Konkurrencen om arkitekturens sjæl

En fotokonkurrence skulle bringe billeder af moderne arkitektur og især af dens sjæl for dagens lys.

Casper Balslev og Mads Nissen fik hædrende omtale for deres reportage fra kontorbygninger, der har tabt deres mening, efter at de er blevet tømt for mennesker og formål. Fold sammen
Læs mere

Hvad er arkitekturens sjæl?

Det skulle man egentlig tro, en så stor og erfaren arkitekt som Henning Larsen havde et eller måske endda flere bud på. Men måske vil han gerne have nogle ekstra, for »Arkitekturens Sjæl« var emnet for en international fotokonkurrence, som den fond, Henning Larsen selv har indstiftet, udskrev i oktober i fjor.

Trods en samlet præmiesum på godt 100.000 kr. indkom kun 107 forslag, hvoraf mange til gengæld var i form af serier. Vinderne offentliggøres hen imod slutningen af artiklen, og fra i dag kan man se de indsendte besvarelser i Tuborgs administrationsbygning tegnet for små hundrede år siden af arkitekten Anton Rosen og for nylig totalfredet i Hellerup ved København.

Fotokonkurrencen havde én meget vigtig begrænsning. Det skulle være billeder af moderne arkitektur. Dels er det den, der hyppigst og ofte med rette beskyldes for at være sjælløs, og dels kan enhver, som det hedder, se poesien i en 200 år gammel gård eller i skumringen på Akropolis. Og af den eller rimeligvis andre grunde flakker arkitekturens sjæl stadig ensom rundt derude i Blokland, for konkurrencens dommere fotograferne Christina Capetillo og Per Folkver samt arkitekterne Merete Anhfeldt-Mollerup, Henning Larsen og Erik Werner Petersen fandt ikke, at der var nogle af de indsendte billeder, der direkte kunne besvare spørgsmålet om, hvorvidt arkitekturen har en sjæl.

Sjælløs og umenneskelig
Endelig! Vil en del mennesker sige. Det har vi vidst i mange år. Moderne arkitektur er sjælløs og umenneskelig.

Der er da også et forstemmende stort antal eksempler på, at der er noget rigtigt ved den antagelse. Tager man et af de mest illustrative Københavns havn er det meget nemt at se, hvornår arkitektur fungerer. Hvis altså præmissen er at skabe rum i byen, hvor mennesker holder af at komme.

På den ene side af det sydlige havneløb ligger promenaden ved de firmadomiciler, der er opført inden for den seneste halve snes år, øde hen. Mens der på den anden side er masser af liv. Der er et havnebad, der er cafeer, og her mødes mennesker, fordi her er rart at være. Udsigten til den anden side er ikke så køn, men der er jo vandet i havnen, og der er græs på jorden, og rummet i bredeste forstand er godt proportioneret. Og nok er arkitektur linjer og former og serialitet og proportioner og bygningsklumper og skala(spring) og geometri. Men alle disse elementer giver ikke sjæl. Det er forholdet mellem arkitektur og mennesker, der gør det.

For nu blot at holde os til hjemlige forhold, er der trods alt mange eksempler på vellykket moderne arkitektur, og det kan være smukt med det beherskede udtryk og de rene linjer og en sjælden gang er der også en arkitekt der med talent kan arbejde med glasfacader men allersmukkest er det, når der er mennesker, der bruger omgivelserne. En dansk billedkunstner, Jesper Rasmussen, viste tidligere pååret en inciterende udstilling i Kunsthallen Brandts i Odense. I en af sine serier - forestillende fine bygninger som bl.a. Nationalmuseet, Hotel Astoria i København og Københavns Politigård havde han ved hjælp af computeren fjernet ikke alene menneskene og deres biler og cykler fra byrummet men også bænke og gadeskilte og alt det andet fortrolige, vi forbinder med byen. Og endelig var bygningernes vinduer og døre udviskede og forsvundne. Tilbage stod husene som kulisser under en uvirkelig himmel. Formmæssigt meget smukke, helt sikkert, men også uhyggelige i al deres Palle-alene-i-verden-stemning.

Det er sådan set en banal erfaring. En plads kan være storslået, en bygning fint proportioneret, en park smukt anlagt. Men rigtig vellykket er det hele først, når der er mennesker, der bevæger sig rundt i rummene, sidder på byens pladser og bruger omgivelserne.

Så meget desto mere paradoksalt er det, at de fleste af besvarelserne af konkurrencen »Arkitekturens Sjæl«, er renset for mennesker. Fotograferne er i stedet gået på jagt efter arkitekturens sjæl i rummene; både de indendørs og de ydre, altså rummene mellem husene. Sporene af menneskene er der. Ikke alene er det os, der har bygget husene, men vi har også sat vores præg på deres funktion og indretning, og vi har forsøgt at tilpasse omgivelserne til vores behov. Bygge til, dekorere, sætte en lille plasticstol så vi kan sidde i Solen.

Renset for mennesker
Fraværet af mennesker og en forkærlighed for at fastholde det forgangne, det fraflyttede og funktionstømte, det undseelige og det anonyme forlener billederne med nogle meget intense stemninger af tab og melankoli, forladthed, tristesse. Og med noget, man synes, man har set tidligere.

Mange af deltagerne har reageret ved at indsende kunstværker i tidens stil og inspireret af mesteren Per Bak Jensen, der gennem adskillige år med forkærlighed bl.a. har fotograferet de øde steder og de vidtstrakte parcelhuskvarterer. Det gør ikke nødvendigvis billederne kedelige, udover i det omfang de selv motivisk insisterer på at være det. Men resultaterne ligger meget langt fra eksempelvis klassisk arkitekturfotografi, der kan understrege en bygnings æstetiske pointer. Noget nyt er, som det hedder i dommerbetænkningen, på vej frem, men det er ikke nødvendigvis forløst. Formodentlig ikke fordi de fotografer, der har indsendt billeder, har tænkt som billedkunstnere.

Fjerner autencitet
Det er ligeledes slående som dommerne også bemærker hvor stor en del af arbejdet med fotografiet, der i dag foregår i computeren, og også det er med til at fjerne den autencitet, der tidligere kendetegnede fotografiet. I dag konstruerer man sit billede. At det ikke nødvendigvis er et tab, illustrerer mange af billederne. Formodentlig vil de to former for fotografi arkitektens og kunstnerens måde at tage billeder af bygninger og byer på nærme sig på en række punkter, efter fotografiet i vid udstrækning har afløst håndtegningen som arkitektens signatur. Og fordi det er muligt at bearbejde fotografi og computerbilleder til stadig mere overbevisende visualiseringer.

Ingen genkendelse
Dommerkomiteen genkendte ikke arkitekturens sjæl i de indsendte besvarelser, men den honorerede anstrengelserne med en delt andenpræmie til Ditz Fejer og Michael Stefan Rathje-Sørensen, en tredjepræmie til Niels Lund Pedersen samt hædrende omtale til Lars Gundersen og Casper Balslev og Mads Nissen.

Sidstnævnte har i fællesskab skabt en stilfærdig reportage fra forladte kontorbygninger, hvor kun lamper og elektriske ledninger, navneskilte og glemt kontormateriale hænger og henstår tilbage i øde rum, der har tabt deres mening, efter de er blevet tømt for mennesker og formål. Lars Gundersen har fat i en pointe med sin billedserie forestillende ydmyge huse med tilbygninger, absolut ingen arkitekt har haft fingrene i. Medlemmer af Æstetikernes Landsforening vil nok heller ikke synes om dem, og de vil givetvis også ryge ved næste kvartersløft. Men de demonstrerer en fandenivoldskhed, der ikke er uden charme og under alle omstændigheder kan få en til at mindes Jokum Rhode og Søren Ulrik Thomsens fremragende fotobog fra i fjor, »København con amore«, om alt det hjemmelavede tingeltangel og facadeudsmykning og opfindsomme skiltning, byfornyelsen rundt omkring i landet nu er ved at tage livet af. Men som måske snarere er en del af arkitekturens sjæl, end de kønsløse renoveringer der kommer i stedet.

Tilbygninger er også motivet for Ditz Fejers bidrag, der fortæller om et lille hus bygget på en stort og meget imponerende bygning. Måske som en permanent foreteelse ligesom man undertiden kan finde selvbyggede altaner på tagene af eksisterende huse rundt om i Europas byer, men måske snarere som en midlertidig foranstaltning i forbindelse med renoveringen af den nyklassicistiske bygning, den står på. Så det er måske mere en konceptuel spøg, ligesom Michael Stefan Ratje-Sørensens serie fra Bjørn Nørgaards og tegnestuen Boldsen & Holms nybyggeri på Bispebjerg, hvor fokus er flyttet fra denne nytænkning af områdets boligbyggeri og dette forsøg på at integrere kunst i arkitektur til, hvordan vi bygger individuelle reder og huler.

Niels Lund Pedersen har ledt efter arkitekturens sjæl i Ørestaden. Det har han fået nogle frapperende billeder ud af, men meget sjæl er der nu ikke i dem, og det skyldes måske de anførte grunde. At arkitektur tager tid, før det bliver til vellykkede omgivelser, hvor mennesker kan lide at færdes. Og Arkitekturens Sjæl også kan finde bolig.

Udstillingen »Arkitekturens Sjæl« vises Strandvejen 54 i Hellerup frem til 2. september. Åbent dagligt mellem 14 og 18.