagde. Deres huse lignede hinanden. Men nu kan jeg se, hvordan det er værdifuldt, at de forfølger nogle temaer, for det kan jeg jo se, jeg nu selv gør i f.eks. den måde, jeg konstruerer gange og korridorer. Gange er overgange. Gange er pauser. Mellem rumoplevelser.

Det kunne være et interessant eksperiment, hvis nogen en dag fik lov til at bygge 15 rækkehuse over 30 år, hvor den samme altså tegner et nyt hvert andet år. Så ville man se, stort set uanset hvilken arkitekt det var, hvordan grundformen ville være den samme, men nye behandlinger af de samme problemstillinger viste arkitektens erkendelser.«

Kan arkitektur ændre bevidsthed? Hvad enten det er et selvbevidst imperiebyggeri som Venedig eller de betonforstæder, der ligger omkring storbyerne verden over?

»Det understøtter naturligvis samfundets klassedeling, når der er 38 minutters gang til det nærmeste træ. Arkitektur er magtens forlængede arm. Et klassisk eksempel er akserne fra Versailles, der gav indtrykket af kongens magt. Om man så skulle fjerne en skov... Omvendt tror jeg heller ikke på den socialdemokratiske holdning om, at alle skal have det lige godt - eller dårligt - for vi vil gerne være unikke. Men arkitektur og bevidsthed hænger sammen og er et billede på samfundet. Sig, hvor du bor! Så ved vi, hvem du er,« siger Søren Robert Lund.

Der mangler humor

»Jeg synes, arkitektur skal handle om stemninger. Der er nogle instruktører - Lars von Trier f.eks. - der er eminente til at lave deres film på en sådan måde, at vi er fyldt med en bestemt, stærk følelse, når vi har set den. Altså filmens overtone eller efterklang. Walter Benjamin talte om, at arkitektur er den kunstform, der opleves i størst adspredthed. Hvis man er forelsket, kan man synes, at stort set hvad som helst er det mest fantastiske sted i verden. Hvis man omvendt er på vej hen for at myrde én, man hader, så preller Venedigs bygningsværker sikkert fuldstændig af på en. Som arkitekter søger vi at skabe nogle stemninger, der påvirker folk. Om ikke andet kan vi vel provokere til en eller anden form for stillingtagen.«

Hvad er det med dig og Tin Tin?

»Ham er jeg frygtelig glad for pga. præcisionen i tegningerne og den tørre falde-på-halen-humor. Yndlingsalbummene er »De syv Krystalkugler« og »Soltemplet«, og den stemning af eventyr, der er i dem, kan jeg helt klart bruge i mine bygninger. Der er for lidt humor i arkitekturen, det er jo »et tungt ansvar, der hviler på os«, og når nogle så forsøger at være humoristiske, bliver det let kitsch. Der kunne godt være lidt mere Miró og Calder i systemet...«